Berlin Alexanderplatz

”Dit problem er, at du vil være god i en verden, der er ond.”

Det er tematikken i såvel den gamle som den nye Berlin Alexanderplatz, sat på spidsen af den diabolske opportunist Reinhold.

I Alfred Döblins roman fra 1929 er det Weimar-republikkens kaotiske overgang fra kejserens imperium til nazisternes, der udgør den onde verden.

Den tids paralleller til nutiden udfoldes formanende i tv-serien Babylon Berlin, men gøres mere eksplicitte i denne storladne filmatisering af den tyske rendestensfortælling.

Den forhutlede hovedperson Franz Biberkopf, en af Første Verdenskrigs glemte mænd, er udskiftet med Francis, en af Middelhavets forkomne migranter.

Francis, der er fra vestafrikanske Guinea-Bissau, redder sig halvdruknet i land på Europas bredder og når snart til Berlin, hvor han slider sig selv op som papirløs arbejder på en byggeplads. Indtil Reinhold tropper op på hans vandrehjem uden for byen med et løfte om penge og anstændighed – som narkosælger i byparken Hasenheide.

Francis afslår, lige indtil han i vrede og afmagt tæsker sin sjakbajs fordærvet og har akut brug for et tilflugtssted.

”Se ham nu, min Francis,” hvisker en fortællerstemme, der er en rød tråd gennem filmen. ”Han er faldet, men han vil rejse sig igen.”

At Reinhold er en farlig pæl at rejse sig ved, står klart samme nat, hvor Francis vækkes af højlydt sex, der ender i gråd. Reinhold interesserer sig nemlig kun for kvinder mellem rejsning og udløsning, så han presser sin gæst til at tage over for ham.

Francis har værsgo at tilfredsstille den grædende kvinde i sengen og så smide hende på porten.

For instruktør Burhan Qurbani – læs vort interview – er scenen et eksempel på hvides magt over sorte, men han udfolder tematikken på bekostning af en anden. For hvad siger det om filmens kvindesyn, at Reinholds ret anonyme engangsknald er helt med på idéen?

Filmens få kvinder er rekvisitter i skæbnespillet om Francis’ vej ind i det tyske samfund via den kriminelle underverden.

Den sorte klubejer Eva er opvokset i Tyskland og formaner Francis om, at man som mørkhudet i et hvidt land altid vil være en outsider. Men det er den alfeagtige escortpige Mieze, der lokker ham med drømmen om tyskhed.

Om at være god, om at passe ind.

Da Reinhold i champagne omdøber ham til Franz, et stærkt tysk navn, tager han sin nye identitet til sig.

”Jeg er Tyskland!” proklamerer han overmodigt. ”Jeg er den tyske drøm!”

Men det er en drøm, der bygger på selvfornægtelse. Det Tyskland, Burhan Qurbani skildrer, har plads til Franz – ikke til Francis.

Såvel Alfred Döblins roman som Rainer Werner Fassbinders femten timer lange filmatisering fra 1981 er spejl af deres samtid. Denne Berlin Alexanderplatz har samme ambition, men de politiske betragtninger drukner efterhånden i melodramaet mellem Francis, Mieze og Reinhold.

Welket Bungué rummer i rollen som Francis en knægtet stolthed, men figuren har fralagt sig det kuede vanvid, der tidligere gjorde ham til samfundets kastebold. Hans passivitet over tre timer når at blive et problem for filmens troværdighed.

Hvorfor bliver han ved at vende tilbage til Reinhold, den magtfuldkomne lejlighedspsykopat, der overfalder ham og kalder ham en gorilla?

Albrecht Schuch er en fyrig tegneseriekarikatur som skurken Reinhold, mens Jella Haase gør Mieze sårbar med store øjne og kridhvid hud og samtidig er stemmen bag filmens fortæller.

”Jeg er ikke sukker, men marmor!” insisterer hun. Alligevel forsvinder hun ind i mor- og offerrollen, da Francis gør hende gravid.

Æstetikken vejer tungere end historien.

Hver scene iler videre til den næste, men der dvæles ved Yoshi Heimraths frapperende, neonoplyste billeder og rundtossede kamerabevægelser, ligesom Dascha Dauenhauers alsidige score – hårdtslående house på natklubber, inspirerende strygere i naturen – fortæller historien bedre, end manuskriptet er i stand til.