Det store kunststykke i første sæson af Pamela Adlon og Louis C.K.’s Better Things var, at de formåede at turnere svære emner som feminisme, skilsmisse og moderskab med en velgørende nærhed og en brøsig, dog skæg tone.
Det føltes autentisk, når Adlon i rollen som Sam Fox – en travl skuespiller og alenemor til tre døtre – baksede med kærlighed og et aldersdiskriminerende, sexistisk Hollywood.
Heldigvis omgærder nærheden og autofiktionens ærlighed også anden sæson. Sam Fox’ kvababbelser bare vokser, når Pamela Adlon igen fuldstændigt ignorerer forfængelighed.
Vi starter på lokum.
Sam har fyldt marmortronen så eftertrykkeligt, at en svupper må i brug. Uden for toilettets døre synes problemerne ikke mindre. Vi kastes midt ind i en fest, som Sam holder for familie og venner, men fryd og gammen er langt borte.
Better Things slægter konstant Louis C.K.’s helt store stand up-bonmot på: Dem, vi elsker mest, er også dem, der irriterer os mest.
Sams tre døtre optræder som forskellige grader af irritation. Yngste Duke (Olivia Edward) fremstår konstant nuttet, mellemste Frankie (Hannah Alligood) er kontrær og kønspolitisk interesseret, mens den ældste datter Max (Mikey Madison) giver los med subversiv adfærd over for mors regler.
Til festen har Max taget sin kæreste med: en latino-bandit på 35 somre, der nærmest ligner en talende penis (eller en Antonio Banderas-imitator), når han fortæller om tyreløbet i Pamplona.
Max er seksten år gammel.
Allerede her er der rigelige mængder af den autofiktive sitcoms foretrukne materiale: det pinagtige. Men manusforfatterne Adlon og C.K. vover sig endnu længere ud, indtil vi ender i seksuel kluddermor.
For Max’ kæreste har taget sin lillebror med, og han vil gerne i seng med Sam. Eller som han siger det: Han vil gerne slikke Sam, mens hun taler i telefon med sin mor.
De fleste afsnit af Better Things ender i forsoning, for selv om Sam er fuld af fejl, så optræder hun også som en matriark, der bider hårdt fra sig, hvis døtrene kommer i fare.
Serien handler om at omfavne de dårlige dage og acceptere ens grimme sider. For under lag af kompleks lort findes kærligheden. Sam henviser ofte til Max som ”the shitty one”, og det kræver en stor præstation at levere sådan en balle med kærlighed.
Pamela Adlon overbeviser igen som brysk, men omsorgsfuld forælder. Hun kalder sin store villa ”The House Full of Tiny Assholes with Vaginas”.
Ligesom Molières Misantropen og Larry Davids Curb Your Enthusiasm diskuterer Better Things, hvor man ærlig man kan være i omgang med andre.
I andet afsnit er Sam på date med en selvtilfreds herre, der spørger ind til sine evner som elsker. Ingen ønsker det ærlige svar. Alle vil have roser og smiger.
Så han hænger naturligvis med mulen, da Sam forklarer, at der var en grund til, at de havde sex inden middagen. Sex efter en middag er kulminationen på en god aften. Sker det før, kan det betragtes som en opgave, der bare skal overstås. Forklarer Sam den slukørede.
Better Things lægger sig op ad Louis C.K.’s geniale serie Louie, når der i ét afsnit klippes abrupt mellem to forskellige historier. Efter den ærlige date befinder Sam sig på et privatfly, for hendes veninde har fundet sig en overordentlig rig kæreste. Den slags klæbrig ødsel har hun det af helvede til med.
I anden sæsons tredje afsnit forelsker Sam sig, og det medfører en herlig katarsis-følelse, når den anti-romantiske kvinde giver sig selv lov til at glemme sine pligter som mor for at forfølge et svagt håb om kærlighed.
Det står næppe angivet i håndbogen over godt moderskab, men selvfølgelig skal Sam Fox have lov at dagdrømme om en flot fyr, mens hun ignorerer døtrenes diskussion om genitaliers IQ.
Sams britiske mor Phyllis (Celia Imrie) dukker af og til op som en forrygende vanvittig udgave af Mary Poppins, så de alvorlige emner også tilføjes rent fjolleri.
facebook
twitter
Kommentarer