Den klassiske politiserie kredser gerne med politisk indignation om samfundets økonomiske kriminalitet, der befinder sig i grænselandet mellem lovligt korrekt og etisk ansvarligt.
Genren sætter ildevarslende brikkerne op på skakbrættet med mere eller mindre hæderlige og anstændige småborgere forklædt som strissere over for gangstere iklædt i den glamourøse overklasses livstil og levemåde.
Det gælder også vor egen Bedrag, som her til aften fik sit sidste afsnit. Det tiende med et punktum. Det kan måske indvendes, at i modsætning til udenlandske serier på seks eller otte afsnit kender DR’s drama-afdeling ikke begrænsningens kunst.
Men det er også min eneste alvorlige anke over for den ellers fortræffelige og gennemført interessante krimiserie: Den var lidt for lang i spyttet.
Men til sidst blev mundvandet samlet til en sort og blodig spytklat. De gode græder alligevel ikke over, at sleske bagmænd slipper væk, hvis bare ægteskab og venskab bevares for de implicerede politifolk, som tror på, at retfærdighed sker fyldest.
Det er svært at blotlægge finansiel kriminalitet, fordi den er indviklet, kompliceret og fordækt – som skuffer i et chatol ved navn ”skattely”. Det er meget nemmere, som vi har set det i mange nordiske krimier, at afsløre personer, som har siddet skævt på potten.
Men netop Bedrag har formået med en vis grad af omstændelighed at forklare sit spegede pengeplot. Farvet af både Stein Bagger-sagen og den almene økonomiske krise afvikler serien sin historie med en stringent logistik, der holder intrigen sammen med de nødvendige friheder for tilfældigheder.
Og i modsætning til for eksempel Broen viser den, at nordisk politi også arbejder i dagslys mellem klokken ni og fire og ikke kun i en art kunstigt mørklagt film noir-, clairobscur-verden, hvor opklaring mere går på anelser, intuition og autisme end på politirutine, efterforskning og videnskab.
Manuskriptforfatteren Jeppe Gjervig Gram og blandt andre instruktørerne Peter Fly og Søren Kragh-Jacobsen trækker solide tråde tilbage til Anders Refns skelsætterende tv-serie Een gang Strømer … fra 1987.
Men i modsætning til 80’ernes kampklare konspirationsteorier og ensomme ulve med politiskilte drejer det sig her om den danske mand, som er en stabil familiefar, enfoldig, rar og tilgivende, men i sidste ende også et hårdkogt, økologisk æg.
Thomas Bo Larsen leverer en af karrierens bedste præstationer som strisseren, der med et hjerte af sort guld har hæderlighedens barskhed a la Bruce Willis og endog er dansk født i mormors kolonihavehus.
Fremragende er også Thomas Hwan, det sympatiske sidekick, som altid er klar med en sofa, når kærligheden i parforholdet krakelerer. Nikolaj Lie Kaas er ferm som bøs bamsemand, der tror på honning ud af ingenting. Også Natalie Madueños Claudia fortjener ros. Hun er en smart karrierekvinde i liberalismens kokette korset, som konfronteres med falsk snak og forlorne tal – og heldigvis i sidste ende vælger de egentlige værdier.
Bortset fra seriens klassiske hyldest til venskab mellem mænd og kvinder mod fælles fjender er den latente nordiskhed i serien nænsomhed over for børn. Hvad er det for en verden, vi ønsker for vores børn? Kan alt købes for penge og slik? Kan sidespring kompenseres?
Sådan er vi i nordenfjords for Paris. Hidsig sex kan være skægt på sigt, men aldrig erstatte et godnatkys fra den mindste i sengen.
Bedrag er en flot serie, der tåler sammenligning med, hvad man kan se på Netfix og HBO.
Og måske kommer der et efterspil. Dansk Folkeparti var ude efter 1864. Vil Liberal Alliance rynke på aktierne over udleveringen af finansverdens vindfrikadeller fyldt med varm luft for folket fra det frie marked?
facebook
twitter
Kommentarer