”Det eneste røde ved Lucy er håret, og det er ikke engang ægte,” sagde Desi Arnaz, da hustruen Lucille Ball som lyn fra en klar himmel i 1953 i en sladderavis blev udnævnt til at være kommunist.
Stemmeberettiget i 1936 satte hun kryds ved partiet. Nu indhenter fortiden USA’s mest populære tv-stjerne nogensinde, hele nationens skøre og sjove husmor i sitcom'en I Love Lucy.
Men hendes mand klarer skærene.
Ved for åben skærm med publikum lige før et afsnit i serien at stå frem og sværge ved sin kones røde hår, at hun aldrig havde været kommunist. Som en deus ex machina kunne selveste FBI-legenden J. Edgar Hoover udtale, at hun var 100 procent ren.
Lucy og hendes serie var reddet. Hendes halvtimes shows med sig selv i hovedrollen blev et nationalt ikon. A la vores Olsen-banden, hvor det nok ikke er tilfældigt, at Yvonne har samme røde hår som Lucy.
Historien om Lucille Ball (1911-1989) er af samme stof som Hollywood.
Det så USA’s succesrige dramatiker, Aaron Sorkin, manden bag film såsom Et spørgsmål om ære og The Social Network, serien Præsidentens mænd og dokudramaet The Trial of the Chicago 7, for år tilbage.
Han ville faktisk lave en miniserie om Lucille Balls forrygende karriere fra at være b-skuespiller i Hollywood til at blive tv-verdenens mest elskelige komedienne.
Men så blev planerne ændret til filmen Being the Ricardos. Sorkin har aldrig været bange for at tage politiske emner op i en nation, hvor man er opsat på at være politisk korrekt. Som dramatisk ramme bruger han den uge, hvor kommunistrygtet lander, mens Lucy og co. er i færd med at iscenesætte næste afsnit i serien.
Vi får klassisk nedtælling krydret med farverige flashbacks om den ærkeamerikanske, men rapkæftede Lucys møde med den cubanske bandleder Desi.
Det handler om deres ægteskab, Lucilles stjernedrømme og den bitre erkendelse af, at hendes dramatiske talent ikke er det største. Dernæst opstigningen fra 40’ernes radiohørespil til 50’er-fjernsynets halvtimes komedier.
En genre, hun og hendes mand ændrer skelsættende både i form (med tre kameraer og anden teknologi) og et indhold, som bag komikken om dagligdagen for familien Ricardo er genkendelige situationer for den hvide amerikanske middelklasse.
Mange danskere husker med kærlighed, da Lucy-shows med dåselatter blev sendt på DR i 60’erne og 70’erne.
Being the Ricardos slutter på dagen, hvor Lucy slipper for tiltale og samtidig må sande, at ægtemanden er hende utro.
Desværre er filmen en gevaldig skuffelse.
Den ved ikke, om den vil være en ny omgang A Star Is Born eller endnu et kritisk dokudrama om McCarthyismen i 50’ernes koldkrigeriske USA.
Sorkin overlæsser desuden sin dramatiske ramme med alskens ingredienser fra backstage-dramaets motivkreds. Producere, instruktører og skuespillere skændes om dit og dat, mens divaen partout vil bestemme alt.
Hun er gravid, og kan Lucy være det på tv i et puritansk Amerika? Historien om hendes kommunistfortid tabes på gulvet. Den er faktisk interessant. Noget tyder på, at Lucy var mere end et rødt kryds for partiet, som hun også i filmen bevidst sætter i 30’ernes depression og arbejdsløshed.
Tilmed skal vi have en feministisk samtale om hendes rollemodel som dum blondine. Det er i orden, at Aaron Sorkin som filminstruktør koger flere begivenheder ind til en uges tid, men han gør det usammenhængende.
Det hjælper heller ikke, at stilsikre, ladylike Nicole Kidman med stiv overlæbe er markant fejlcastet som Lucille. Kidman mangler katastrofalt Lucilles gummiansigt og hendes sjove grimasser.
Javier Bardem går an som den charmante Desi Arnaz med de aristokratiske aner og mange kvinder. Birollerne er til gengæld godt besat. Især med den altid seværdige J.K. Simmons som en livsklog og fordrukken komediant.
Men elsker man Lucy, bør man undgå filmen.
Kommentarer