Barry

Da Obama i 2008 blev amerikansk præsident som den første afroamerikaner, var det en skelsættende begivenhed. Han personificerede ikke bare den amerikanske drøm, men også landets historie.

Han var en sort mand, der fra ingenting arbejdede sig op gennem samfundet og endte allerøverst.

Den spæde start på netop den klatretur handler Netflix-filmen Barry om.

Titlen henviser til det kælenavn, som Obama havde i sine unge år. Faktisk bliver han ikke kaldt andet end Barry i filmen – på nær én gang hen imod slutningen, men det vender vi tilbage til.

Filmen begynder, da Barry (Devon Terrell) ankommer til New York som en ung mand med mod på at lære og suge til sig. Vi befinder os i starten af 80’erne, og Barry skal studere på Columbia University.

Her stifter han nye bekendtskaber med både medstuderende og mindre privilegerede dele af samfundet, for eksempel farvede i ghettoerne.

Men hurtigt finder Barry ud af, at han er unik, fordi hans mor er amerikaner og hans far fra Kenya. ”Du er halvt hvid. Du passer ind alle steder,” som hans ven og roommate Will (Ellar Coltrane fra Boyhood) fortæller ham.

Men fordi Barry passer ind overalt, føler han også, at han ikke rigtig hører hjemme noget sted. Han er født og opvokset på Hawaii, men har også boet i Indonesien og i Californien. Hans brogede kulturelle ballast definerer ham, men splitter ham også, især på spørgsmålet, om han er hvid eller sort.

I en film uden det store udvendige plot, er Barrys indre udvikling og overvejelse den dramatiske motor.

En gennemgående fortælling er dog Barrys forhold til ungdomskæresten Charlotte (Anya Taylor-Joy), som er hvid og altså ikke den kommende Michelle Obama. I deres forhold trænger racespørgsmålet sig mere og mere på, og Barry må tage stilling til det.

I USA er film om amerikanske præsidenter nærmest blevet en genre for sig selv. Abraham Lincoln skulle efter sigende være den mest portrætterede præsident på film, men i flæng kan også nævnes titler som Nixon, W og All The Way.

Og selv om Obama end ikke er aftrådt officielt fra sit embede endnu, har Barry allerede fået en søster-film i Southside With You, der handler om Barack og Michelle Obamas første date.

Det er naturligvis svært at se Barry uden tanke på den virkelige Obama og hans historie. Men faktisk formår Netflix-filmen at lykkes som et værk, der fungerer i sig selv.

Den altoverskyggende hovedrolle som præsident in spe forvaltes fornemt af den unge Devon Terrell, der ikke blot har samme statur som Obama, men også meget af den samme karisma og drengede charme.

Filmen tegner samtidig et troværdigt tidsbillede af New York i 1980’erne. Filmens lydside er effektivt og lækkert garneret med cool 80’er-hip hop, soul og folk-musik.

Uden at fylde for meget fletter filmen også små scener ind, der viser Barrys sociale engagement og politiske interesse. Han diskuterer demokrati, race og moral på universitetet, mens han erfarer spændingerne i det amerikanske samfund på egen krop i ghettoen, og når han spiller basketball med vennerne.

Barry er uden tvivl en lille film, som man i USA nok vil kalde indie. Den hævder ikke at fortælle hele historien om USA’s præsident gennem de sidste otte år, men kun en flig af en ung mands liv.

Og da Barry mod slutningen læser et brev til sin far højt, kalder han for første gang sig selv for Barack. Det er svært at forstå anderledes end, at Barry er på vej mod at blive den Barack Obama, vi alle sammen stiftede bekendtskab med i 2008.