Bamse

Flemming Bamse Jørgensens musik giver umiddelbart ikke storladne billeder på nethinden, men sangerens liv er fuld af det stof, film er gjort af.

Som søn af en prostitueret mor til tolv blev han afleveret på et børnehjem. Her blev han adopteret af et velhavende direktørpar, der ønskede en arving til Viby Gummifabrik. 

Men allerede som barn var Flemming draget af musikkens verden, og trods farens misbilligelse kastede den unge mand sig ud i at agere spillemand i det danske land.

Bamse viser med sort-hvide flashbacks til 1950’erne, hvordan hovedpersonens far på hårdhændet vis lærer unge Flemming, at han skal prise sig lykkelig for det liv, han har fået. Underforstået skal han også være taknemmelig og gå den vej i livet, som faren har planlagt for ham!

Det er en universel, rørende fortælling, at Flemming Bamse Jørgensen som voksen forsøger at vokse ud af den skygge, mens han underholder med hits som I en lille båd der gynger og Hvorfor går Louise til bal?

Makkerparret Henrik Ruben Genz og Bo hr. Hansen har samarbejdet om manuskriptet, mens førstnævnte står for instruktionen. De to var senest på banen med Erna i krig og før det Gud taler ud.

Med Bamse balancerer forbløffende godt mellem det morsomme og traurige i en række gribende scener.

Den godmodige Bamse fremstår charmerende jordbunden, når han skriver sine tekster med hjælp fra en pølsemand spillet af Jacob Haugaard. Samtidig forstår man sangerens eksistentielle kvaler og frygt for at give følelserne frit løb på det sene soloalbum Stand by Me fra 1999.

Som sig hør og bør i en biopic tager filmen rundsving mellem op- og nedture i hovedpersonens liv.

Glæden over at vinde ved det danske Melodi Grand Prix i 1980 med kærlighedsballaden Tænker altid på dig afløses af skuffelse over det kedelige resultat i den europæiske finale i Holland. Efter den fadæse vil selv ikke gymnasier have Bamse til at komme og spille. Han må tage til takke med pinagtige solo-optrædener i storcentre.

Det bliver en kende røvballerockende i ny og næ, men med en komprimeret spilletid på halvanden time slår Bamse aldrig et større brød op, end filmen kan nå at følge til dørs.

På konstant klingende jysk er filmen ikke bange for latrinær lavkomik, som når Lars Ranthes manager John Madsen gentager joken: ”Den skal have fuld gas i Tarm!”

Også managerens fejlslagne rygestop er en gennemgående vittighed i den lettere ende. Men mellem de muntre indslag banker et dramatisk hjerte, som man uvilkårligt bliver grebet af.

Anders W. Berthelsen gestalter trinde Bamse som en plaget mand, der finder lykken på scenen og i familiens skød. Johanne Louise Schmidt er filmens største helt som den mest rummelige hustru i verdenshistorien.

Käte står altid klar med vise råd og serverer gerne mad, bajere og Cocio hjemme i Hasselager, når Bamses Venner skal gøre et kortspil færdigt efter en koncert.

Filmen tillader sig befriende at være drivende sentimental, når Flemming i kirken synger en sang til ære for den biologiske søster, han først lærte at kende kort inden hendes død. Og man venter spændt på forsoning med den kritiske far, der har kaldt sønnen en cirkusklovn, men skal lære værdien af at blive direktør i sit eget liv.

Det er velkendte og ofte afprøvede virkemidler, men de fungerer ikke desto mindre fuldkommen efter hensigten, fordi filmen hviler i sig selv.

Flemming Bamse Jørgensen døde nytårsdag 2011 af et hjerteanfald i en alder af blot 63 år. Filmen om ham omskriver måske ikke musikerens eftermæle, men den giver et slående indblik i et liv, som man er glad for at have lært bedre at kende.

Man forlader biografen med en tåre i øjenkrogen og et hjertevarmt smil på sangklare læber.