Batwoman

Vi drukner efterhånden i superheltefortællinger.

Disneys MCU dominerer stadig det store lærred, men Warner Bros. har haft succeser med Aquaman, Wonder Woman og senest Joker.

Diametralt modsat står det til på den lille skærm.

Her har Marvels superheltesatsninger bestået af enkelte lyspunkter som Jessica Jones og Daredevil, men ellers er man faldet på rumpen med fusere som Agents of S.H.I.E.L.D, Inhumans og The Defenders.

Imens har DC-heltene ledt af Arrow, The Flash og Supergirl haft nogen succes.

Det nyeste skud i den franchise er Batwoman, en feministisk fortolkning af den originale Batgirl.

Der har været en del kontrovers, siden serien blev annonceret sidste år i et specialafsnit af The Flash. Det har især handlet om, at Ruby Rose – der spiller Batwomans alterego Kate Kane – ikke er jødisk, som karakteren er.

Men Ruby Rose, der er kendt for sin gæsteoptræden som forførende fængselsindsat i Orange Is the New Black, passer som fod i hose på den fandenivoldske selvtægtskvinde. Den androgyne skuespiller bærer glimrende de mange melodramatiske scener og et par action-sekvenser, der er i pilotafsnittets 42 minutter korte spilletid.

Som sin fætter Bruce Wayne bruger Kate dagene på at træne i nogle af verdens fjerneste hjørner. Hun er blevet sendt væk af sin far, da hun blev taget på fast gerning på militærakademiet med tungen nede munden på sin kæreste Sophie (Meagan Tandy).

Handlingen i Batwoman foregår før resten af serierne i Arrowverse, og USA’s usmagelige ”don’t ask, don’t tell”-politik er stadig i fuld gang.

Men hun kaldes hjem til Gotham, da hendes gamle kæreste bliver kidnappet af en ny skurk, Alice. Gotham har ikke set skyggen af Batman i mere end tre år, og det er derfor op til Kate at beklæde sig flagemusekostumet og gennembanke Gothams farverige skurkegalleri.

Er man bekendt med de andre superhelteserier i Arrowverse er der ikke meget nyt under solen. Ligesom Arrow er Batwoman filmet i cementgrå farver og mat fluorescerende lys. Og dramaet fremtvinges gennem et utal af gængse, melodramatiske familieskænderier.

Der skrues helt op for den bløde popmusik, når Kate støder sammen med sin far. Samtidig lægges der op til et trekantsdrama af de helt store proportioner, da ekskæresten Sophie har giftet sig med en mand, mens Kate har været væk. Og skurken Alice har naturligvis et familiært bånd til Kate, hvilket allerede afsløres i slutningen af pilotafsnittet.

Til gengæld er Batwoman god til ikke at dvæle ved detaljerne. Der går således kun en lille halv time, før Kate finder Bruces hemmelige skjulested. Fem minutter senere præsenteres vi for den første action-scene, hvor Kate har Batmans grej på.

Action-scenerne er heldigvis et højdepunkt i sig selv.

Ruby Rose har især udmærket sig som en stum lejemorder i John Wick: Chapter 2, og her bringer hun den samme afmålte energi til kampsekvenserne. Hun virker altid i kontrol, selv når hun bliver overmandet, hvilket er kendetegnet for enhver god Batman-præstation.

Andetsteds kommer serien til kort. Dialogen kan være utroligt kantet, især når der skal spilles med girl power-musklerne.

”Du er den kvindelige Bruce Wayne,” siger Kates far til hende uden et gran af selvironi. Og da Kate finder Batmans kostume, udbryder hun straks: ”Kostumet er perfekt, når det passer til en kvinde.”

Men serien skal på den anden side have ros for ikke at lægge skjul på karakterens lesbiske og feministiske identitet.