Autofiktion kan fungere som en ventil for os alle. Om du er komiker eller Knausgård, handler det om at fremvise en genkendelig hverdag, hvor det er okay momentvist at være en dårlig forælder eller et sløvt menneske.
Jo mindre kunstneren skåner sig selv, jo bedre. For en stund kan vi dele oplevelsen af ufuldkommenhed med andre.
Serien Better Things starter i et indkøbscenter. Lille Duke (Olivia Edward) står og hulker ved en bænk. På den sidder mor Sam (Pamela Adlon) og leger med sin telefon, mens en fremmed bebrejdende overværer scenariet.
Det er frustrerende! Lige indtil Sam løsner ventilen og fortæller damen, at hvis hun virkelig er forarget, så kan hun da bare få lov at købe øreringe til Duke.
Serien indeholder dejligt mange af disse små katarsis-oplevelser.
Louis C.K. er tidens største komiker, og han kan åbenbart ikke sætte et ben forkert disse år. Hans stand-up holder ekstremt højt niveau, hvilket kunne opleves i København i august, og serierne Louie og Horace and Pete er idiosynkratiske og eksperimenterende genialiteter.
Better Things er skabt af Louis C.K. og Pamela Adlon, som ligeledes arbejdede sammen om Louie, og også denne gang sysler de med det autofiktive.
Mens C.K. holder sig bag kameraet som instruktør og manuskriptforfatter, så har Pamela Adlon den altoverskyggende hovedrolle.
Pamela Adlon har i sin karriere især gjort sig som stemmeskuespiller, men hun er også kendt for en bramfri birolle i serien Californication. Hun er skilt og har tre døtre. Hendes mor er fra England.
I Better Things arbejder hendes karakter Sam Fox (ja, hun deler navn med den barmfagre 80’er-stjerne) som tv- og stemmeskuespiller. Hun har tre døtre og en vanvittig, engelsk mor.
I første afsnit udtrykker hun længsel efter blot én kedelig dag i sit hektiske liv. Vi kan nyde, at den ikke kommer.
Hun forsøger at balancere skuespiljobbet, kærlighedsliv og rollen som enlig mor. Det er ikke let. Til gengæld er det virkelig sjovt, når felterne flyder sammen.
På et tidspunkt er hun ved at lægge stemme til en bange gnaver i kappe, da telefonen ringer. Det er en af døtrenes lærer, som Sam hader. Bagefter handler det om at få gnaverens mund til at udtale ”cock-biting douche”.
Pamela Adlon er elskværdig som den kæmpende mor, der hele tiden synes på nippet til at give op. Hun hudfletter det trivielle på charmerende og genkendelig vis, når serien fremstiller, hvor svært det er at vise, at man elsker dem, man elsker.
Hendes præstation er hovedårsagen til, at serien kommer så godt fra land.
Men Louis C.K.’s fingeraftryk er også til at få øje på. Da den ældste datter Max (Mikey Madison) spørger, om Sam ikke kan købe noget pot til hende, svarer moren, at nogle ting er normale – men man skal alligevel skamme sig lidt over dem. Altså skal man ikke snakke om stoffer eller sex med sin mor.
Det kunne lyde som en pointe fra den rødhårede komikers stand-up. På samme måde lyder tredje afsnits diskussion om, hvorvidt man skal advare en kvinde på over 70 år, hvis man inviterer en sort mand hjem til aftensmad, som udgangspunkt for en af hans jokes.
Og Better Things forløser præmissen fornemt. Sams mor Phyllis (Celia Imrie) har tilsyneladende ingen hæmninger, hvad angår samtaleemner. Hun taler lystigt om tidligere partnere og en negl, der er lige ved at falde af. Da den sorte mand træder ind af døren, begynder hun at snakke om brunt undertøj.
I de tre første afsnit når serien også lige omkring menstruation, omskæring af afrikanske piger og en af internettets naturlove: Uanset hvor obskure ting, du kan opfinde i dit eget hoved, så findes det allerede online i en porno-version.
Hvad end C.K og Adlon får Sam til at tale om eller bakse med, fremstår resultatet morsomt, vedkommende og endda rørende.
Kommentarer