Bedre skilt end aldrig

De er vilde med onani, Mette Heeno og Hella Joof. Store mængder kvindelig onani.

I All Inclusive, som de henholdsvis har skrevet og instrueret, spiller Bodil Jørgensen en mor, der bliver taget med bukserne nede og håndbruseren i fuld sving, da hendes voksne datter braser ind på badeværelset.

Der bliver også gnubbet igennem i makkerparrets nye komediedramaserie.

Første afsnit starter med lyksalige støn i ægtesengen. Mor (Maria Rossing) giver los, mens far (Peter Plauborg) snorker. Hun sender sovekammerøjne i hans retning. Men da hun forsøger at kravle over på hans halvdel, får hun en kold skulder og en søvndrukken arm i ansigtet. Og så er der ikke mere tilbage at sige end: ”Vi bliver nødt til at gå fra hinanden.”

Det gør de så i Bedre skilt end aldrig. En sit-com, der sprænger selve sit-com’ens grundstof, den lykkelige kernefamilie, til atomer og spørger: Findes den lykkelige skilsmisse? Og måske nok så vigtigt for seerne: Findes den morsomme skilsmisse?

Tja, muligvis, må begge svar blive. Men det kræver vedholdende arbejde fra alle parter, især fra manuskriptforfatter og instruktør.

Line på 39 og Martin på 35 har to børn, gode jobs, et hus og en kat, der kun kommer hjem for at skide. Men de har ikke sex. Det har de ikke haft i to år.

Line tager det hårdest. Hun føler sig ikke set, ikke rørt og altså ikke gnubbet tilstrækkeligt. Hun bruger al sin ophobede energi på at kommandere rundt med sin mand og samle alt hans rod op iført vadmelsundertrøje og boxershorts størrelse XL.

Martin bruger sin energi på at løbe. Og på at have dårlig samvittighed. Han synes ikke, det er i orden, at han har mistet lysten til sin kone. Som hans bedste ven siger: ”Hun har født dine børn. Det mindste, du kan gøre, er sgu da at knalde hende som tak!”

Skilles må de altså. Og det skal gøres ordentligt, respektfuldt og som gode kammerater. Så de inviterer familien og vennerne til kaffe og kage, en slags separations-slabberas, hvor de annoncerer den lunkne nyhed. Og at de desuden har tænkt sig at blive boende i samme hus, indtil de kan få det solgt. Én uge i overetagen, én uge i kælderen på skift.

Det håbløse sovearrangement er den første fodfejl i projekt Lykkelig Skilsmisse. For kan Line tillade sig at slæbe sin nye flirt med hjem, unge Kasper, der har moustache, striktrøje, går på forfatterskolen og har skrevet en digtsamling, der hedder noget med vinger? Og hvad i alverden skal børnene tænke om det hele?

Maria Rossing fortsætter, hvor hun slap i All Inclusive, i rollen som kontrolfreaket husmor. Det gør hun med stor troværdighed, hele tiden balancerende mellem komikken og sprækker af skrøbelighed. Peter Plauborg er nem at elske, men også nem at se sig bundirriteret på som det store rodehoved, der egentlig kun vil det bedste.

Kønsrollerne er genkendelige, hvis ikke ligefrem forudsigelige. Og så alligevel ikke.

Hvor er det befriende at se kvinden som liderbukken i forholdet, mens manden spiller kostbar og har hovedpine. Hvor er det stimulerende at se en mor, en rigtig voksen kvinde med en rigtig voksen røv i forvaskede underbukser, som stadig er et seksuelt væsen. Sådan en ”stor røv”, som Martin siger med kærlighed i stemmen, ser man ikke så tit på film. Man kan hurtigt forelske sig i sådan en rumpe.

Når komikken er bedst i Bedre skilt end aldrig, er det netop, når den bramfri kropslighed får lov at gungre derudaf. Og ja, der er flere onani-scener i vente.

Og her lægger Mette Heeno og Hella Joof sig lige i røven af Ditte & Louise, som om nogen fejrer midaldrende kvinder med et overskud af liderlighed. Ditte & Louise gør det dog mere rendyrket morsomt.

Men Bedre skilt end aldrig har ikke kun ambitioner om at være sjov, men også om at dramatisere en moderne virkelighed, hvor børnefamilien krakelerer og spalter sig ud i stadig nye former. Som drama er serien heller ikke helt fuldmoden efter to episoder. Men den har potentiale til at gro.

Det hele afhænger af, om Line og Martin kan vokse ud af de forudsigelige kønsroller og give et bud på et (lykkeligt?) fraskilt alternativ.