Better Man

Biografiske film om elskede musik-ikoner, der forsøger at indfange en popkunstners storhed og fald, kan næsten kun skuffe.

Ingen ønskede sig Back to Black om Amy Winehouse. I Wanna Dance With Somebody om Whitney Houston føltes ikke i samme grad som et gravrøverprojekt, men filmen var stadig langt fra mindeværdig.

Better Man vil fortælle os historien om den britiske popsjover Robbie Williams. En mand med markant svagere sange og intet i nærheden af de to damers legendestatus.

Til gengæld er han nulevende og klar på at blive fremstillet som den klovn, han er.

Williams lægger stemme til en bandende og svovlende fortællerstemme, hvor filmen bliver annonceret som en kabaret. Han forsøger altså heldigvis ikke at være dyb, og Let Me Entertain You er stadig hans primære ønske her et kvart århundrede, efter hitsinglen af samme navn blev udgivet.

Historien er lige så velkendt, som den er trist.

Robin Williams er en fattig, nordengelsk dreng med store drømme, og han katapulteres ind i rampelyset sammen med boybandet Take That i 1990.

Han finder dog hurtigt ud af, at berømmelse ingen problemer løser. Den fremkalder tværtimod traumer og mindreværd, hvilket fører til et misbrug af stoffer og alkohol, der truer med at ødelægge alt.

Det velkendte stopper dog ved filmens mest kunstneriske valg: Robbie Williams spilles af en abe!

En antropomorf, computergenereret chimpanse, der har krop, mimik og talestemme som skuespilleren Jonno Davies, men synger som Williams selv.

Vi behøver ikke engang at få forklaret hvorfor. Robbie Williams’ ting er og har altid været, at han er en fucking abe: pralende, primitiv og utroligt glad for at demonstrere sin dominans ved at præsentere sin bare røv.

Det tager lidt tid at tilvænne sin øjne til det, men det lykkes, fordi Robbies abeansigt er meget fint lavet. Det er fuldt af mimik, og man har med stor præcision ramt hans øretæveindbydende smil. Desuden har hele filmen fået et lettere kornet udseende, så Robbies abefjæs flyder bedre sammen med resten af billedet.

Williams fortæller, at det er sådan, han ser sig selv. Som et dyr uden selvkontrol. Det er både hans forbandelse og det, der for alvor gør ham til en stjerne.

Ens hjerte brister for abeungen Robbie, der kæmper med mobning og en fraværende far. Men der er virkelig også meget absurd komik i en chimpanse, som danser boybandsexet i lædertøj eller iført rød campinghabit og skamblonderet pels spiller smart over for gruppen Oasis i de sene 90’erne.

Abeficeringen virker, fordi den forstærker Williams’ fjollede badboy-persona, men samtidig sporer tilskueren ind på at identificere sig med et menneske, der aldrig har passet ind.

Musicalscenerne omkring Robbie Williams-sange som Angels og Feel er ofte lige lovligt storladne og sentimentale. Men i filmens univers havde smagfuld subtilitet været langt mere malplaceret, og Better Man har en herligt skamløs lyst til at underholde, hvilket er svær at modstå.

Michael Gracey, manden bag musicalen The Greatest Showman, har instrueret. Det er især tydeligt i en musicalscene sat til Rock DJ, hvor Take Thats første pladekontrakt fejres ved at danse i Londons gader.

Bedst fungerer musical-virkemidlerne dog i She’s the One,hvor Williams’ forhold til Nicole Appleton fra popgruppen All Saints udfoldes i en hollywoodesque pardans til søs.

Raechelle Banno som Appleton spiller så overbevisende forelsket i chimpansen, at man kun synes, at det er en smule forstyrrende. Steve Pemberton er glimrende som far Peter, der installerer alle stjernedrømmene i Williams, før han selv stikker af for at blive den nye Frank Sinatra.

Leo Harvey-Elledge laver en morsom Liam Gallagher, der ville føles som en ond parodi, hvis han spillede alle andre end Liam Gallagher.

Virkeligheden står ikke i vejen for den gode historie, og der er masser af metakommentarer a la Adam McKays Anchorman-film. Som da Robbie Williams oplyser os om, at jura forbyder ham at kalde Take Thats manager for ”a cunt”.

CGI-folkene har fået frit lejde til visualiseringer af stofbrug og sceneskræk med masser af symbolladet vand og en stor, blodig kamp mellem Williams og alle hans indre sabotører.

Better Man er kort sagt en vild præstation, fordi man med ét eneste trick er lykkedes med at gøre den pinlige blærerøv Robbie Williams til en indtagende hovedperson.

Måske burde musiker-biopics holder op med at spørge, hvem der er elsket nok til at blive udødeliggjort på det hvide lærred. I stedet kunne man overveje, hvem man tør lave en interessant film om.