David Hockney malede et ikonisk billede af en californisk swimmingpool og det synlige plask, det gav, når nogle sprang i vandet fra en fosforescerende 60’er-gul vippe. Minimalistisk, geometrisk, næsten sirligt.
Italienske Luca Guadagnino har opkaldt sin film efter Hockneys billede A Bigger Splash.
Sin formelle dygtighed til trods er Guadagnino sidst af alt sirlig. Miljøet i filmen ligner en hetero-version af Hockneys mondæne kunstnermiljø, mens resten er hentet i Jacques Derays dampende, franske sex-thriller fra 1969, La piscine, hvor Alain Delon, Romy Schneider og Jane Birkin slænger sig i liggestole og draperer sig om søjler.
Guadagninos gendigtning handler om en legendarisk rockstjerne (Tilda Swinton), der oven på en kritisk halsoperation restituerer sig på en italiensk ferieø med sin kæreste, der er dokumentarinstruktør (Matthias Schoenaerts). Hendes flamboyante producer, eks-elsker og hans bedste ven (Ralph Fiennes) ankommer med en ung kvinde (Dakota Johnson), som er den datter, han først lige har fundet.
Lysterne sitrer dovent, nøgenheden blomstrer, og alt, der overhovedet kan gå ild i, ammer op. Den tørre liderlighedsbefordrende vind, scirocco, er over os.
A Bigger Splash er sådan en film, man godt gad var lidt bedre. Luca Guadagnino er en af de helt store talenter i europæisk film, men hans forrige film, den storladne saga I Am Love (også med Swinton i den centrale rolle) var både mere ambitiøs og mere dristig.
A Bigger Splash er mere klart defineret. Dramatiseringen af de mange myriader af forviklinger og seksuelle, psykologiske og karrierefaglige diskussioner mellem de fire hovedaktører er mere afgrænset end i I Am Love.
Den tidligere films mest fascinerende momenter var dem, hvor der var en reel tvivl om, hvorvidt vi drømte eller var vågne. Den russiskfødte Nora i I Am Love forlader sit ødsle milanesiske dukkehjem og opsøger sin forbudte unge kokke-elsker. Under slutteksterne anes det, at de to har fundet ly fjernt fra verdens vrimmel. Vi ser det og ser det alligevel ikke. Det gedulgte, det dunkle, det knap nok anede, var dramaets helt store attraktion.
Selv om A Bigger Splash er mere konventionel, kan man ikke andet end nyde skuespillet, som er prægtigt i alle delikate detaljer.
Tilda Swinton hvisker, rasper og fægter sig igennem en rolle, der på grund af halssygdommen ikke kan deklameres. Hun er i sandhed uden alder, derfor er det heller ikke hverken interessant eller pikant, at den fåmælte belgiske hunk Matthias Schoenaerts er så meget yngre.
Filmens overraskelse er Ralph Fiennes, der ellers i stigende grad er blevet en af disse veldædige britiske skuespillere, hvor teknik synes at gøre det ud for indlevelse.
Her springer han ind på scenen med et ”voila”. Han æder enhver scene, han er med i, som pladeproduceren, der kan huske hver detalje fra hvert Rolling Stones-album. Han stripper helt nøgen, danser flere minutter ad gangen uden fysiske forbehold, og i det hele taget bryder Fiennes endegyldigt ud af det fængsel, der synes at omslutte de fleste britiske karakterskuespillere.
Om han så også risikerer at blive en kuriositet i showet, må man vurdere for sig selv. I hvert fald tilfører han noget uforudsigeligt liv til A Bigger Splash, der er en lovligt færdigpakket affære med forviklinger, man ser dukke op, lang tid før de faktisk sker.
Men Luca Guadagnino vedbliver at være et af europæisk films wild cards. Man kan forvente alt af ham. Alt og intet. Han har en dybde, der ikke er hverken psykologisk eller dramatisk, men spirituel. Og han er bedst, når han besjæler det, der er lidt løst i fugerne. Giver det temperament. Gør det trivielle farligt.
Kommentarer