Black Narcissus

1947-udgaven af Black Narcissus, der i Danmark fik titlen Den sorte lilje, er ikke bare et hovedværk i engelsk film.

Filmen om en nonneorden i Himalaya i kolonitiden er også et højdepunkt i samarbejdet mellem instruktør Michael Powell og forfatter Emeric Pressburger.

Det siger ikke så lidt.

Deres partnerskab kastede i 1940’erne nogle af engelsk films højst skattede mesterværker af sig: The Life and Death of Colonel Blimp, A Matter of Life and Death og The Red Shoes.

Denne genfilmatisering af Rumer Goddens roman blev mødt med løftede øjenbryn. Men serien, der er skrevet af Amanda Coe og instrueret af Charlotte Bruus Christensen, har meget at byde på. Det er ikke svært at se, hvorfor de mente, at der var god grund til at vende tilbage til historien.

For det første giver det længere format med tre afsnit af en time hver bedre mulighed for at udfolde karakterernes liv.

Vi får flakkende glimt af Søster Clodaghs fortid som en forelsket ung kvinde i England før Første Verdenskrig. Minderne hjemsøger hende i 1934, hvor hun forsøger at etablere en missionsskole i et gammelt palads højt oppe i Nepals bjerge.

Stedet administreres af en indisk general, som insisterer på at lade sin nevø Dilip Rai bo hos ordenen, så han kan øve sit engelske. Nonnerne er afhængige af generalens generøsitet, så de accepterer den høflige, men trods alt forstyrrende mandlige tilstedeværelse i deres nye kloster.

De er også afhængige af hjælp til at reparere paladset. Det står generalens lokale engelske partner Mr. Dean (Alessandro Nivola) for. Han er rank og flot, men ser stort på nonnernes strenge religiøse regler.

Gemma Arterton løfter en tung arv efter Deborah Kerr, men spiller Søster Clodagh med passende gudfrygtig værdighed.

Clodagh og Dean mundhugges ivrigt, når de ikke udveksler ulmende blikke, som fortæller en helt anden historie. Men også Søster Ruth (Aisling Franciosi fra The Nightingale) er tiltrukket af Dean. Derfor lægger hun sig ud med både Clodagh og de andre nonner.

Det er et betagende drama om fornægtet og indebrændt lidenskab.

Den iltknappe luft, vindens insisterende susen og stedets betagende, besættende skønhed sætter sig spor i nonnernes bevidsthed. Søster Philippa (Karen Bryson) går slet og ret fra forstanden og anlægger en blomsterhave til Guds ære i stedet for den køkkenhave, der skulle brødføde dem vinteren over.

Der er gjort et forsøg på at fortælle historien mere fra kvindernes synsvinkel, og manuskriptforfatter Amanda Coe har et godt øre for tidstypisk dialog.

Man mærker, at Charlotte Bruus Christensen har suget til sig fra de filmskabere, hun har fotograferet for, heriblandt Thomas Vinterberg, Denzel Washington og Aaron Sorkin.

Hun debuterer som en empatisk personinstruktør, der hjælper sine skuespillere med at holde den rette balance mellem vanvid og fornuft. Usædvanligt nok fotograferer hun også serien, og det lykkes at levere et visuelt udtryk, der kan stå mål med filmens tindrende smukke billeder.

Den første filmatisering er optaget i et studie, men fotografen Jack Cardiffs brug af technicolor, malerisk belysning og håndmalede bagkulisser fik selv nepalesere til at tro, at den var optaget i bjergene. Det er store dele af serien til gengæld, og Christensen understreger den psykologiske realisme med skæve vinkler og skarpe farver.

Det giver historien en genkendelig klangbund.

Black Narcissus handler om kolonitidens fordærv, kultursammenstød og lidenskabens destruktive hvirvelvinde. Det er stadig aktuelle tematikker, som serien fremhæver uden på nogen måde at bejle til tidsånden.

Det går ud over tempoet, at der dvæles så meget ved fortidens England. Men det er rørende at se Diana Rigg som abbedissen, der sender Clodagh til Nepal, når nu det skulle blive hendes sidste rolle.