Bankerot

Det er fire dage siden, at Danmarks dyreste tv-serie nogensinde, 1864, havde premiere. Og DR1’s andet nye efterårs-drama, Bankerot, må lide af søskendejalousi under al den polemik, Ole Bornedals serie-storebror har skabt.

Selvom vi i Bankerot møder en Afghanistan-veteran med posttraumatisk stress, får selv de mest debat-lystne politikere svært ved at finde eksempler på politisering her.

Den virkelighed, man møder i de 25 minutter lange afsnit, er en form for genkendelig, men alligevel karikeret parallelverden. DR kalder selv Bankerot for et ”hverdagsdrama”. Men serien dyrker snarere en ofte vellykket, underfundig komedie-humor.

Det går rent ud sagt ad helvede til for hovedpersonerne Dion og Thomas.

Dion (Esben Dalgaard) står over for en prøveløsladelse efter at have siddet to år i fængsel for en påsat brand. Han planlægger at rejse langt væk, men dem, han skylder penge, ser helst, at han bliver gældfri først. Og de har ret hårdføre overtalelsesmetoder.

Thomas (Martin Buch) har mistet sin kone i en trafikulykke. Det har fået ham til at gå i hundene, og sønnen Niklas (Viktor Lykke Clausen) har ikke ytret ét ord siden tragedien. Nu truer de sociale myndigheder med at tage Niklas fra Thomas, hvis ikke han snart får styr på situationen derhjemme.

Thomas og Dion er gamle venner, og de får brug for hinanden, hvis de skal komme oven vande.

Bankerot er skrevet af Kim Fupz Aakeson og har Henrik Ruben Genz som konceptuerende instruktør. De har før arbejdet sammen om Kinamand, mens Ruben Genz også er kendt for Erling Jepsen-filmatiseringerne Frygtelig lykkelig og Undskyld jeg forstyrrer.

Deres fælles forkærlighed for skæve eksistenser skinner tydeligt igennem i Bankerot. Ved første blik kan karaktererne fremstå en anelse endimensionelle, men alligevel fornemmes i dem alle et ulmende temperament, der pludselig kan eksplodere i uventede retninger.

Det hele udspiller sig i et støvet og dunkelt miljø, hvor solen aldrig rigtig står op. Universet og karaktererne kan minde om noget, man kender fra Coen-brødrenes film. Og selvom kvaliteten ikke når Coen’ske geni-højder, er den et interessant og pudsigt bekendtskab.

Hvis Coen-brødrene havde instrueret serien – lad os føre tankeeksperimentet til ende – ville den korpulente og psykopatiske gangster Tandfeen uden tvivl blive spillet af John Goodman. I Bankerot spilles han af Nicolas Bro, der med et brækjern overbeviser Dion om, at han ikke skal rejse ud af landet, før gælden er betalt.

Dions tvivlsomme værge, farbroren Gerner (Lars Brygmann), bor på et uhumsk, lille værelse, hvor han både kæderyger og steger pølser. Han havde ellers fået lavet et pas til Dion med navnet ”Hans Christian Andersen”, men det får nevøen altså ikke brug for. Dion må og skal skaffe penge til Tandfeen.

Derfor henvender han sig til den plagede Thomas.

Forholdet mellem Thomas og sønnen Niklas er det mest interessante i en serie, der i de første to afsnit har mest travlt med at introducere spøjse karakterer. Martin Buch ser konstant fortabt ud med sine store, triste øjne, og det er svært ikke at føle med den ordblinde far, der forsøger at finde kræfter, han i sin depressive døs ikke har, for at være der for sin stumme søn.

Dion og Thomas beslutter at forfølge en gammel drøm om at åbne en restaurant. Dion, der i Esben Dalgaards skikkelse har stort fuldskæg og tatoveringer på underarmene, er nemlig en glimrende kok, mens Thomas er et tjener-talent ud over det sædvanlige.

Bankerot har, som alle andre serier på DR1, et imponerende ensemble af dygtige skuespillere. Finn Nielsen gør det glimrende som Thomas’ far, den skumle patriark Kurt. Og Lærke Winther er overmåde sjov som den ulykkeligt forelskede fængselsbetjent Kisser.

En broget skare af bøller er økonomisk involveret i Dions og Thomas’ restaurant. Og tempoet i Bankerot vil efter al sandsynlighed stige, efterhånden som de to venner vikles yderligere ind i seriens fornøjelige, kriminelle underverden.