Da Milad og Mehdi Avaz brød igennem i 2017 med Mens vi lever, var bedriften så meget desto større, fordi det visuelt smukke melodrama blev produceret uden støttekroner.
Debutbrødrene insisterede hårdnakket på store følelser og svulstige replikker, velvidende at det lå meget langt fra normalen i dansk film.
Men det er også et filmsprog, der altid ligger på nippet til at kamme over i det ufrivilligt komiske. Fordi det storladne kræver et overordentligt godt håndværk for at kunne lykkes.
Man skal – meget lig Lars Brygmanns bager Vagn i Milad Schwartz Avaz’ Bedre tider, som vil lave verdens største træstamme – øve sig, indtil man finder den perfekte balance. Den generøse mængde af sukker må ikke kvæle lysten til at tage en bid mere.
Milad Schwartz Avaz stod bag manuskriptet til Mens vi lever og Kollision og instruerede Ekko Shortlist-vinderen Et lift og den hårdtslående serie Alfa. Nu debuterer han som spillefilminstruktør med en ny og mere let stil.
Det er godt set at bruge humor – og i særdeleshed Lars Brygmanns fysiske komik – til at løsne op for den alvorstunge sentimentalitet, som de andre værker lider under. Især når man insisterer på at bruge de samme tematikker.
Ingen Avaz-film uden en tre-fire skelsættende begivenheder til at sætte gang i tingene. Selvfølgelig starter vi med et dødsfald, et potentielt kræfttilfælde og en indkaldelse til fogedretten.
Oskar (Ari Alexander) er droppet ud af pædagogseminariet efter sin mors død, og nu vil storebror Karl (Sebastian Jessen) hjælpe ham med at komme på ret køl igen.
Karl er en firskåren kliché af en fyr med styr på tingene: kåret til årets sælger to år i træk, smart bil, to børn og en hustru.
Af uransagelige årsager bruges der en rum tid på at få etableret deres forhold og forsøget med at få Oskar ind på seminariet igen, inden man finder ud af, at det vist ikke er det centrale i fortællingen.
Lillebror Lukas (Andreas Jessen) introduceres som en smart producertype, der prøver at få gang i karrieren i musikbranchen. Langt om længe er de tre brødre på vej op til deres far, som både Karl og Lukas har et anstrengt forhold til.
Far Vagn er ved at gå konkurs med bageriet, som han havde sammen med deres afdøde mor. Nu er gode råd dyre. Men først skal vi igennem endnu en montage med sød musik, denne gang af brødrene, der spiller bold i deres barndomshal.
Og det bliver ved gud ikke den sidste.
Brødreparret Sebastian og Andreas Jessens karakterer er alt for stereotypt skåret. De fleste replikker bliver råbt, som var de stadig med i Alfa-seriens hårdkogte bandemiljø. Man skal forstå, at de ikke forstår det der med følelser.
Men det forstod vi første gang.
Filmens helt store scoop er Ari Alexander, der som Oskar insisterer på sammenholdet i familien.
Ari Alexander, der primært har haft biroller i alskens danske film, beviser i Bedre tider, at han kan bære en hovedrolle.
Ud over et åbenlyst komisk talent er der en naturlighed i hans spil tillige med en karisma, der stjæler hver en scene. I et sideplot vikler han sig ind i en romance med en gammel skolekammerat (Johanne Milland), og den store mands generte forelskelse bliver spillet med en kejtethed, der går rent ind.
Desto værre er Milad Schwartz Avaz’ hang til at plastre enhver scene til med sødmefuld musik. Det er den dovne instruktørs typiske greb, og i feelgood-dramaet er der et overforbrug som sjældent set.
Bedre tider fremstår mere som en bunke scener, der er limet sammen med sød pop end en egentlig fortælling.
Far Vagn får den idé at lave verdens største træstamme for at redde biksen, og man skulle tro, at det så var filmens spændingsmæssige højdepunkt.
Men nej. Der er stadig flere økonomiske problemer, en sorg over morens død, der skal forløses, og så var der jo også lige den kræftknude.
Det begynder at blive et kendetegn for Milad Schwartz Avaz, at der er for mange tråde i manuskriptet til, at det for alvor kan samle sig. Desværre sker det også denne gang.
Kommentarer