Battle

Hvis man har set blot et par af 00’ernes amerikanske dansefilm, er det ikke svært at komme med et præcist bud på, hvordan historien i Katarina Launings norske dansedrama Battle vil udspille sig. 

Instruktøren har tydeligvis ladet sig inspirere af Step Up-filmserien, Save the Last Dance og You Got Served. 

Fortællingen drøner lige ud ad landevejen, når vi følger den unge Amalie (Lisa Teige), som bor i et af Norges rigmandskvarterer. Hun har smarte venner med store biler og tager på sejlture i deres luksusbåde. Sammen med veninderne danser hun stilarten moderne i et auditionspræget miljø, hvor man med spidse albuer konkurrerer om at få ros fra læreren og komme på forreste række. 

Men ingen har noget på hjerte. 

Da faren pludselig går konkurs, ramler Amalies verden sammen, og hun må flytte til et socialt boligbyggeri. Her møder og forelsker hun sig i streetdanseren Mikael (Fabian Svegaard Tapia), der – som taget ud af Save the Last Dance – giver hende et grundkursus i hiphop. Amalie finder pludselig glæden og umiddelbarheden i dansen, og han introducerer hende for hiphoppens fordomsfrie gademiljø fyldt med dansebattles, som vi også så i Step Up 2 og You Got Served. 

Men akkurat som i Step Up-filmene er spørgsmålet, om de forskellige verdener kan forenes, og Amalie må finde frem til, hvem hun i virkeligheden er. 

Den forudsigelige form gør imidlertid ikke så meget, når den velkendte skabelon bliver udfyldt så charmerende som her. Filmen er en co-produktion mellem Norge, Danmark, Holland og Sverige, og det er godt at se, at de nordiske lande også kan være med, når det drejer sig om film, som leverer dans af høj kvalitet. 

Ser vi bort fra Step Up med Channing Tatum, er mange af 00’ernes dansefilms svaghed, at man ikke har kunnet finde en hovedrolleindehaver, der både kan danse overbevisende og spille godt skuespil. 

Det er imidlertid ikke et problem for Battle. 

Lisa Teige mestrer begge dele, og Fabian Svegaard Tapia er både en blændende hiphop-danser og en charmerende skuespiller. Med et stort, bredt smil leverer Tapia karisma og energi som Mikael, der fungerer som det perfekte modstykke til Amalie. Han giver hende den umiddelbarhed og livsglæde, hun har søgt efter. 

Særligt i mødet mellem Amalie og Mikael lever filmen, og de to har en stærk kemi. 

Filmen har en række fede dansesekvenser – i træningslokalet og til battles – som viser den legende tilgang til dansen. Det er ikke de store fælleskoreografi-numre, men derimod freestyle, hvor man selv finder på trin undervejs. Netop dét underbygger filmens pointe om, at Amalie skal lære at udtrykke sine personlige, umiddelbare følelser gennem dansen.

Filmen skildrer et cool undergrundsmiljø fyldt med unge med smart tøj og attitude. Danserne er venner uden for gulvet, men flabede og provokerende, når der battles, og man forstår let Amalies fascination af miljøet.

Indimellem bliver det dog lovligt sukkersødt. Intet problem er for stort til ikke at blive løst med en sang eller en dans. Det føles en smule letkøbt, og særligt mellem Amalie og Mikael kunne man godt have ønsket sig flere dybe samtaler.

Men når det så er sagt, er Battle en let, medrivende film, som giver dig lyst til at danse, når du forlader biografen.