Da Bjarke Ingels i starten af Big Time gæster den amerikanske talkshowvært Charlie Rose, præsenteres han til seerne som en af arkitekturens superstjerner.
”Bjarke Ingels har i en alder af blot 40 år slået sit navn fast som en af verdens mest efterspurgte arkitekter. Det er netop blevet offentliggjort, at han skal tegne det fjerde tårn ved World Trade Center,” fortæller Rose.
Den danske arkitekt er i løbet af de seneste ti år virkelig blevet verdenskendt, ikke kun i herhjemme Danmark, men faktisk også i resten af verden. Sammen med sin tegnestue Bjarke Ingels Group, eller blot det mere mundrette BIG, har danskeren begejstret med en frisk og legesyg tilgang til byggekunsten.
Hvorfor bygger man dog ikke bare lige en skiløjpe på taget af Amager-forbrændingen og lader skorstenen spytte røgringe op i luften i stedet for kedelige, almindelige røgsøjler?
Eller hvorfor graver man ikke et museum ned i jorden omkring en gammel tørdok på Søfartsmuseet i Helsingør?
Den fantasifulde og nærmest naivistiske tilgang til, hvad arkitektur kan være, er opskriften på Ingels’ succes. Det indtryk får man i hvert fald klart, når man ser Big Time, der er Kaspar Astrup Schröders vellykkede portrætterende dokumentarfilm om den danske arkitekt.
I løbet af fem år fra 2011 til 2016 har instruktøren fulgt Bjarke Ingels’ rejse i både bogstavelig og metaforisk forstand. Foruden at bryde stort igennem internationalt åbner BIG nemlig også en ny tegnestue i New York, hvor store dele af filmen foregår. I klassisk observerende stil følger filmen Ingels, når han holder møder med sit hold af arkitekter, når han inspicerer projekterne på byggepladsen, eller når han besøger sine forældre i Skodsborg.
Filmen byder på svævende droneoptagelser af Ingels’ bygninger, hvorved den bliver en flot visuel introduktion til arkitektens hidtidige værker, både herhjemme og i udlandet.
Men Big Time består også af små scener, hvor Bjarke Ingels sidder ved et stort bord og fortæller om sine arkitektoniske visioner og idéer direkte til kameraet.
Kaspar Astrup Schröder lader Ingels forklare og tegne de mere abstrakte og grundlæggende koncepter bag hans virke. ”Arkitektur handler om at gøre abstrakte idéer konkrete,” som danskeren fortæller undervejs.
Selv for et publikum, der ikke er velbevandret ud i arkitektur, er det spændende og inspirerende at høre om. Filmen er godt hjulpet af, at Ingels er en charmerende og god formidler af sit stof og nemt kan formulere sine idéer. Ingels taler for eksempel om, hvad der sker, hvis man forener den typiske amerikanske skyskraber med den skandinaviske tradition for gårde i midten af lejlighedsbyggerier. Det svarer han på ved at bygge et trekantet, pyramideformet højhus med et gårdareal i midten af Manhattan.
Eller han fortæller, hvorfor Jørn Utzons operahus i Sydney er det mest komplette og perfekte arkitektoniske værk i verden.
Nogle steder kan Big Time synes en kende ukritisk i sit begejstrede portræt af Ingels. Det er helt sikkert korrekt, når filmen tegner et billede af danskeren som lynende intelligent og et kreativt kraftværk, men for filmens skyld bliver den del af portrættet noget ensformigt og trættende.
Undervejs får Ingels en slem hjernerystelse, som giver ham hovedpine og problemer, når han samtidig skal styre et travlt firma i to verdensdele. Filmen formidler hans smerte med en skinger hyletone, og ironisk nok bliver Ingels’ ulykke filmens held, for det skaber noget af det drama, som giver fortællingen fornyet energi.
Skal man være arkitekturinteresseret for at sætte pris på Big Time?
Det behøver man ikke, for Bjarke Ingels og filmen formidler glæden og begejstringen for byggekunsten og dens indflydelse på samfundet og mennesker så forførende, at den automatisk smitter af på de fleste.
Kommentarer