Cph:Dox 2018
21. mar. 2018 | 01:31

Bisbee ’17

Foto | Impact Partners
23-årige Fernando Serrano er en af de mange indbyggere i den lille westernby Bisbee, der gør op med et mørkt kapitel i byens historie.

Med billedskønne rekonstruktioner og musikalske optrædener er dokumentar om en amerikansk tragedie meget mere end en lærerig historietime.

Af Nicki Bruun

Historiens mange forfærdeligheder vil for altid hænge som en sort sky over menneskeheden. Men det er i det mindste sjældent, at vi løber ind i dem med panden først. 

Det gør indbyggerne i Bisbee, Arizona. 

I dokumentaristen Robert Greenes sprælske Bisbee ’17 konfronterer beboerne i lillebyen, der ligger på grænsen til Mexico, og hvis indbyggertal er omkring 5000, et mørkt kapitel i deres fælles historie. 

Titlens tal refererer til, at filmen er optaget i 2017, nemlig 100-året for, at 1200 immigrant-arbejdere under strejke-optøjer blev stimlet sammen og deporteret mod den visse død. 

Hvis nogen nu sidder og tænker på en tør historielektion, kunne det ikke være mere forkert.

Det sprøjter simpelthen af filmisk overskud, når Robert Greene, der senest har instrueret de underholdende meta-dokumentarer Kate Plays Christine (2016) og Actress (2014), tager publikum med på en glidende tur gennem Bisbees smukke gader. Sammen med de medvirkende – efterkommere af både bødler og ofre samt nye tilflyttere – går vi i fodsporene på de forfædre, der gjorde sig skyldige i en forfærdelig udåd.

Nogle af bysbørnene prøver uden at forklejne de grumme handlinger at sætte sig ind i, hvordan fagforeningernes oprør var en rød klud i hovedet på mentaliteten i den lille westernby.

”Det har svaret til at gøre Ave Maria til en bordelsang,” forsøger en ældre herre ved navn Walter, da han skal forklare provokationen i, at den socialistiske kampsang Solidarity Forever blev sunget til tonerne af den patriotiske borgerkrigssang Battle Hymn of the Republic

”Det rette og det lovlige er ikke altid det samme,” fortsætter han med henvisning til nødvendighedens lov, som vi i Danmark kender som det strafferetslige fænomen nødret: Når en ellers strafbar lovovertrædelse er nødvendig for at redde andre menneskers liv og dermed lovlig. 

Her bevæger filmen sig farligt tæt på at fortabe sig i juridiske nørderier. Men ikke så snart orkestrerer Greene først en musikalsk optræden af amatørerne og dernæst en billedskøn rekonstruktion af deporteringen. 

Ikke alene giver det filmisk liv, men det formår også at virke totalt naturligt, fordi den performative optræden er en slags grundtanke i det amerikanske samfund. 

Der forstår man virkelig, hvorfor Bisbee ’17 er blevet kaldt en amerikanske udgave af Joshua Oppenheimers danskproducerede The Act of Killing

Men selv om filmen på den måde holder en form for ironisk distance og ikke dæmoniserer de måske lidt for patriotiske amerikanere, er den loyal med sin 23-årige hovedperson Fernando Serrano, en ung mand af mexicansk oprindelse, der naturligt er en outsider i byen. 

Som en slags konklusion lader filmen ham sige: ”Der er stadig værdierne fra dengang, men verden har ændret sig meget siden.” 

En spilletid på over to timer er sjælden for dokumentarfilm, og Bisbee ’17 vil næsten også mere, end hvad godt er. 

I løbet af 125 minutter bliver store temaer som immigration, krig og kapitalisme behandlet på skift og nogle gange samtidig. Blandet med det performative metalag er det nærmest en udmattende oplevelse. 

Men også så meget desto mere givende. 

Det er selve den amerikanske selvforståelse, der kommer under lup. Det forstår man især, når Fernando til sidst ser på, mens der spilles den amerikanske nationalsport baseball. 

Han er på samme tid deltager og tilskuer i det amerikanske samfund, og selv om det ikke står lige så galt til nu som for 100 år siden, er der stadig arbejde at gøre. Og det kan gøres, hvis blot folk i en lille by beslutter sig for at gøre op med deres indre og ydre dæmoner.

Kommentarer

Titel:
Bisbee ’17

Land:
USA

År:
2018

Instruktør:
Robert Greene

Spilletid:
125 minutter

Premiere:
22. marts på Cph:Dox

© Filmmagasinet Ekko