Den belgiske instruktør Felix van Groeningen brød igennem i 2012 med den fremragende og næsten absurd sørgelige The Broken Circle Breakdown, der handler om sygdom, død og countrymusik.
Hans første amerikanske film, Beautiful Boy, handler om en far og hans kamp for at hjælpe sin dreng, der er blevet afhængig af metamfetamin.
Jeg både frygtede og håbede på en tudetur af de store, men van Groeningen går langt mere nøgternt til værks end i gennembrudsfilmen, selv om han bestemt stadig taler til følelserne, hvilket første scene illustrerer.
Freelancejournalisten David Sheff sidder foran en person, vi ikke ser, men som vi forstår, er læge. Han fortæller, at han ikke har opsøgt lægen for at skrive en artikel, men for at få information om det stof, sønnen Nic tager. For der er så meget, han ikke forstår om misbruget.
Derfra bevæger vi os tilbage i tiden og møder David og Nic i forskellige aldre. Små hverdagssituationer, der måske peger i retning af sønnens deroute.
Filmen går seriøst og oplysende til værks, og jeg ved nu langt mere om metamfetamin end før. Jeg har kendt folk på forskellige stoffer – og har haft en kort flirt med speed, der endte, fordi min sarte næse ikke kunne klare pulverets våde stank af råddenskab.
Men at det er sværere at komme fri af metamfetamin end af heroin, vidste jeg ikke.
Et langt stykke hen ad vejen er Beautiful Boy – opkaldt efter John Lennons sang til sin søn – et studie i den fraskilte fars fortvivlelse og afmagt. Alle forældre kender vist den lille smerte, der kan komme, når barnet er vokset op, og det ikke længere er dig, der udstikker retningen for dets liv. Men når barnet så vælger stofferne frem for alt andet, der kunne give mening, må smerten være ubærlig.
Steve Carell har vi set i mange komiske roller – fra The Office til Anchorman. Han er sjov. Det er han ikke her. Han er blot en fortvivlet, magtesløs far med dårlig samvittighed over for eksempel engang at have røget en joint med sin søn uden at vide, at Nic var vant til langt stærkere sager.
Men det er – uretfærdigt eller ej – som om Steve Carells fortidige fjols spiller med. Ligegyldigt hvor velmenende og opofrende karakteren David er, og hvor aktivt han handler, har farens noble bestræbelser stadig en snert af naive klovnerier.
Sønnen Nic bliver smukt gestaltet af den nyslåede stjerne fra Call Me by Your Name: Timothée Chalamet. En eksistentielt plaget charmetrold, der konstant jager den rus, han mærkede første gang, han tog stoffet, og som aldrig kommer igen med samme styrke.
Man tror på hans ønske om at komme ud af misbruget, hvilket lykkes et pænt stykke tid. Og det er næsten uudholdeligt, når han så vælger at feste igennem igen. Men man forstår ham kun alt for godt. Hvem husker ikke den ungdommelige følelse af total magtesløshed over for livet?
Omkring David og Nic er et galleri af mindre udfoldede karakterer, der dog gør, hvad de skal. David har fået to børn med sin nye kone (Maura Tierney), og i en hjerteskærende scene går den lille dreng amok på sin søster, fordi han tror, hun har tømt hans sparegris. I virkeligheden er det deres voksne halvstorebror, der har taget pengene til narko.
Undervejs spurgte jeg mig selv om filmen, som er baseret på to selvbiografier af henholdsvis David og Nic Sheff, også kan fange de unge, eller om den kun taler til forældregenerationen. Mod slutningen bliver den mere og mere til Nics film, og det vil forhåbentlig gøre min tvivl til skamme.
Beautiful Boy er en film om kærlighed og afmagt. At den også har et pædagogisk formål, gør, at den ikke rammer helt så dybt som The Broken Circle Breakdown. Men kan den få bare ét ungt menneske til at holde sig fra skidtet, har den opfyldt sin mission.
Kommentarer