Det er ikke let at holde styr på Hollywoods mange superhelte-franchises.
Marvel har sit vidt forgrenede univers, som blandt andet tæller Avengers, X-Men, Iron Man og Spiderman, og som frem til 2020 kommer til at omfatte mere end tyve film. Parallelt hermed har konkurrenterne i DC Comics deres DC Extended Universe. De startede med Zack Snyders Superman-reboot Man of Steel i 2013, og frem til 2020 kommer serien til at omfatte yderligere ti forbundne film.
Den første er Batman v Superman: Dawn of Justice, som er en opfølger til Man of Steel. Snyder skal desuden instruere to Justice League-film med premiere i 2017 og 2019.
Det handler ikke længere om enkelte film, men om universer. Hvor film normalt slutter med rulleteksterne, er disse univers-film blot enkelte brikker i en langt større fortælling.
Kernen i Batman v Superman er konfrontationen mellem to ikoniske superhelte: Batman og Superman. Det er mennesket mod væsenet fra Krypton, den neurotiske forbryderjæger mod den renskurede halvgud, mørket mod lyset.
Der er mere mørke end lys i filmen. Batman v Superman vælter sig i den apokalyptiske grundstemning, der har præget amerikanske superheltefilm siden Christopher Nolans The Dark Knight (2008), som emmede af post-9/11-angst.
Batman v Superman starter med en scene, som i ekstrem grad trækker på 9/11-ikonografien. Kontorbygninger smadres og styrter sammen, mennesker løber grå og forvildede rundt i støvskyerne, en lille pige står alene tilbage mellem de væltende mure. Midt i det hele står Bruce Wayne, der som den eneste løber ind i mørket og støvet. Filmen har så udvaskede farver, at den til tider synes at være sort-hvid.
Det er en dyster og rodet film.
Zack Snyder er tilsyneladende så optaget af sine effekter, at han er ude af stand til at instruere en scene, hvor man har blot et nogenlunde overblik over tid og rum. Batmans angreb på skurkene i byens havn er et svimlende uoverskueligt fatamorgana af biler, eksplosioner og flammende maskingeværer. Filmens mest stemningsfulde actionscene – en kort kamp mellem Batman og en flok skurke og aliens – viser sig meget symptomatisk at være en drøm.
Fanreaktionerne på nyheden om, at Ben Affleck skulle spille Bruce Wayne/Batman, var ikke venlige. Men Affleck har grånende pondus i rollen, og kæben sidder som den skal. Det største problem er, at rollen virker blottet for motivation.
Vi får den klassiske origin-scene med mordet på unge Bruce Waynes forældre, så vi ved, hvorfor han hader forbrydere. Men præcis hvorfor han føler det nødvendigt at kæmpe mod Superman, fortoner sig en smule. De almindelige mennesker i Metropolis ser Superman som en frelser, en gud nærmest, mens Batman opfatter ham som en dæmon.
Men det burde være rimelig tydeligt, at Lex Luthor (Jesse Eisenberg) er den rigtige skurk. Det klæder sjældent en film, at hovedpersonen er dummere end publikum.
Henry Cavill spiller Superman/Clark Kent for anden gang med spytkrølle, Kirk Douglas-hage og pumpet fysik. Lige så stiv Cavill er i rollen, lige så neurotisk stammende er Jesse Eisenberg som Lex Luthor – en manieret præstation, der havde hørt bedre hjemme i en komedie. I selskab med filmens øvrige dødsensalvorlige miner virker han overspillet og malplaceret. Og i øvrigt ganske ufarlig.
I glimt har filmen den CGI-surrealisme, som er Zack Snyders varemærke – mest gennemført i sværd- og sandal-filmen 300 og den absurde Sucker Punch. Og indrømmet: Ben Afflecks batsuit har et virkelig godt design, en kantet, gotisk brutalisme.
Men Batman v Superman virker først og fremmest klodset, støjende og endeløs. To timer inde i filmen føles den slut. Men der er stadig en halv time tilbage. Med en ny skurk, en ny gigantisk kamp, der tydeligvis er et oplæg til en eller flere af de næste film i DC-universet, navnlig Wonder Woman og The Justice League Part One, som begge er planlagt til premiere i 2017.
Det er en ganske rædsom film. Og der er ni mere på vej …
Kommentarer