Belle

Hayao Miyazaki er stadig kongen af anime, men Mamoru Hosoda har længe været et seriøst bud på en kronprins. 

Instruktøren står bag perler som Mirai, Udyret og hans lærling og min personlige favorit Wolf Children. 

Filmene har alle det tilfælles, at de – ud over at være smukke – har nogle overrumplende sprælske og medrivende historier. Men hans seneste film, Belle, er så sjappet en omgang, at man slet ikke kan kende den ellers så dygtige instruktør og manusforfatter. 

Suzu er en genert syttenårig, der bor idyllisk, men temmelig afsides på landet med sin far. I skolen har hun en enkelt nær ven, den computernørdede Shinobu, der får overtalt hende til at oprette en profil på det sociale medie U. 

Det er en virtuel verden, hvor man er til stede i form af en avatar. 

Da hun var en lille pige, mistede Suzu sin mor, som ofrede sig for at redde en anden lille pige i en stormflod. Lige siden har Suzu været traumatiseret.

Hun kan ikke længere synge uden at få et voldsomt angstanfald og kaste op. Sang og musik var nemlig noget, Suzu delte med sin mor. 

Men i U kan hun synge. 

Det gør hun som det første, da hun ankommer i det virtuelle univers og er helt ligeglad med, at alle tjenestens andre avatars kan se og høre hende. Dernæst logger hun ud og glemmer det hele for en stund. 

Men da Suzu vender tilbage til sin telefon, har hun fået hundredtusindvis af følgere, og tallet vokser eksplosivt. 

Alle er forelsket i hendes stemme og smukke avatar. Samtlige fem milliarder brugere bliver åbenbart fans af smukke ”Belle”, som Suzu kalder sig online. Så inden længe skal hun afholde en virtuel koncert med sine banale popsange. 

Men koncerten bliver afbrudt af en aggressiv avatar kaldet Bæstet, der totalt umotiveret banker koncertgæsterne. 

Belle er en aparte nyfortolkning af Skønheden og udyret, og den japanske film læner sig især op ad Disneys tegnefilmversion fra 1991. 

Bæstet ligner en dyster manga-fanfiction-udgave af udyret fra animationsklassikeren. Han bor med sine små hjælpere på et gotisk slot i U, hvor han og Belle danser gennem balsalen ligesom i den ikoniske scene fra Disneys film. 

Men der gives ingen forklaring på, hvad Belle laver der. Det er ikke, som det plejer at være i historien, hvor han spærrer hende inde. Hun opsøger ham bare og fatter af uransagelige årsager sympati for ham. 

Bæstet er åbenbart den eneste i U, som laver ballade. Det virker ret utroværdigt med så mange brugere – bare tænk på, hvor hurtigt det kan stikke af på Reddit, for slet ikke at tale om Facebook. 

I U findes en slags politimænd, som er sure på Bæstet, der skræmmer folk væk fra tjenesten. De sætter alt ind på at finde ud af, hvem der styrer ham, så de kan smide ham ud af U. Det er nemlig muligt at registrere sin avatar anonymt. 

Mange komplekse emner tages op i Belle. Det er en coming of age-film, der berører død, vold, omsorgssvigt og meget mere. Den kommer bare ikke til bunds i nogle af emnerne. 

Og så springer filmen helt hen over det, der ofte gør animefilm så lækre: verdensopbygningen. De bedste animefilm skaber universer, man har lyst til at fortabe sig i. Men i U svæver avatarerne det meste af tiden bare rundt i en cirkel i luften. De interagerer ikke rigtig med hinanden, og hvis der sker noget som helst, ser vi det ikke. 

Man forstår slet ikke, at denne virtuelle verden skulle tiltrække det meste af klodens befolkning. 

Foruden at snylte på Skønheden og udyret planker Hosoda sin egen Summer War fra 2009, der også handler om en trussel i en virtuel verden. Men den film fletter en rig historie ind med familie og traditioner, der løfter den milevidt over Belle. 

Animationen er lige så smuk, som man kunne forvente af Mamoru Hosoda. Men at han vil byde sit publikum så tynd og usammenhængende en historie, er dybt skuffende.