For nylig var Alan Moore – skaberen af den populære tegneserie Watchmen – ude og gentage et synspunkt, han har givet udtryk for flere gange i karrieren: Voksne menneskers betagelse af superhelte er et tegn på infantilisering af samfundet, som i sidste ende kan føre til fascisme.
Ønsket om enklere tider, hvor alt var sort og hvidt, godt og ondt, fastholder simpelthen folk i et banalt verdensbillede.
Det er i den optik en sælsom oplevelse at være vidne til, hvordan superhelte-genren kæmper for at forene det totalitære udgangspunkt med en åben og mangfoldig pluralisme.
De bombastiske spektakler med almægtige superhelte og -skurke kommer i en lind strøm, så krigen mellem det gode og det onde efterhånden føles som en hverdagssituation.
Måske meget passende, når krig og klima konstant truer med undergang i den virkelige verden.
I Black Adam er kampen mellem diktatur og demokrati indbygget i titelfiguren.
Filmen starter med et flashback til en civilisation flere tusind år før Jesu fødsel. Her fører et folkeoprør til, at en almindelig mand begaves med overnaturlige superkræfter, som han kan bruge til at stoppe en magtsulten despot.
Også i nutiden er indbyggerne i landet Kahndaq under besættelse af en voldelig magt. Ved et tilfælde bliver Teth-Adam – som han hedder på modersmålet – hidkaldt. Han spilder ikke tiden, men begynder at dræbe fjender til højre og venstre.
Mord er ikke comme il faut, så superheltegruppen Justice Society bliver samlet for at stoppe blodsudgydelserne.
”Vi er superhelte, vi har ikke brug for pas!” siger en af figurerne i en replik, der af uransagelige årsager er sluppet igennem det gennemarbejdede manuskript.
Hele filmens forsøgsvise pointe, klemt inde mellem utallige sønderrivende slåskampe, er nemlig, at oprør skal komme fra bunden. Men superhelte-genren udmærker sig på den anden side ved, at en flok overmænd og -kvinder skal redde de små mennesker.
Filmen finder ikke noget tilfredsstillende svar på paradokset, men skifter fokus til adrenalinpumpende action.
I DC-universet er Black Adam kendt som en superskurk, der er nemesis for superhelten Shazam, som i 2019 fik sin egen film. Nu er turen kommet til Adam, der blev skabt i det herrens år 1945.
Hvis man tilhører de danskere, der så Dwayne ”The Rock” Johnson folde sig ud som wrestler i slutningen af 90’erne og starten af 00’erne, er det på samme tid vildt mærkeligt og helt naturligt, at han nu er en af tidens bedst betalte filmstjerner.
Skuespilleren har i den mellemliggende periode udfaset sit wrestlernavn The Rock. Men han har bibeholdt den karisma, der gjorde ham til en stjerne. Det er dog småt med plads til Johnson i filmen, der ellers bærer hans hovedpersons navn.
Black Adam gør alle andre superheltefilm kunsten efter med den ene mere øredøvende eksplosion efter den anden.
Filmen ligner til tider næsten verdens dyreste musikvideo, når den med Paint It Black på lydsporet lader Black Adam smadre løs i slowmotion. Der er ikke megen familiehygge over den måde, han gør kål på sine fjender, som bliver revet midt over eller lynristet, indtil kun skelettet er tilbage.
De mange distraktioner – der tæller en stribe sjove kommentarer fra de fleste af karaktererne – virker som forsøg på at dække over de steder, hvor filmen ikke rigtigt giver mening. Man skal som altid i en superheltefilm sluge et par kameler, hvis handlingens logik skal hænge helt sammen.
Og hvorfor er en scene pludselig en homage til spaghetti-westerns?
Den type overvejelser kommer man tydeligvis ikke langt med, og Black Adam lykkes trods alt med at underholde i en tid, hvor krig og ødelæggelse er del af hverdagen.
Filmen er eskapisme i yderste potens, og så længe kloden består, kommer vi til at se meget mere af den slags. Men det bliver godt nok mere og mere vanskeligt at engagere sig i den forudsigelige kamp mellem overnaturlige væsner.
Kommentarer