Barbie

Forventningerne til en sommerblockbuster har sjældent været større. Det kan godt skyldes, at en pink propagandamaskine har plastret os til med smilende Margot Robbier, som leder tankerne hen på røde faner og stolte Sovjet-formænd i profil.

Selv om Barbie er festlig og indimellem rørende, viser afstanden mellem den voldsomme hype og kvaliteten af Gerwigs film, at forventningens glæde nu engang er den største.

Filmen bliver afsindigt dyr, woke propaganda for Mattel, Barbies moderskib, når tidens feministiske stjerner Greta Gerwig (Little Women, Lady Bird) og Margot Robbie (som har et produktionsselskab, der promoverer kvindelige filmskabere) promoverer det problematiske legetøj.

Handlingen begynder i Barbieland, en feministisk febervildelse, hvor alle er unge, smukke, usandsynligt kloge og overfladiske på en og samme tid. Her er mænd accessories og infrastrukturen forskellige grader af pink.

Helen Mirrens fortællerstemme er overforklarende, når hun udfolder Barbies idéhistorie. Og ligesom i Kina og Rusland er den omskrevet til lejligheden, så det passer ind i nutidens billede af den handlekraftige kvinde.

Filmen argumenter for, at Barbie kendetegnes af hendes mange karrierer. Det kan meget vel være, at Mattel har produceret Barbie-læger, men går man i en legetøjsbutik, ved man, at Barbie først og fremmest er en afsindigt smuk kvinde, der skifter tøj ofte.

Man spørger sig selv, om Greta Gerwig har taget munden for fuld, da hun besluttede sig for at skrive en feministisk historie om den storsælgende blondine sammen med sin mand, Noah Baumbach.

Filmen er flot, kulissernes pink stråler, og Margot Robbie og særligt Ryan Gosling gøgler, indtil man griner, som var man lille og sad i en rutsjebane.

Dansenumrene vækker mindelser om Hollywoods gyldne æra. Det bliver man glad i låget af, mens man forsøger at glemme, at den simple koreografi passer perfekt til gratis promovering på TikTok.

Men snart begynder Barbie at tænke på døden og få flade fødder. Mærkelige Barbie – Kate McKinnon, der lægger lidt an på Barbie, for det må lesbiske kvinder godt i modsætning til mænd – giver hende valget mellem virkelighedens Birkenstock-sko og Barbielandets lyserøde, høje hæle.

Mødet med virkeligheden rammer Barbie. Margot Robbie glider på sine rulleskøjter ud af Barbielands safespace og ind i en mandsdomineret verden, hvor hun pludselig ikke længere er en stereotyp pigedrøm, men en mandlig sexfantasi.

Med stor filmisk kraft viser Greta Gerwig patriarkatet, som står i kontrast til det lyserøde Barbieland. Los Angeles’ grå skyskrabere knejser over hovederne på Barbie-dukken som gigantiske fallosser. Ken, der er med på slæb, oplever storsmilende at træde ind i en verden, hvor mænd styrer showet.

Man ser, hvordan verden er indrettet som et omvendt Barbieland.

Will Ferrell er chef hos Mattel sammen med et rend af mænd i sorte jakkesæt. Som skurk stjæler han alle scenerne på samme måde, som et opkørt barn ved et middagsbord gør det svært for de voksne at gennemføre en almindelig samtale.

Undervejs bliver Barbie forført af virkeligheden. I Barbieland er alle glade, men nu oplever Barbie ægte, menneskelige følelser.

En mand og en kvinde har dét, der ligner parforholdets allersidste samtale, og to mænd deler grinende en vittighed. Gennem empatien ser Barbie, hvor skønt det komplicerede virkelige liv er.

Det er smukt.

Men inden hun ved af det, er Ken taget tilbage til Barbieland og har fortalt de andre Ken-mænd om patriarkatet. Mændene får af uransagelige årsager overbevist barbierne om, at det er en fremragende idé at opgive sine embeder og drømmehuse for at servere kolde øl for mændene.

Herfra stikker filmen af.

De smukke kulisser bliver pludselig grimme, og historiens grundlæggende ligestillingsallegori bliver til en rodebutik af halvkogte kønskommentarer og overtænkte replikker.

Det er feminin folkeforførelse, når Barbie på den ene side slår sig på patriarkatet, mens filmen på den anden side iscenesætter mænd som usympatiske.

Det er ikke ligestilling at udskælde et køn, snarere føles det som blondinernes hævn. Ikke mindst, når kvinderne advokerer for, at de skal holde op med at tage hensyn og sætte sig selv først.

Til sidst foreslås det, at Mattel producerer en almindelig Barbie. Netop den linje blev for nyligt lanceret af firmaet, og det gør reelt Barbie til en reklamefilm.

Greta Gerwigs film sætter sig selv på den høje plastikhest uden at se skyggen, den selv kaster.