On the Basis of Sex

Subtile nuancer er der ikke mange af i On the Basis of Sex, der handlerom den amerikanske højesteretsdommer Ruth Bader Ginsburgs unge år.

Hun blev i 1956 optaget på eliteuniversitetet Harvard Law School. I åbningsscenen ser man en masse uniformt udseende mænd i mørke jakkesæt synge Ten Thousand Men of Harvard, universitetets kampsang, der handler om, hvordan mænd skal sejre.

Blandt disse – næsten udelukkende hvide – mænd går en enkelt kvinde i lyseblå spadseredragt.

Ruth er en ud af kun ni kvinder blandt 500 mandlige studerende. De studerende, der er forbandet med to x-kromosomer, bliver inviteret til eksklusiv middag hos dekanen, der beder dem svare på dette spørgsmål: ”Hvorfor tager I en plads, der kunne være gået til en mand?”

Desværre for de konservative mænd udmærker Ruth sig og stryger til tops på sin årgang. Der smøres tykt på i en klasseværelsescene. Læreren ignorer hende indtil det øjeblik, hvor hun er den eneste, der sidder med hånden oppe. Hun svarer naturligvis korrekt og overbevisende.

Ruth må også føre an på hjemmefronten, da hendes mand og medstuderende, Martin, bliver syg med testikelkræft. Ud over at passe sin uddannelse, sin mand og deres datter tager hun også til hans forelæsninger. Om natten dikterer han sine opgaver for hende, bagefter skriver hun sine egne. Hendes selvopholdelsesdrift er ærefrygtindgydende.

Han bliver rask, men Ruths udfordringer stopper ikke her. Trods imponerende akademiske bedrifter kan hun ikke få et arbejde, for ingen vil ansætte en kvindelig jurist i 1960.

Intet under, at Ruth Bader Ginsburgs utrolige historie er lavet til en film. Kvinden er en myreflittig gud!

Hendes kamp for kvinders rettigheder og ligestilling blandt kønnene kan ikke underkendes, og i en alder af 85 år passer hun stadig sit arbejde som højesteretsdommer upåklageligt. Tænk, at der ikke er kommet en film om hende for mange år siden.

Men det er sigende for disse Trump-tider, at det er nu, hendes inspirerende livshistorie bliver udfoldet. Endda to gange. Den Oscar-nominerede dokumentarfilm RBG fremhæver også hendes mange bedrifter, og kender man slet ikke til hende, er den måske et bedre sted at starte.

Denne spillefilm skærer kønsdiskrimination ud i pap, ligesom Ruth Bader Ginsburg gjorde det i 1972.

Efter at have arbejdet som underviser serverer hendes evigt støttende mand en sag for hende, som hun endelig får mulighed for selv at føre i retten: en enlig mand, der passer sin gamle mor hjemme hos sig selv, bliver skattemæssigt diskrimineret, fordi kun kvinder kan anerkendes som omsorgsgivere.

Dét fandt retten alligevel absurd, og dommen skabte en præcedens, der også kom kvinder og minoriteter til gavn. Det er en spændende sag og et spændende liv, men instruktør Mimi Leder leverer alligevel en upersonlig biopic.

Selv om vi er hjemme hos Ruth og familien, kommer man aldrig rigtigt tæt på hende. Hun elsker opera og kan ikke lave mad, men et par karaktertræk gør ingen karakter. Det er næsten kun i Martins samtaler med sin oprørske teenagedatter Jane, at man får et lille indblik i Ruths kølige og kontante personlighed og bedre forstår hendes stålsatte ambitioner.

Måske det skyldes Felicity Jones i hovedrollen. Hun giver en solid, men også temmelig forglemmelig præstation.

Mere charmerende er Armie Hammer som den kærlige, anerkendende mand, men den eneste, der for alvor brillerer, er Kathy Bates. Hun har dog kun en mindre birolle som Ruths forbillede, kvindeforkæmperen Dorothy Kenyon.

Filmen er en smagsprøve på, hvem Ruth Bader Ginsburg er, kvinden der blev udpeget til USA’s højesteret i 1993 med uhørt opbakning. Den er loyal og oplysende, men ikke synderligt ophidsende.

Heldigvis giver den én appetit på at vide mere om denne lille, mageløse kvinde, der var med til at ændre historien for kvinder i USA.