Sidst vi forlod DR’s økonomiske politikrimiserie Bedrag, havde seerne overværet, hvorledes et sted i de varme lande af den skånske lejemorder Claes Ljungmark med en lyddæmpet pistol sendte den finansielle storsvindler Alexander Sødergren, spillet mut og mumlende af Nikolaj Lie Kaas, til de evige aktiemarker.
Ved begyndelsen af sæson to, er det dog kun os ved skærmen, der ved, at han ikke er blandt de levende længere.
Atten måneder efter boblen med firmaet Energreen sprang, bliver den dømte advokat Claudia Moreno, fragilt og rørende gestaltet af Natalie Madueño, prøveløsladt til et liv uden bestalling og en søn. Mens vore tapre små strissere, Mads og Alf (Thomas Bo Larsen og Thomas Hwan), fortsætter deres jagt på markedskræfternes skumle bagmænd, som overskurken Knud Christensen (Waage Sandø), står slesk og glat i spidsen for.
Så er der lige en stakkels snedkermester (Søren Malling), hvis bankrådgiver har sent over fallittens rad. Han er på et fransk fatalt besøg, før han forlader serien rimeligt brat. Samtidig følger vi så småforbryderne, Nicky og Bimse, på socialt niveau under den mere glitrede og glamourøse finansverden. Den første arbejder nu for Alexanders svenske banemand.
Jeg var faktisk begejstret for første sæson, og første afsnit af anden sæson rokker ikke ved min vurdering.
Der sættes fermt og hurtigt af fra start og pendles både overskueligt og pædagogisk mellem intrigens forskellige lag af sort marcipan og blodigt syltetøj. Den tager sig god tid til at eksponere sagens akter, hvilket visse anmeldere i første sæson fandt kedeligt og langstrakt. Men det er faktisk genretypisk for krimihistorier med flere penge end pistoler, at udredning tager tid for, at plottets tråde kan blotlægges klart.
I Kasper Munks instruktion som effektivt med episk elan uden de helst store filmiske eksperimenter vinder en balance mellem plottes mange lag og skildringer af intimt (privat)liv og ydre dynamisk action.
Alt sat i Hammershøi-agtigt blå-grå grafiske, dystre toner med kuldslået nordisk lys over vekslende landskaber i og omkring København. Især de jern- og betonhårde bybilleder antyder med montage og vinkler, at vi befinder os i et kriminelt grænseland, der er mere lysfølsomt end flagermus i en grotte.
Til gengæld er der varmere i diverse interiørs, enten under parcelhuset hyggelige PH-lampe eller i stukbesatte og højpanelede patricierlejligheder.
Men overvejende er lyset uheldsvangert dæmpet. Det akkompagneres af en lydside og underlægningsmusik, der veksler mellem advarende metallisk musik og lyriske anstrøg fra strygere med rugende antydninger – antydninger om, at kapitalismen er koldere her oppe nordpå.
Historien gentager med sin motivkreds og tematik Brechts gamle ord fra syngestykket Laser og pjalter om, at det er en større forbrydelse at grundlægge en bank end at røve én. Mod slutningen af dette første kapitel entrerer så det bankejende søskendepar, Amanda og Simon Absalonsen, som Sonja Richter og David Dencik strikt og sfinksagtigt gestalter. Spørgsmålet er, at om de er ven eller fjende. Ikke mindst i forhold til Claudia, der søger job som andet end servitrice, og nu enten meler sin egen kage eller bager med på de andres rævekager.
Der er skønspletter midt i de veloplagte mysterier med banditter i habitter og pansere med pistoler.
Thomas Bo Larsen tager lidt for meget sin vanlige, store tur, da han smider Søren Malling ud af huset. Og hvorfor hektisk tage konen på hjemmets skrivebord, når sengen i soveværelset er redt?
Jeg mener stadigvæk, at Bedrag med sin poetiske og meget danske socialrealisme, uden svenske autister eller norske kraftkarle, er et rimeligt originalt ridt i den skamredne fjernsynsgenre: Police Procedural Serial.
facebook
twitter
Kommentarer