Barry – sæson 2

Første sæson af Barry var en af de positive overraskelser på HBO i 2018. En original blanding af komedie, blodig thriller og karakterdrevet drama. 

Serien er skabt af Alec Berg, der også har stået for den veloplagte tech-satire Silicon Valley, og komikeren Bill Hader, der i USA er bedst kendt fra otte sæsoner af Saturday Night Live. To mænd, der har udpræget sans for komedie og i Barry tilsætter det sjove en meget stor dosis mørke. 

Bill Hader spiller Barry Berkman. Han er en PTSD-ramt krigsveteran og lejemorder, men træt af jobbet og dybt deprimeret. 

I første sæson mener arbejdsgiveren, at Barry bare har brug for luftforandring, og sender ham på en opgave i Los Angeles. Her havner Barry ved et tilfælde midt i en skuespiller-workshop under ledelse af den lurvede Gene Cousineau (Henry Winkler). Han opdager pludselig sit virkelige kald: Barry vil være skuespiller! 

Det er et klassisk komedie-setup. 

Bill Hader spillede faktisk en lignende karakter i Saturday Night Live, en traumatiseret veteran med en bugtalerdukke. Men det, der gør Barry til noget særligt, er seriens unikke tone. 

Hader spiller Barry lavmælt, nærmest tragisk, men han er omgivet af bredt komiske personer.

Her er Henry Winklers falmede skuespiller, der uden blusel tager penge fra talentløse skuespilleraspiranter. Her er fantastiske Stephen Root som Barrys arbejdsgiver, en både kynisk og kujonagtig faderfigur, der helst ser Barry dræbe løs uden at stille for mange spørgsmål.

Og så er der ikke mindst Anthony Carrigan, der stjæler alle scener, han er med i. Han spiller NoHo Hank – en grumt udseende, men udsøgt høflig, tjetjensk gangster med et perlende humør og en konstant trang til, at folk omkring ham har det godt. Seriens sjoveste og mest elskede karakter.

Hovedpersonerne er tilbage i sæson 2, der dog starter lidt usikkert i tonen. Der er noget sært i karaktertegningen i de første par afsnit.

Det er, som om Berg og Hader ikke helt har vidst, hvad de skulle stille op med Barry efter den rystende afslutning på første sæson. Barry afslørede sig som en iskold psykopat snarere end den lejemorder-med-et-hjerte-af-guld, serien kunne have lagt op til.

I stedet for at fortsætte dybere ned i mørket, længere ind i hovedet på Barry, vælger serien at starte let op.

Pludselig er NoHo Hank i centrum. Han fortæller glad om sit nye liv blandt bolivianske narkogangstere, og vi følger sågar hans drømme. HBO’s brugerundersøgelser har sikkert vist, at netop Hank er seriens store kultfigur, men at lade ham overtage fokus virker forkert.

På samme måde kommer Henry Winklers Gene skævt fra start. Den kvindelige politibetjent, han så sødt og morsomt flirtede med i første sæson, er blevet myrdet (af Barry), og i første afsnit er han så sorgramt, at han overvejer at lukke sin skuespillerskole.

Men vupti: I andet afsnit er han pludselig sig selv igen – oven i købet tilføjer serien en sidehistorie, hvor Gene indleder en forsoning med sin voksne søn.

For Barrys vedkommende får vi flashbacks til hans første drab under krigen i Afghanistan, hvor han oplevede en blanding af gru og glæde ved at slå mennesker ihjel. Men han virker nulstillet, hans udvikling igennem sæson 1 mærker vi ikke meget til. Han er god til at skyde, men ville hellere bare spille The Front Page på teatret. Psykopaten er væk … eller gemmer han sig bare?

Det føles mærkeligt, at serien på den måde – og så tidligt – begynder at ændre kurs. Det er sådan noget, lange mainstreamserier gør, når de begynder at have opbrugt deres karakterer og historier.

Barry er stadig både kvik og underholdende. Men i de første tre afsnit, som HBO har stillet til rådighed, kniber det med at finde formen. Forhåbentlig når den at rette op i løbet af de i alt otte afsnit, der udgør sæson 2.