En sortklædt skikkelse går gennem, hvad der ligner en miniby af små, vinduesløse huse. Det er en kirkegård – en hel bjergside forvandlet til sten, hvor der er ikke er et blad eller et græsstrå i sigte.
Skikkelsen er Tzvia, en ortodoks jødisk kvinde, der sammen med sin mand og fire børn bor i det eneste hus i udkanten af kirkegården.
Området er Oliebjerget i Jerusalem, der er hellig jord for både jøder og kristne. Men Yaelle Kayams debutfilm tilbageholder en masse baggrundsviden. Kun nogle få ting sætter scenen for dem, der ikke kender byen.
På overfladen er det ikke den historiske eller kulturelle betydning af verdens ældste jødiske kirkegård, der interesserer Kayam, men den måde de smalle gyder mellem gravstenene bliver til et sted for selverkendelse for Tzvia, ligesom det også bliver en moralsk labyrint.
Hun virker overvægtig under sit tørklæde, men når hun ligger i sin seng uden de klædestykker, som hendes religion kræver, at hun har på, udstråler hun en sanselig skønhed.
Tzvia er den gode kone og mor. Hun brødføder sin familie, får børnene i skole og stryger skjorter. Men man indser hurtigt, at hun ikke er glad.
Det skyldes blandt andet hendes mand Reuven, en yeshiva-lærer. Vi ser ham først fra sin kones perspektiv, gennem en døråbning, hvor han ligner et spøgelse, da han snor sit tallit-bedesjal om hovedet. Et flygtigt, ømt øjeblik vidner om, at der engang har været kærlighed i forholdet, men nu virker den stressede Reuven nærmest paralyseret af sin kones sult efter kærtegn, både følelsesmæssige og seksuelle.
En symbolsk tråd skiller huset fra kirkegården. Det er jødisk lov, der kræver den adskillelse, og den er blot en af grænserne i en film, der bruger afgrænset, ensrettet plads som en subtil metafor for et andet, ensrettet sted: Israel.
På kirkegården, der ironisk nok er det eneste sted, Tzvia kan gå hen for at være fri, gør hun to grænseoverskridende opdagelser.
Den første er et sky venskab med Abed, en arabisk kirkegårdsmedhjælper, der selv lever i et kærlighedsløst ægteskab.
Den anden og meget mere sære er, da Reuven oftere og oftere er væk om aftenen. Tzvia opdager, at kirkegården om natten bruges af prostituerede, der tilfredsstiller deres kunder, mens deres alfons holder vagt.
Fascineret af det kigger hun på. Hun jages væk, men vender tilbage med mad, og snart bliver hun tolereret af de barske mænd og trøstesløse kvinder.
En rygevane, som hun holder skjult fra sin mand, bruges aktivt til at understrege, når hun overskrider grænsen. Der er en underspillet, seksuel energi, når Tzvia tilbyder eller tager imod ild og cigaretter fra Abed om dagen og en prostitueret om natten.
Et øget lyddesign – den dryppende vandhane, en muadhins kald til bøn, sengens knirken, hvor Tzvia og hendes mand ikke kan gennemføre en seksuel handling – understreger, at vi er tæt på grænsen mellem drøm og virkelighed. Noget, der også er til stede i kontrasten mellem det grotteagtige, skyggefulde interiør i huset og så det strålende solskin i verden udenfor.
Men den underliggende, symbolske struktur er ikke nok til at tilgive denne delikate films store fejltrin. Den chokerende slutning presser alt for insisterende filmens overordnede metaforiske besked ned over tilskuerens hoved: At i Israel kan man ikke bevæge sig frit mellem to verdener uden på et eller andet tidspunkt at vælge side.
Tzvia tvinges til at bryde med sin egen natur – tilsyneladende.
Måske er det pointen, at i nogle samfund er rimelige fortolkninger baseret på en fælles menneskelighed ikke gældende. Men i så fald føles det som et didaktisk slag i ansigtet i en ellers medrivende historie om en kvinde på afveje, der er endnu mere medrivende på grund af Shani Kleins følsomme præstation i hovedrollen.
Kommentarer