Biografanmeldelse
22. juni 2022 | 21:24

The Black Phone

Foto | Brett Jutkiewicz
Ethan Hawke er kendt for den vidunderligt romantiske Before-trilogi, men i The Black Phone er han en uhyggelig, maskeret seriemorder.

Ethan Hawke er frygtindgydende som børnemorder i gruopvækkende gyser fra en af genrens mestre.

Af Aske Nielsen

Året er 1978.

Finney er på vej hjem fra skole. Dagen har budt på en omgang tæsk fra de lokale bøller, men han har også dissekeret en frø med en sød pige, så han er håbefuld for fremtiden.

En sort varevogn trækker ind foran ham.

Ud vælter en amatør-tryllekunstner, der taber sine dagligvarer. Finney tilbyder sin hjælp, men bliver bedøvet og kidnappet.

Nu befinder han sig i en lydtæt kælder med en børnemorder som cellevagt. På væggen hænger en sort telefon, der ikke er tilsluttet strøm. Alt håb er ude, indtil telefonen på mystisk vis ringer.

The Black Phone er baseret på en novelle af gyserkongen Stephen Kings søn Joe Hill, og den er instrueret af Scott Derrickson.

Derrickson brød for alvor igennem som horrormester med Sinister i 2012, og efter en lille afstikker til Marvel-filmen Doctor Strange er han tilbage i sit rette element.

Ligesom i Sinister arbejder Derrickson i The Black Phone sammen med Ethan Hawke, og Hawkes rolle som den maskerede morder er en af nyere tids mest skræmmende skurke.

De fleste kender nok Hawke fra hans Oscar-nominerede samarbejder med instruktøren Richard Linklater. Han spiller den mandlige hovedrolle i den vidunderligt romantiske Before-trilogisamt faren i ungdomsfilmen Boyhood, der blev optaget over tolv år.

Hawke er en af sin generations dygtigste skuespillere og hans rolige, men intense væremåde gør ham nem at elske. Når man påfører de kvaliteter til en seriemorder, bliver han dog decideret uhyggelig.

Derrickson har også en stor aktie i filmens skræmmende stemning. Modsat mange af sine gyserkolleger lader han sig nemlig ikke forfalde til jumpscares.

Mange instruktører er så bange for ikke at få skræmt publikum, at de bruger chok og høje lyde konstant, selv om det ofte bare er en ufarlig kat, der springer frem, eller en gren i vinden. Derrickson nøjes med at skræmme publikum en håndfuld gange, men der bliver man til gengæld også skræmt fra vid og sans.

Halvvejs får Finney listet sig op til den maskerede morder og skal bare åbne en kombinationslås for at komme ud i friheden.

Sjældent har stemningen i en biografsal været mere anspændt. Derricksons kamera og Mark Korvens musik arbejder i perfekt synergi. Morderen sidder sløret i baggrunden, en lille lyd fra låsen, kameraet skifter fokus, Hawke sover videre, tilbage til låsen.

Det er ikke revolutionerende virkemidler, men udførelsen er mesterlig.

Producenten er Blumhouse, der står bag den succesfulde Nattens dæmoner-serie og den nyeste udgave af Halloween. De har skabt sig en position som det førende gyserselskab i Hollywood, og The Black Phone er nok deres mest underholdende film til dato.

Alle skuespillerne er forrygende.

Mason Thames spillefilmdebuterer i rollen som Finney og klarer det fremragende. Man er investeret i hans flugtforsøg, og han falder ikke igennem i konfrontationerne med Hawke.

Madeleine McGraw spiller Finneys søster, som forsøger at finde sin bror gennem sine synske drømme. Hun giver filmen noget humor, som bløder det hårde tema lidt op uden at fjerne fokus fra dramaet.

Den helt store stjerne er dog Hawke, og fordi han er så dygtig en skuespiller, behøver filmen ikke give hans karakter en baggrundshistorie.

Man er ikke et sekund i tvivl om, at han har haft en forfærdelig barndom, men filmen forfalder aldrig til de traditionelle forklaringer.

Det er næppe tilfældigt, at klassikeren Motorsavsmassakren, som heller ikke bruger unødvendig energi på psykologien bag Leatherfaces rendyrkede ondskab, bliver nævnt flere gange i filmen.

I en tid med utallige rosenrøde og nostalgiske fortællinger er det også værd at bemærke, at Derrickson giver et mere realistisk billede af 70’erne.

Alting var ikke bedre, de var bare anderledes. Et godt udgangspunkt for en film med en tidløs historie om at kæmpe imod overmagten, nogle stærke karakterer og ikke mindst på-kanten-af-sædet-spænding krydret med oppe-af-sædet-chok.

Trailer: The Black Phone

Kommentarer

Titel:
The Black Phone

Land:
USA

År:
2021

Instruktør:
Scott Derrickson

Manuskript:
Scott Derrickson, C. Robert Cargill

Medvirkende:
Ethan Hawke, Mason Thames, Madeleine McGraw

Spilletid:
102 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
23. juni

© Filmmagasinet Ekko