Hjemme i bikuben afventer alle bierne i en dyb dvale forårets begyndelse.
Undtagen to.
Bien Maja og hendes bedste ven, den stille og alvorlige Willy, er vågne, og især sprælske Maja kan ikke vente med at komme på eventyr.
Da hun prøver at vække alle bierne, ender det med et kaotisk brag af ødelæggelse. Derfor beslutter Dronning-Bien, at de to uadskillelige bedste venner skal skilles ad.
Det overhører Maja, inden hun og Willy sendes ud fra kuben, så de andre bier kan rydde op. Og det er med denne trussel over hovedet, at deres næste eventyr begynder.
Maja og Willy møder nemlig en myre, som er på flugt. Myren har et gyldent æg, som de lover ham at passe på. Men pludselig befinder de sig i et farefuldt eventyr med ægget, som viser sig at være noget ganske andet og meget mere værdifuldt end først antaget.
Historien om den lille bi Maja startede helt tilbage i 1912 som en børnebog af den tyske forfatter Waldemar Bonsels. Siden er det blevet til flere tv-serier, heriblandt en japansk anime-serie fra 1975, og foreløbigt fire film.
Først kom en tysk stumfilm med rigtige insekter fra 1924, og i 2014 begyndte den nuværende animations-franchise, som har kastet tre film af sig – de to første hedder Bien Maja og Bien Maja på honningeventyr.
Det smukke ved filmene i almindelighed og Bien Maja og det gyldne æg i særdelesheder omgivelserne. Animationen bliver brugt til at skabe en indtagende verden, som insektfigurerne lever i.
Det er fascinerende at opleve et opfindsomt bud på et univers, som vi normalt kun træder på med vores fødder eller oplever som et irritationsmoment. Og det anderledes mikrokosmos får liv takket være vidunderligt vellavede animationsdetaljer.
En mælkebøtte blæser væk i vinden. Den smeltende sne glitrer som diamanter i morgenlyset. Solens kaskade af stråler bliver til glimtende lys i vandet. Alt føles levende, og man ser naturen fra et helt nyt perspektiv.
Starten af filmen, hvor vi møder en række farvestrålende biller, sætter tonen for en fornem sans for lys, farver og skønhed.
Knap så meget arbejde er der blevet lagt i figurerne, som kunne være genbrugt fra diverse Pixar- eller Disney-film. Tankerne ledes uundgåeligt hen på den undervurderede animationsfilm Græsrødderne fra 1998, som også foregår blandt insekter. Og der er en henvisning til forgængeren i Bien Maja og det gyldne æg, når en flok fugle følger nådesløst efter den lille flok på eventyr.
Det er godt med lidt dramatisk spænding, for de egentlige skurke i filmen mangler personlighed.
Den onde leder af skurkekolonien, Bumbulus, som elsker at høre sig selv synge, bliver mere og mere en træls igennem filmen. Han virker mest som en børnevenlig parodi på en skurk, der kun får en smule kant, da han spærrer vores helte inde i en grotte.
Bien Maja derimod har faktisk også elementer af skurk i sig.
Majas spontane og impulsive væremåde trumfer altid alle andre omkring hende. Filmen giver ved at udfordre hende et interessant indblik i, at også de mere stille børn, som ikke altid har den største selvtillid, har en værdi for holdet.
En yngre skoleklasse kunne uden tvivl få en hel del ud af at gå ind og se Bien Maja og det gyldne æg sammen.
På et højere plan kan filmenogså bruges til at sætte fokus på vigtigheden af at beskytte bierne og deres levesteder i naturen. Det bliver ikke direkte nævnt, men løber som en understrøm filmen igennem. Den sandhed er et vigtigt budskab i en sød, lille film for de mindste.
Kommentarer