Mørket fylder lærredet.
Forvrængede, nærmest lyddæmpede skrig pumper ud gennem højtalerne. Så bliver det klart, hvad der sker.
Vi ser en fødsel fra et spædbarns perspektiv. En ankomst til verden, som barnet opfatter det.
Det skal vise sig at være den perfekte åbning af Ari Asters mærkværdige og mesterlige Beau Is Afraid.
For vi ser verden, som den kronisk angst Beau (Joaquin Phoenix) oplever den. Og det er et konstant omvandrende mareridt for den midaldrende, halvskaldede og småkvabsede mand.
Ari Asters forrige film, horrorfilmene Hereditary og Midsommar, fremstår efter knap tre timer i selskab med Beaus skræmmende verden som letlæselige pixi-bøger.
Der er reelt kun ét øjeblik i Beau Is Afraid, hvor man ikke er i tvivl om, hvad der er virkelighed, og hvad der er Beaus opfattelse af verden.
Som han sidder roligt over for psykiateren og fortæller om sin hverdag, fremstår alt normalt. Intet ser forkert ud.
Der bliver gravet i Beaus forhold til moren (Patti LuPone), som han snart skal besøge. Hun har opfostret ham alene, for faren døde i det øjeblik, Beau blev undfanget på forældrenes bryllupsnat.
Det er i hvert fald, hvad han har fået at vide. Og han lider af den samme hjertesygdom som faren.
Beau har bogstavelig talt fået dødsangsten ind med modermælken. Verden er et forfærdeligt sted, hvor de døde ligger og flyder på gaden, og alt og alle er til fare for den bange mand.
Når man først indser, at hele filmen er en skildring af, hvordan Beau opfatter livet, er det et fascinerende syretrip at være plantet midt i.
Alle personer, genstande og situationer er enten mentale overdrivelser af det, Beau oplever, eller minder om fortidige begivenheder.
Da moren dør – beskeden om hendes død er både lårklaskende sjov og hjerteknusende takket være Phoenix’ fremragende skuespil – starter en regulær pilgrimsrejse for Beau.
Ari Aster har blandt de mange inspirationskilder til filmen trukket på det græske heltedigt Odysseen. Hovedpersonen besidder på ingen måde Odysseus’ snilde og mod, men beslutsomheden om at vende hjem til morens begravelse lader bestemt ikke grækeren noget tilbage.
Fra storbyens vederstyggeligheder går det videre til forstadens latente og uudtalte traumer.
Her føler man sig for alvor hensat til en mindfuck-cocktail, der kan beskrives som absurditeter a la Yorgos Lanthimos fotograferet med Michel Gondrys karakteristiske stil.
Beau har flere drømme fra barndommen, hvor vi får et indblik i morens kvælende kærlighed. Hun spilles her af Zoe Lister-Jones, og vi ser, hvordan nogle af Beaus angstneuroser allerede er indgroet i ham som ung knægt.
De semi-incestuøse undertoner forsvinder lige så hurtigt, som de dukker op. Sådan er alt i Beau Is Afraid. Filmen er som en tankestrøm eller et mareridt, man ikke er i kontrol over.
Som et blad i vinden flyver man videre til hans mareridtsscenarie. Ari Aster disker sågar op med en stopmotion-sekvens kreeret af den chilenske duo Cristóbal León og Joaquín Cociña, som har skabt den anmelderroste The Wolf House.
Men selv ikke her når det fortræffelige miks af Taxi Driver og Dommedag nu Redux, hvis den var instrueret af David Lynch, sit crescendo. Det kommer selvfølgelig, da Beau endelig når frem til det overdådige barndomshjem.
Hans ufrivillige opdagelsesrejse er så hypnotisk dragende, at når man først er sunket ned i filmens stemning, flytter man sig ikke.
Ari Aster kalder Beau Is Afraid for en sort komedie. Og der er også noget komisk i den måde, Joaquin Phoenix tumler rundt som et forvokset mandebarn. Men også tankevækkende. For nogle mennesker er dette vitterligt hverdagen.
Man glemmer næsten, at det hele måske er en hallucination som følge af en ny medicin, Beau får fra sin psykiater i starten af filmen.
Ari Aster har skabt et tragikomisk epos, som ikke er for alle. Men hvis du er frisk, findes der lige nu ikke et filmisk trip, der kan slå Beau Is Afraid.
Kommentarer