Blackhat

Michael Mann plejede at være en af Hollywoods vigtigste thriller-instruktører.

Hannibal Lector-filmatiseringen Manhunter er nervevridende intens, The Insider er en dramatisk tour de force, og røveri-filmen Heat er et genremesterværk, der er blevet efterlignet i både The Dark Knight og The Town.

Med så store film bag sig kan han roligt hvile på laurbærrene. Og at dømme efter Blackhat er det lige præcis, hvad han gør.

En anonym hacker forårsager en nedsmeltning på et kinesisk atomkraftværk og laver virak på det amerikanske børsmarked. Den kinesiske cyberkriminalitets-ekspert

Chen (Wang Leehom) inviteres til at samarbejde med FBI om opklaringen, men insisterer på at få sin gamle ven Nicholas Hathaway (Chris Hemsworth) med ind over efterforskningen.

Han er imidlertid en blackhat, det vil sige en ondsindet hacker, og afsoner en dom efter at have stjålet milliardbeløb fra finansverdenen. Han bliver tilbudt tidlig udgang til gengæld for at fange hackeren bag angrebene.

Cyber-sporet fører holdet på en eksotisk jagt til Hong Kong, Jakarta og Malaysia. Tempoet er noget ujævnt. Handlingen hopper fra computer til computer i filmens første halvdel, og først i tredje akt kommer der rigtigt gang i håndgemænget.

Det bliver til i alt fire actionscener, hvoraf to er gode.

Især den ene af dem, hvor en gruppe soldater forfølger tungt bevæbnede lejesoldater i en cirkulær gang, virker som et skud tiltrængt adrenalin midtvejs i filmen.

Australieren Chris Hemsworth skruer sin bedste amerikanske accent ned i et machomand-toneleje som Hathaway, verdens mest veltrænede computernørd. Han har ikke så lidt tilfælles med de hårdkogte betjente i Manns Miami Vice. Da han forsøger at score Chens søster (Tang Wei), bruger han endda det samme rim:

”I did the crime, I’m doin’ the time, but the time ain’t doin’ me.”

Man skulle ikke tro det, men hun falder for det. Det må være hans karisma – Hemsworth har actionstjerne-udstråling pumpende i blodet og bærer filmen uden at snuble.

Mann har selv skrevet manuskripter til sine bedste film.

Det har han ikke her, og det kan ses og høres. Man mistænker manuskriptforfatter Morgan Davis Foehl for at have krydset scenerne af på en genretjekliste. Skråsikre hovedpersoner? Tjek. Bureaukrater med samarbejdsvanskeligheder? Tjek. Heteroseksuel romance? Tjek.

Dialogen er tilsløret af en cyber-jargon, der i bedste fald er uigennemskuelig, i værste meningsløs. Karaktererne er fladpandede. Alligevel lykkes scenariet i det store hele som et mildt diverterende filmisk engangsknald takket være en skudsikker iscenesættelse.

Michael Mann rykkede ved filmsproget med den MTV-inspirerede æstetik i tv-serien Miami Vice tilbage i 80’erne og igen i 00’erne, da han med Ali og Collateral var en af de første til at optage Hollywood-film digitalt.

I Blackhat forlader han sig på effektive tricks. Håndholdte optagelser og defokuserede billeder skaber en halvdokumentarisk indlevelse, der spiller godt overens med den til tider frenetiske klipning.

I den digitaliserede verden er superhackeren en oplagt skurk. Det eneste problem er, at computerscener er notorisk vanskelige at forløse filmisk.

Her ligner hackingscenerne en fremtidsvision fra 80’erne: Koder indtastes på grøn baggrund, og for hvert tasteslag kvitteres med en bip-lyd. Pop up-vinduer viser tekst, der skriver sig selv lynhurtigt, mens skuespillerne trykker intenst, men tilfældigt på tastaturet.

Det ligner ikke hacking i det nye årtusinde, og det er en skam, når nu Michael Mann hævder at have researchet hacking i årevis for at forberede sig.

Der skabes dog en vis variation med kamerature bag skærmens pixels, langs ledninger og helt ned på nanoskop-niveau, hvor hackerangreb visualiseres meget håndgribeligt som en fremstormende hær af lysende elektroder.

David Fincher gjorde det samme i Fight Club og Panic Room, hvilket er kendetegnende for filmen. Det er set før og bedre, men vi tåler nok at se det igen.