Barndom

Langt oppe bag Norges kyster ligger en lille, integreret institution. Aurora er navnet, og den røde træhytte i skoven huser børn i alderen et til syv år.

Når man træder ind i hytten, mødes man af et forunderligt syn: rolige børn! Der er ingen, der råber eller slår eller skriger. De sidder pænt på deres små barnenumser og maler, kreerer dukker af naturmateriale eller er optaget af deres leg.

Netop legen er instruktør Margreth Olins ærinde i børnehaven. Gennem et års tid har hun fulgt børnene i Aurora.

Via fotograf Øystein Mamens rolige linse får vi adgang til en verden, vi måske har glemt. En verden, hvor en simpel kæp kan være det farligste sværd eller en mægtig hingst.

Langsomt indlemmes vi i legen, så det til sidst giver helt mening, når en lille pige med en rød, kæmpe murerspand på hovedet forklarer drengen overfor: ”Du må ikke skubbe mig så hårdt, at hjelmen falder af.” Og når drengens undrende svar lyder: ”Jamen, vi er jo zombier?”

For de er jo zombier. Lige i det sekund i hvert fald. Indtil legen ændres, nye forhindringer skyder op i horisonten, og karaktererne ændres.

Margreth Olin, som tidligere har undersøgt sin egen krop i den personlige dokumentar Kroppen min (udgivet på Ekko dvd #23), træder i Barndom et skridt tilbage og lader den observerende dokumentar tale for sig selv.

Men humanisten Olin har alligevel et politisk sigte med filmen. Den skal ses som et stille oprør mod den tankegang, der har bredt sig i de effektivitetsjagende nordiske lande. Hvor læreplaner og læringsmål introduceres så tidligt som muligt, så statens små soldater fra dag 1 forstår spillets regler, nemlig at leg altid har et underliggende formål: læring.

Det er den tankegang, Olin og Rudolf Steiner-børnehaven Aurora gerne vil væk fra.

Problemet er, at forsvaret for den frie leg er for poetisk poleret. Det kan simpelthen ikke passe, at der på et helt år ikke har været en eneste konflikt. Det eneste lille optrin er, da englepigen Maja gerne vil være med i politimandslegen, men bliver udelukket af drengene.

Med lidt pigelig list får hun dog alligevel omvendt en af poderne, og det er først her, det bliver rigtig interessant. For legen kan mere end blot at udvikle børnenes kreativitet, den er arnestedet for sociale færdigheder via iagttagelse og imitation.

Desværre får vi meget lidt af denne konfliktfyldte interaktion at se, børnene leger fredfyldt og derfor bliver den 90 minutter lange dokumentar en anelse kedelig at følge.

Barndom gemmer dog også på en anden, mere fornøjelig problematik. For det er virkelig morsomt at forestille sig curlingforældres reaktion på nogle af de metoder, der benyttes i børnehaven.

De må se den som den rene horrorfilm!

Til et smukt Lucia-optog benyttes der, oh skræk og ve, vaskeægte stearinlys. Sidst jeg var til et sådant foretagende i en dansk børnehave, foregik det i et lidet flatterende skær fra led-fyrfadslys af frygt for brandfare. Der er bål og glohede sten, en gigantisk gryde med kogende suppe, sylespidse istapper og sne, som børnene guffer i sig: ”Vi lader, som om det er tyggegummi.”

Alt, hvad der engang hørte til en ganske almindelig barndom, men som i dag er blevet kategoriseret som rene dødsfælder.

Pædagogen Kristofer tager de ældste børn – ”Seksårsklubben” – med på eventyr, og udstyrer hver enkel med en kniv, så de kan lave deres egne stylter. Og de får gudhjælpemig også lov til at bemande en høvl.

Men Kristofers nærvær og stoiske ro smitter af på børnene i en sådan grad, at man ikke et øjeblik er i tvivl om, at de kan håndtere værktøjet. Og med den største selvfølgelighed får de kreeret de flotteste stylter.

Det er befriende at se, og selv om der vil lyde et par gisp i børnebioens mørke, er det vigtig lærdom for alle forældre. Sæt børnene fri: De kan mere, end du tror!