Björn Afzelius: Tusen bitar

Den svenske dokumentar forsøger posthumt at komme helt tæt på sangeren Björn Afzelius (1947-1999) i en dynamisk, men ikke-kronologisk form.

Fortællingen om den svenske pop-crooner er kontrasternes fortælling: Han trivedes bedst i Italien og Sydamerika, men han nåede at spille i hver en by i Sverige. Han stræbte efter at skabe en tryg barndom for sine børn, men han havde altid krudt i røven og måtte ud – ud og spille eller gøre en indsats for verdens fattige. Han elskede kunstneren Marianne Lindberg De Geer, men kunne ikke være hende tro.

Hans musik havde revolutionære tekster, men blev alligevel folkekære, og det er filmens mest rammende scene, når en 80’er-populær pop-laps med glimmerrevers spiller en coverversion af Til min kära, mens par med skulderpuder og højt hår danser kinddans til ordene: ”Se dig omkring i hele verden, mennesker slås, kæmper i hele verden.”

Der bliver først og fremmest lagt vægt på Afzelius’ store politiske engagement – en side af musikeren, mange sikkert ikke kender så meget til.

Hans virke voksede ud af venstrefløjsmiljøet, og sammen med vennen og kollegaen Mikael Wiehe skabte han blandt andet en kulturinstitution i Nicaragua. For kultur – musik, dans, lyrik – er essentielt for mennesket, mente de.

Og det gamle hotel med musikscene trives den dag i dag. Selv om det er knapt seksten år siden, at Björn Afzelius gik bort med kræft i lungerne, så huskes han stadig i Sydamerika.

Et omfangsrigt billedmateriale, både nyt og ældre, indrammer glimrende hans liv fra nord til syd, som når han synger sine svenske sange i Nicaragua. Trods sprogbarriere lyttede folk til stemmen.

”Folk reagerede på melankolien i hans udtryk. Som om de talte samme sprog,” fortæller en sydamerikansk veninde fra dengang.

”Han gik på scene med et åbent hjerte – men kun på scenen,” fortæller hun og spejler således Mikael Wiehe, der i begyndelsen af dokumentaren siger: ”Det er jo, som om jeg aldrig har lyttet til teksterne før. Han var jo åben som en bog – i sine sange.”

Selvom han var en af Affes (som kælenavnet lød) bedste venner, så var der mange ting, han ikke vidste om sangeren. Blandt andet om den syge mor, der endte med at tage sit eget liv, da Björn ikke var meget mere end en stor dreng. Det var en handling, han led under og forbandede hele livet, men i stilhed.

Stort set ingen vidste, at sangen Exil om en kærlighedsløs mor var selvbiografisk.

Björn Afzelius kom særligt Danmark nær, da han tog Anne Linnets Tusind stykker og forsvenskede den til Tusen bitar.

Det bliver dog nedtonet i filmen, at to af hans største succeser, Tusen bitar og Sång till friheten (der for eksempel er med i Højskolesangbogen)ikke er komponeret af ham selv. Sidstnævnte er skrevet af cubaneren Silvio Rodriguez. Og som dansker tænker man: Hvor er Anne Linnet henne i filmen?

Selvom en journalist, der engang lavede et små-mobbende interview med sangeren, får taletid, så kommer man aldrig mere ind på, hvorfor Björn Afzelius var så udskældt en musiker i Sverige. Hvor er musikforskeren, der kan fortælle noget om musikkens reelle kvaliteter eller manglen på samme, som måske kunne begrunde kritikken af ham? Skyldes det virkelig kun jantelov, eller var han en enspænder i så udpræget grad, at kulturparnasset ikke gad ham?

Som en sidste kniv i såret bliver rulleteksterne akkompagneret af en forfærdelig euro-poppet udgave af Tusen bitar fra 2014, sunget af det svenske fænomen Laleh. Måske det er tænkt som en understregning af, at nye generationer har taget sangeren til sig, men det havde virket stærkere, hvis han selv måtte synge filmen ud.

Det moderne indslag ændrer dog ikke på, at dokumentaren kommer ti år for sent. Björn Afzelius døde i 1999, og filmens publikum må tænkes at være forsvindende lille uden for Sveriges grænser.