Tv-anmeldelse
26. aug. 2014 | 12:18

Banken – New normal

Foto | Morten Top
Allan (Jonas Schmidt), Henrik (Morten Jørgensen) og Inger (Maria Rich) har ofte svært ved at finde den rette grimasse, når tingene kører af sporet i Kapitalbanken.

DR2’s nye satireserie foregår i banksektoren, men er sjovest, når den bare er absurd. Debutanten Morten Jørgensen brillerer i rollen som sociopatisk chef. Premiere på DR2 torsdag.

Af Jeppe Mørch

Danske Bank brændte for alvor nallerne tilbage i 2012.

I en reklamefilm forsøgte de at associere deres bankforretning med smeltende isbjerge, et lesbisk par, en asiatisk breakdancer og Occupy Wall Street-bevægelsen – den bevægelse, der voldsomt kritiserede banksektorens rolle i finanskrisen.

Kampagnen gav ikke overraskende bagslag, kunderne flygtede og sloganet om, at ”a new normal demands new standards” fik en komisk klang.

Den manglende selvindsigt er udgangspunktet for DR2’s nye satireserie, Banken – New normal. Serien følger en bank, der kæmper en brav kamp for at tiltuske sig så mange af sine kunders penge som muligt.

Medarbejderne i filialen er en gruppe ubehjælpelige galninge, der lever i deres eget absurde univers, og humoren opstår i deres virkelighedsfjerne tilgang til verden omkring dem.

Bankpersonalets forhold til almindelige mennesker kan selvfølgelig forstås samfundssatirisk, men faktisk er Banken – New normal sjovest, når den bare lader sine karakterer gå ud af en gal og grotesk tangent – uden egentlig at handle om skatteunddragelse og bankpakker.

Serien er instrueret af Nikolaj Feifer, der har skrevet manuskriptet sammen med hovedrolleindehaveren Morten Jørgensen. Han spiller Henrik, der som ny direktør i Kapitalbanken konstant må finde på nye måder at tjene lidt ekstra.

Henrik er chef for den suicidale Allan (Jonas Schmidt), den seksuelt desperate Inger (Maria Rich), den pæne praktikant Rikke (Amanda Collin) samt en række andre, tavse medarbejdere, der opfører sig som lydige får i kontorlandskabet.

Morten Jørgensen er et ubeskrevet blad i dansk film og tv, men han er forrygende som den socialt inkompetente og nærmest psykopatisk farlige filialchef. Med en uhyggelig ro fremlægger han de mest groteske og uhyrlige forslag for sine medarbejdere, der herefter forsøger at implementere de nye idéer i det daglige arbejde.

Den socialt umulige mand har de senere år været en ofte anvendt hovedperson i komedieserier. I Zulu-serien Mr. Poxycat & Co er Rasmus Bjerg pinlig i stort set alle situationer, og i Klovn er det ofte Franks misforståelser af det sociale kodeks, som bringer ham i vanskeligheder.

Ricky Gervais’ The Office er en foregangsserie for den humoristiske udstilling af mænd, der ukueligt kører på trods deres åbenlyse, sociale mangler. Denne komedietradition fører Morten Jørgensen som bankdirektør videre på en overbevisende måde.

Da Kapitalbanken investerer i våben, der bruges under en konflikt i Afrika, vil en ansat gerne vide, hvad konflikten egentlig går ud på. Henrik forklarer, at det er dem, der godt kan lide stærk mad, som er blevet sure på dem, der godt kan lide at spille Kalaha. Det er jo håbløst dumt og upassende sagt, men Morten Jørgensen leverer replikken med en stoisk jysk dialekt og en overlegen ro, der lader til at overbevise ham selv øjeblikkeligt.

Det er også Henriks skyld, at en af medarbejderne hedder Inger. Egentlig hedder hun Ann Charlotte, men det synes Henrik vil være et useriøst navn at bruge under et møde, så han giver hende et nyt.

Inger-karakteren fungerer ikke lige så godt som Henrik. Hendes enorme seksuelle interesse i chefen synes ikke særligt original, og den er ofte ikke lige så morsom, som de andre karakterers uudgrundelige og absurde udskejelser.

Instruktør Nikolaj Feifer dimitterede fra Den Danske Filmskole i 2011 med det eksistentielle science fiction-drama Junk Love, som Ekko fremhævede som årgangens bedste film (se den på Ekko Shortlist). Der er umiddelbart langt mellem den og Banken – New normal, der for det meste afvikles uden særlige visuelle spidsfindigheder i traditionelle banklokaler.

Men på ét punkt indeholder serien dog en lille, visuel genialitet. I små afbræk mellem karakterernes fjollerier optræder af og til stilbilleder med retoucherede og overdrevent glade bankfolk, hvor Kapitalbankens forskellige slogans står skrevet nedenunder.

”Kapitalbanken – fordi tal også er mennesker”, ”Drømme er noget, man vågner op fra” og ”Hold din kæft, finanskrisen!” er eksempler på slogans, som ret præcist blander en konkret samfundssatire med seriens syrede univers.

Trailer: Banken – New normal

Kommentarer

Titel:
Banken – New normal

Land:
Danmark

År:
2014

Instruktør:
Nikolaj Feifer

Hovedforfattere:
Nikolaj Feifer, Morten Jørgensen

Medvirkende:
Morten Jørgensen, Jonas Schmith, Maria Rich, Amanda Collin

Spilletid:
15 minutter pr. afsnit

Premiere:
28. august klokken 21.55 på DR2

© Filmmagasinet Ekko