”Den mindste biografoplevelse i mit liv.”
Sådan står der i mine noter fra visningen af Bambi: Livet i skoven, og lidt senere har jeg noteret: ”Jeg vil sove.”
Under pressevisningen falder en anmelder rent faktisk i søvn, men i det mindste har man lov at håbe, at øvelsen i tålmodighed kan bidrage til ens hjernesundhed.
Bambi: Livet i skoven er et påstået hjertebarn af den franske instruktør Michel Fessler, og den er ligesom Disney-klassikeren Bambi fra 1942 baseret på Felix Saltens roman fra 1923.
Den nye film forløber stort set som Disneys version. Bambi kommer til verden, lærer at gå, mister sin mor og finder en mage. Han erfarer, at der tæt på skoven bor mennesker, som går på jagt, og at det derfor er farligt at færdes ude i åbne landskaber.
Det, der mangler i Fesslers version, er scenerne med den menneskeskabte skovbrand og Bambi på glatis, som man kender fra Disney Juleshow. Men frem for alt savner man klassikerens magi og fortryllelse, som er fuldstændigt og fatalt fraværende i Bambi: Livet i skoven.
Fesslers filmatisering er live action uden tale, og den minder vel egentlig mest om en naturdokumentar. Over de tavse optagelser af dyr, der glor tomt ud i luften med blanke øjne, høres en meget pædagogisk fortællerstemme.
”Når to hjerter galoperer af sted, bliver kærligheden til et eventyr,” hører vi, mens Bambi løber sammen med sin mage, som det unge rådyr åbenbart elsker.
”Der opstår en gnist,” påstår stemmen, da de to instinktdrevne dyr med indholdsløse blikke finder sammen i den ret praktiske stoledans, der er parringssæsonen.
Der er ingen humor tilstede i filmen undtagen den absurditet, som opstår, når de tankeforladte dyreøjne tillægges så meget indre liv af fortællerstemmen. Eller når skovens dyr, der uvidende observeres af kameraet, er ufrivilligt morsomme og charmerende, som dyr med pels jo indimellem er. En vaskebjørn er særligt nuttet.
Optagelserne af skoven og dyrene er kønne og veludførte, men det er svært at se meningen med at bruge virkelige dyr og natur, når Disney allerede har skabt en formfuldendt version af historien. Disneys Bambi er harmonisk, humoristisk, fuld af udtryk, æstetik og poesi. Den keder ikke, men underholder og fastholder.
Underlægningsmusikken i Michel Fesslers dokumentariske pendant er storslået og sentimental klassisk musik. Den bølger dramatisk gennem forløbet uden at vække den mindste følelse. Det lyder, som om der sker noget eventyrligt på lærredet, mens dyrene bare går, står, løber eller glor ud i luften.
Instruktøren har tilføjet nogle scener med fælder, som menneskene har lagt ud. Reb bundet i løkker og grumme smækfælder griber om benene på dyrene. Mens fortælleren filosoferer over, at mennesker er mærkelige. Hvordan kan man dog gøre sådan noget?
Det er vel Michel Fesslers eneste tilføjelse til Disneys klassiker. Måske har intensionen med at erstatte tegnefilmens dådyr med et varmt og åndende dyr af kød og blod været at ruske i vores sympati og understrege romanens funktion som propaganda mod jagt.
Men ironisk nok vinder de bedårende tegnefilmsdyr i langt højere grad både børne- og voksenhjerter. De autentiske dyr formår i det mislykkede eksperiment allerhøjst at få én til at slumre hen.
Kommentarer