Beware the Slenderman

I 2014 begår to tolvårige piger, Morgan Geyser og Anissa Weier, en forfærdelig forbrydelse.

De lokker deres veninde Peyton ud i en skov og stikker hende nitten gange med en kniv. Da Peyton forsøger at kravle væk, forklarer de to veninder, at hun skal ligge stille. På den måde vil det tage længere tid for hende at forbløde, og de to unge piger vil hente hjælp.

Men de henter ikke hjælp.

Deres plan er at løbe ligeud, indtil de kommer til fantasivæsnet Slendermans palæ, der er placeret dybt inde i en skov, 4-5 timers kørsel fra gerningsstedet. Dér vil Slenderman tage imod dem, og på en eller anden måde gøre alting godt igen.

Det er i hvert fald, hvad de to unge piger har læst på Creepypasta, en fan-hjemmeside om bøhmænd, folkeeventyr og overnaturlige fænomener.

Irene Taylor Brodskis Beware the Slenderman forsøger at finde hoved og hale i historien. Dokumentaren følger tre spor, hvoraf det første er: Hvem er Slenderman?

Gennem fascinerende YouTube-fanvideoer får vi præsenteret fænomenet, der udspringer fra en Photoshop-konkurrence i 2009. Meget lig Jack Skellington i The Nightmare Before Christmas er Slenderman en høj, ranglet mand, der med sløret ansigt og klædt i sort-hvidt jakkesæt kidnapper børn ved højlys dag.

Slenderman er i starten en moderne Boogeyman, men med internettets hastighed og ivrige fans bliver der hurtigt opdigtet alternative versioner af Slendermans fortræffeligheder.

Er han i virkeligheden en frelser? En beskytter af følsomme børn, der forsvinder ind i eventyrernes verden for at skærme sig fra den hårde virkelighed i klasselokalet? Kan man stole på ham? Kan man bo i hans drømmepalæ i skoven?

Det fører os til dokumentarens andet spor, som fokuserer på de to unge pigers mentale helbred.

Gennem interviews med forældrene, der i månederne efter anholdelsen sidder tilbage med så mange spørgsmål, får vi et indblik i de to pigers tilsyneladende helt normale, hvide middelklasse-opvækst.

I retssalen, det tredje spor, udlægger forskellige psykiatere og psykologer Morgan og Anissas vrangforestillinger, og vi erfarer, at de begge har betydelige problemer med at skelne fantasi fra virkelighed.

Instruktør Irene Taylor Brodski følger retssagen gennem det første år, hvor det store spørgsmål er, om de nu trettenårige piger skal for en unge-domstol, der kun kan idømme en straf til deres attende år, eller om forbrydelsen er så alvorlig, at de skal dømmes som voksne, der kan indbringe dem en dom på 65 år.

På grund af de alvorlige omstændigheder nedlægger dommeren et forbud mod at vise pigernes ansigt, og det er selvsagt en svaghed ved dokumentaren.

Selv om det er hjerteskærende at se optagelser af de små fødder i fodlænker, der ikke kan røre gulvet, men i stedet dingler frem og tilbage fra stolen, er ét af true crime-dokumentarens vigtigste virkemidler adgangen til de anklagedes ansigter. For virkelig at forstå forbrydelsen, har vi brug for at stirre ind i øjnene på de mennesker, der har begået den.

Beware the Slenderman må holde sig på afstand og breder i stedet fortællingen ud over lidt for mange problemstillinger. En af forældrene anklager skolernes brug af iPads for at være den største kilde til tragedien, en anden tænker på skizofreni, og samtidig interviewes forskellige eksperter i alt fra neuropsykologi til litteraturvidenskab.

Men hovedpersonerne mangler.

Det er svært at få greb om, hvad der virkelig skete 31. maj 2014 i Waukesha, Wisconsin, og hvorfor det skete, når Morgan, Anissa og Peyton, der mirakuløst overlevede, ikke udtaler sig om det. Eneste udsagn fra pigerne er fra de første afhøringsoptagelser, der er dokumentarens stærkeste kort.

Her fornemmer man, at der er noget lidt skævt i Morgan og Anissas reaktionsmønstre, deres mimik og bevægelser, deres logik og rationaler. Da Morgan spørger politibetjenten, om Peyton er død, spørger betjenten tilbage, hvorfor hun vil vide det?

”I was just wondering,” lyder svaret.