Jeg sidder med et stort smil på læben. Det er umuligt ikke at blive smittet af John, Paul, George og Ringos begejstring.
De er så unge. Så glade. Bare nogle talentfulde, nittenårige knægte fra Liverpool, der laver musik.
Hvis nogen skulle være i tvivl, slår denne film fast, at The Beatles var de største. Det er hævet over enhver tvivl.
Dokumentaren fortæller historien via gruppens ekstremt korte turnéliv. Det er en god og anderledes idé, selv om der egentlig ikke bydes på meget nyt.
Ringo Starr kom med i 1962. Det sagde bare klik mellem de fire. Og så tog det fat. I 1963 blev deres anden single Please Please Me nummer et på hitlisten. Kun et år senere spillede de til The Ed Sullivan Show i USA, hvor 73 millioner seere så dem. Og i 1966 spillede de deres sidste koncert, hvis man ser bort fra koncerten i 1969, hvor de spillede på taget af deres kontor i London. Et år senere trak de stikket ud, og The Beatles var en saga blot.
En nærmest uafbrudt turné fra 1962 til 1966. Alligevel formåede de at indspille banebrydende ny musik.
The Beatles havde en regel om at udgive en ny single hver tredje måned. Producer George Martin syntes, at det var for hårdt. Men Paul McCartney fortæller i et nyt interview, at det var et fantastisk benspænd. Han og John sad på hotelsenge – som et spejl af hinanden – og lavede musik. På den måde blev nogle af verdens bedste popnumre til.
Instruktøren Ron Howard (Et smukt sind, Apollo 13) har tidligere kun lavet en enkelt dokumentar, Made in America fra 2013, men han har imponerende styr på de mere end 100 timers arkivmateriale. Gamle fotos bliver gjort levende med røg fra cigaretterne og damp fra tekoppen, eller når billedet vibrerer ud af fokus sammen med guitarens tone i nummeret I Feel Fine.
Men så er der også en del overflødige interviews. Whoopi Goldberg, Sigourney Weaver, Elvis Costello og Eddie Izzard snakker om deres kærlighed til The Beatles, men gruppen har ikke brug for at blive blåstemplet af dem eller nogen andre.
Det er mere interessant at høre komponisten Howard Goodall sammenligne The Beatles med Mozart, for de skrev meget musik af utroligt høj kvalitet på kort tid.
Der er masser af live-optagelser, som er sjældne eller aldrig set før. De er renoverede, og det lyder fantastisk. Man synger hele tiden med.
The Beatles var det første band, der spillede stadion-koncerter. Og teknikken var ikke til det. De spillede på Shea Stadion i 1963 foran 53.500 publikum og har næppe kunnet høre sig selv foran det brølende menneskehav. Alligevel synger de rent og spiller næsten fejlfrit.
Publikums lydoplevelse sammenlignes med lyden af 100 transistorradioer. Men de har nok været ligeglade. De var der for at se the fab four.
Journalisten Larry Kane fulgte bandet på deres amerikanske turné. Han var vidne til det vilde massehysteri: beatlemania. Det er chokerende at se unge piger med blod på tøjet og se dem knuse vinduer med deres bare hænder for at røre ved en beatle.
Der er ikke noget at sige til, at de fire fyre blev trætte af turnélivet. Altid var der kæmpe pres fra fans eller presse.
Der er mange ting, man ikke får at vide. Som at tre af beatlerne blev gift undervejs. George Martin introduceres nærmest ikke, og det gør filmen noget indforstået.
Paul tilskriver deres manager Brian Epstein æren for deres store succes. Men hvad han reelt gjorde, ud over at få dem til at spille i skræddersyede jakkesæt, får man ikke at vide. Han døde af en overdosis i 1967, men det nævnes ikke med et ord.
Heller ikke, at både John og George er døde. Det føles måske som allemandsviden, men der er nye generationer, som ikke ved det.
Undervejs forsvandt mit smil for at blive erstattet af en følelse af udmattelse. Man tager bandets anstrengelser på sig, man bliver frustreret på deres vegne. De er så privilegerede, og de vil gerne spille koncerter og gøre alle glade.
Men deres popularitet har taget overhånd. Den er blevet hysterisk, sindssyg.
Så man er lykkelig over, at de valgte at stoppe med at spille live. For det gav os Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band, The White Album, Abbey Road og Let it Be. Værker, der ligesom Mozarts musik vil blive spillet langt, langt ud i fremtiden. Eight Days a Week.
facebook
twitter
Kommentarer