Siden Batmans fødsel i 1939 har biografpublikummer mødt den maskerede hævner et utal af gange og i umiddelbart alle tænkelige udgaver.
I flæng kan nævnes Adams Wests campede 60’er-ikon, Michael Keatons stoiske tegneseriehelt, Christian Bales knurrende moralfilosof og senest Ben Afflecks fladpandede dræbergud.
Det efterlader spørgsmålet, om The Batman – instrueret af Matt Reeves og med Robert Pattinson i hovedrollen – kan bringe noget nyt til bordet.
Svaret er ikke helt ligetil.
Vi møder helten to år inde i hans bekæmpelse af kriminelle i byen Gotham, hvor hver en kvadratmeter emmer af råddenskab og vold.
En gal mesterforbryder, Gækkeren, myrder systematisk højtstående personer og udstiller deres korruption. Han elsker at drille Batman med morbide gåder og udfordrer superheltens moralske kompas.
Det lyder næsten 1:1 som Christopher Nolans succesfulde The Dark Knight, hvor Heath Ledger spiller Jokeren. Også han er kopieret effektivt af Gækkeren, som spilles omtrent lige så kaotisk og underholdende af Paul Dano.
Alligevel byder historien på noget originalt.
Et ofte overset aspekt af Batmans dna er, at han også er en dygtig detektiv. Og forfriskende er The Batman ofte mere en klassisk, grum noir-detektivfilm end en superheltefilm.
Langsomt opklarer Batman, Catwoman (Zoë Kravitz) og politikommissær Gordon (Jeffrey Wright) Gækkerens uhyggelige gåder, mens herligt kitschede onelinere flyver rundt mellem dem. Samtidig formår Gothams mange skurke at være både uhyggelige og tegneserieagtige.
Visuelt er noir-æstetikken skruet op til ti. Fotograf Greig Frasers kamera fanger mesterligt handlingen midt i action-scener, der udnytter intenst mørke til sin fordel.
Især én kulsort kampsekvens i en tunnel kun oplyst af geværsalver beviser, at vi har at gøre med den smukkeste Batman-film til dato.
Men midt i det medrivende mysterium begynder historien at blive ensformig og forudsigelig, så den næsten tre timer lange film kommer til at føles præcis så lang.
Man kunne næsten ønske, at Warner Bros. helt utænkeligt havde brugt de mange millioner på en god detektivfilm uden Batman. For de fleste af problemerne kommer fra titelpersonen selv.
Midt i Afflecks kritiserede æra som superhelten i det kuldsejlende DC-filmunivers tager Robert Pattinson nu masken på. Og selv om han gør det noget mere effektivt end Affleck, er det langt fra en original præstation.
Pattinson leverer en millimeterpræcis kopi af Christian Bales hårde hævner i Dark Knight-filmene. Skuespilleren imiterer både den intimiderende gestik, svævende gangart og desværre også den komisk knurrende Batman-stemme.
Selv dragten læner sig meget tæt op ad Christian Bales, og i The Batman døjer helten da også med det samme problem som altid: Hvad skal vi med retfærdighed og hævn, når de svage i samfundet kæmper for basal overlevelse?
Langt mere interessant er Pattinsons bud på manden bag masken.
Hans bud på den forældreløse rigmandssøn Bruce Wayne har i modsætning til tidligere udgaver opgivet at opretholde sin offentlige facade. Han er et blegt natdyr med dårlig kropsholdning og tør dialog, der står i skarp kontrast til alteregoet. Veltrænet nok, men stadig med Pattinsons spinkle figur intakt.
Sjovt nok minder hans Bruce lidt om gennembrudsrollen som livløs førsteelsker i vampyrfilmen Twilight.
Men Bruce Wayne er et menneske af kød og blod, der om dagen mærker konsekvenserne af alteregoets natlige kampe. En tom skal af et menneske, der ofrer sin dødelige krop og identitet til fordel for en overnaturlig kamp, han aldrig vinder.
Den store forskel på Marvels populære superheltefilm som The Avengers og DC-filmene er, at Marvels helte først og fremmest er mennesker med relaterbare problemer, mens DC-heltene er græske guder, der kæmper metaforiske, filosofiske kampe.
Robert Pattinsons Bruce Wayne er begge dele.
Kommentarer