”Black bag” er den sorte sæk, hvori man kan putte ting og sager, man ikke umiddelbart ikke ønsker at oplyse om. For kæreste, ægtefælle, venner og kolleger.
Meget praktisk når man arbejder i og for det britiske efterretningsvæsen. Og det gør ægteparret Kathryn og George Woodhouse i Steven Soderberghs spionfilm Black Bag.
Deres ægteskab synes skabt i himlen med standhaftig kærlighed. Især i en mondæn verden, hvor svig og utroskab er en del af redskaberne i værktøjskassen for spioner.
Men så får George at vide fra en overordnet kollega, at der er en muldvarp i hans arbejdsgruppe. En forræder. George har nøjagtig en uge til at finde og afsløre vedkommende. Og for resten, hans kone er blandt de mistænkte.
Smart som han er, George inviterer alle mistænkte til en delikat middag, hvor maden er krydret med sandhedsserum. Og sådan er dramaturgien for hele filmens plot.
En uge, hvor spisebordet først bugner af god mad og vin – og siden er bart og nøgent, kun dækket med en sort pistol. Sandhedens time er kommet.
I bedste Agatha Christie-stil bliver alle samlet i et fælles rum, hvor maskerne falder, og morderen afsløres. For Georges kollega, der fortalte om lækagen, er død under mystiske omstændigheder.
Ingmar Bergman møder John le Carré. Scener fra et ægteskab blandt spioner, som muligvis er på vej ud i kulden. Det gælder ikke mindst klikens bramfri drukkenboldt Freddie Smalls, som har noget kørende med to kvinder og synes at være oplagt som sladderhank.
Russerne har har fået fingre i filmens McGuffin, Hitchcocks berømte begreb for en films intrigante drivkraft – her en genstand, som kan nedsmelte et atomkraftværk på ingen tid.
Men hvad laver Georges hustru på en udenlandsk mission, som hun har lagt i den sorte sæk og ikke vil fortælle om? En mystisk biografbillet peger på flere ugler i ægteskabets mose. Så George drager hen for at fiske i en sø og få tankerne klaret.
Black Bag er en bagatel af en film.
Soderbergh har sammen med sin vanlige manuskriptforfatter David Koepp – der også skrev manuskriptet til instruktørens biografaktuelle spøgelsesfilm Presence – drejet et elegant kammerspil, som både overholder genrens regler om spionage og samtidig leverer en sædeskildring af højere engelsk middelklasse.
Her består det varige ægteskab i at have sine hemmeligheder og samtidig være trofast ud over alle grænser. Man skal kunne dræbe for sin mage uden at snage – for meget.
Filmens force er, at alle skuespillere nyder deres roller, som spejler deres nuværende status. Cate Blanchet og Michael Fassbender agerer ægteparret Woodhouse.
Det vil få ældre biografgængere til mindes film med Katharine Hepburn og Spencer Tracy, og Blanchet har faktisk gestaltet Hepburn i Scorseses The Aviator fra 2004. og Fassbender spiller med sin mutte apparition netop nu en lignende hemmelig agent i The Agency, der er et amerikanske remake af den franske kultserie Le Bureau des Légendes.
Tom Burke kommer med sinister bagage ind fra tv-serien C.B. Strike som J.K. Rowlings sarkastiske privatdetektiv Cormoran Strike.
Naomie Harris, som spiller filmens katolske psykiater, er såmænd Miss Moneypenny i de seneste James Bond-film. Og for at det ikke skal være løgn, har vi den tidligere 007, Pierce Brosnan, som en ondsindet, dobbeltspillende efterretningschef, der ulovligt spiser levende fisk fra det japanske køkken.
Alle medvirkende har det tydeligvis godt med deres oplagte spil, som pendler mellem genrens klichéer og de originale karakterroller.
Der er således noget gammeldags over hele filmens væsen. Det solide ensemblespil arbejder inden for faste rammerne af lystspillets enhed og udveksling af flabede replikker, bittersøde bemærkninger og kokette kærlighedserklæringer.
Og så har den en sjælden dyd i vor tids filmkultur – det hele varer omtrent halvanden times tid.
Kommentarer