Barry

Barry er voldsomt irriterende. Men han er også mere sympatisk end de fleste tv-figurer. Og så er han i øvrigt lejemorder – med begyndende skuespilambitioner. 

Der er godt med nuancer i den nye komediedramaserie Barry. 

Titelpersonen er tidligere elitesoldat, men kæmper nu med at finde mening i tilværelsen. Vi møder ham, da han lettere ugidelig er ude for at slå en mand ihjel. Det lykkes faktisk uden de store problemer for Barry, så hvorfor holder man alligevel så meget af ham? 

I en anden serie om en morder, Dexter, bliver der hele tiden gjort meget ud af, at titelpersonen kun myrder onde mennesker, hvorfor vi bevarer sympatien for ham. 

Sådan er det ikke i Barry, hvor selv de værste kriminelle trods morderiske handlinger i bund og grund er ganske behagelige mennesker. Og Barry er ikke en skruppelløs psykopat, der har en trang til at slå ihjel eller opfatter sig selv som universets kosmiske hævner. 

Han gør bare det, han er bedst til. 

Serien er skabt af morsomme Bill Hader, der også spiller titelrollen til ug. Han er kendt for sin tossekomik i Saturday Night Live samt i en lang række større og mindre roller i film og tv-serier, og han er sjov i rollen som den mildest talt underlige Barry. 

Men skuespilleren er mest iøjnefaldende og hjerteskærende, når Barry forsøger at lægge fortiden bag sig og blive del af den teatergruppe i Los Angeles, hvor han er taget til for at udføre et blodigt job. Her finder han et fællesskab blandt livlige mennesker med en drøm om at blive til noget stort. 

En af dem er Sally (Sarah Goldberg), hvis skiftevis smittende humør og charmerende sårbarhed han naturligvis falder for. Men hele tiden står farens gamle ven Fuches (Stephen Root) klar i kulissen til kærligt at trække Barry tilbage til mordernes verden. 

Bill Hader har udtalt, at idéen er at udforske komikken ved at parre to diametralt modsatte verdener. I den kriminelle verden er det bogstaveligt talt liv og død, der er på spil. Men det er i skuespillets verden, at folk opfører sig, som om de er på en livsvigtig mission. 

Den modstilling er en rig kilde til humor, som især bliver udnyttet i Barrys narcissistiske skuespillærer Gene Cousineau, der spilles som et elskværdigt røvhul af fantastiske Henry Winkler. 

Han repræsenterer den finkulturelle kunstverdens prætentiøse tilgang til livet, som bliver sat i relief af mødet med den kriminelle underverden. 

Underverdenen består af østeuropæiske gangstere, som ville have været omvandrende papmaché-klichéer, hvis ikke de havde været så djævelsk sjove. Skaldede Hank (Anthony Carrigan) er således en mand, der passer bedret til et tv-køkken end som drabelig afpresser. 

De underholdende bikarakterer giver luft til, at Barry faktisk ved siden af sit opsigtsvækkende arbejde kan være en ganske uanselig mand. Det klæder både ham og historien, at der ikke skal tvinges stor drama og komik ud af hovedpersonen, men at det i stedet kan drive ganske naturligt fra fortællingen. 

Fordi serien formår den svære kunst at tage sig selv seriøst uden at blive selvhøjtidelig, bevarer den troværdigheden, når humoren bliver ekstra sort og mordene ekstra voldsomme. 

Bedst som Barry synes ved at miste den hårfine balance mellem komedie og drama, finder den tilbage på sporet med scener, der rammer lige i øjet. Som når en totalt fejlslagen, men dybt rørende opførelse af Shakespeares Macbeth åbner en verden af fortolkning for Barrys øjne. 

Det skal selvfølgelig ikke afsløres, hvordan første sæson af Barry ender. 

Men det er imponerende, hvordan man efter bare fire timer i selskab med den engagerede og følelseskolde morder/skuespiller føler, at man kender ham, samtidig med at der lurer uanede dybder i den konfliktfyldte mand. Det lover usandsynligt godt for forhåbentlig kommende sæsoner!