Biografanmeldelse
01. sep. 2016 | 03:08

Ben-Hur

Foto | Philippe Antonello
Der er fuld fart på det legendariske stridsvognsræs i den nye udgave af klassikeren Ben-Hur med Jack Huston i titelrollen.

Den nye udgave af klassikeren Ben-Hur tilføjer intet nyt ud over potente actionscener og endnu mere fokus på den bibelske del af fortællingen.

Af Rasmus Stenbæk Iversen

Titlen Ben-Hur vækker nærmest øjeblikkeligt interesseren hos de fleste cineaster og filmelskere med hang til Hollywoods storproduktioner.

Romanen, som Ben-Hur oprindeligt er, skrevet af Lew Wallace i 1880, er blevet filmatiseret adskillige gange. Mest berømt og berygtet er nok William Wylers 1959-udgave med Charlton Heston i titelrollen. Den vandt hele elleve Oscar-statuetter og er et overdådigt og episk sværd og sandal-drama, som kun Hollywood kan dem.

Og nu kan man så føje en ny filmatisering af Ben-Hur til listen.

Man kan spørge sig selv, om det er bydende nødvendigt at genoplive den gamle fortælling. Det vil mange nok svare nej til. På den anden side har der nok siddet en flok kåde producerer, der har været vilde for at prøver kræfter med en af Hollywoods helt store kolosser.

Historien er omtrent den samme som William Wylers klassiker, dog med små justeringer og ændringer hist og her. Det første nye, der springer i øjnene, er selvfølgelig det ordentlige skud digital action og adrenalinpumpet ekstravagance, der er proppet ind i filmen.

Handlingen i Ben-Hur er kæmpestor og bliver hurtigt omsiggribende og kringlet. Kogt ned lyder den dog nogenlunde således.

Judah Ben-Hur (Jack Huston) er en jødisk, velhavende prins, der bor i Jerusalem sammen med sin mor og datter kort efter Jesu fødsel. Han er bedste venner med den forældreløse Messala (Toby Kebbell), der nærmest er som en bror for ham.

Messala indskriver sig i den romerske hær og vender efter mange år tilbage til Jerusalem som en magtfuld general. Romerne har besat byen, og Messala ønsker Ben-Hurs hjælp for at vinde folkestemning over på romernes side. Ad omveje og helt uretmæssigt bliver Ben-Hur dog beskyldt for et attentat mod den romerske præfekt Pontius Pilatus (danske Pilou Asbæk) og dømt til slave på de romerske gallejer.

Efter mange år lykkes det Ben-Hur at undslippe sit fangeskab, og så kan hans vej tilbage mod hjembyen og hævntoget mod romerne og Messala ellers begynde.

Fortællingen om Ben-Hur er klassisk og undersøger menneskelige følelser som kærlighed, hævn og selvopofrelse. Den er samtidig vævet sammen med den bibelske fortælling om Jesu liv, og i denne nye udgave er der skruet mere op for den kristne dimension end i Wylers film.

Det klæder ikke nødvendigvis filmen.

Som et sært sideplot møder Ben-Hur Jesus undervejs i filmen, og selv om der bestemt er paralleller mellem Ben-Hur og Jesus, virker det al for tit som et frakoblet element til den egentlige fortælling.

Så fungerer stridsvognsræset, der er fortællingens dramatiske klimaks, straks meget bedre. Undervejs i filmen møder Ben-Hur væddeløbsarrangøren Ilderim (Morgan Freeman), og sammen udfordrer de Messala til en væddeløbsduel i det romerske cirkus.

I det brutale ræs kommer det for alvor til sin ret at genindspille filmen i en ny og digital udgave. Kapløbet er spektakulært og dramatisk udført i et rasende højt tempo med masser af flotte actionsekvenser.

Instruktøren Timur Bekmambetov har tidligere begået action-baskere som Wanted og Abraham Lincoln: Vampire Hunter, og den nye Ben-Hur er kun bedre end sine forgængere i de dramatiske og digitale actionsekvenser.

Til gengæld er filmens generelle udtryk fladt, glatpoleret og til tider kedeligt. Mange af billederne er optaget uden filmisk sans for dybdeskarphed eller elegant komposition, så filmen flere steder ligner en middelmådig tv-serie.

Og kernen i Ben-Hur – forholdet mellem titelkarakteren og Messala – slår aldrig rigtigt gnister. Nåde Jack Huston og Toby Kebbell leverer anonyme præstationer.

Pilou Asbæk har ikke meget at arbejde med, men virker til at hygge sig fint som den ubetinget onde Pontius Pilatus.

Trailer: Ben-Hur

Kommentarer

Titel:
Ben-Hur

Land:
USA

År:
2016

Instruktør:
Timur Bekmambetov

Manuskript:
John Ridley og Keith Clarke

Medvirkende:
Jack Huston, Toby Kebbell, Morgan Freeman, Pilou Asbæk

Spilletid:
125 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
1. september 2016

© Filmmagasinet Ekko