Biografanmeldelse
16. jan. 2014 | 00:06

Blancanieves

Foto | Yuko Harami
Den spanske stjerne Maribel Verdú morer sig tydeligvis i rollen som vampet stedmor.

Snehvide fægter med tyre i sprudlende stumfilmversion af Grimm-eventyret, hvor stedmoren er ren dominatrix og dværgene milevidt fra Disneys milde gnomer.

Af Henrik Østergaard

Der er intet talende spejl, og stedmoren kan ikke forvandle sig til en heks. Men brødrene Grimms gamle eventyr om Snehvide og de syv dværge er sjældent fortalt med så megen sprudlende fantasi som i denne spanske genfortælling, der flytter handlingen til 1920’ernes Andalusien.

Og så er filmen såmænd i sort og hvid og stum som sidste års franske Oscar-triumf The Artist. Men mens Michel Hazanavicius med tungen lige i munden legede selvrefleksivt med sin films stumhed og endda lod et par enkelte ord falde fra sine figurers læber, er Blancanieves en helt ren stumfilm.

Det er de smukke billeder, en bombastisk, flamenco-inspireret musik og enkelte mellemtekster, der bærer historien fremad.

Blancanieves – spansk for Snehvide – indeholder mange af eventyrets mest ikoniske elementer, som den onde stedmor og det forgiftede æble, men inkluderer også en tyrefægtende Snehvide og kinky sadomasochisme, ligesom den modigt finder Snehvides romantiske helt blandt en af dværgene.

Snehvide for voksne, med andre ord.

I Sevilla er den smukke, men tragedieforfulgte Carmen datter af den tidligere berømte og elskede matador Antonio, der er blevet invalid efter en ulykke i tyrefægterarenaen, mens Carmens unge mor døde i barselssengen.

Den hjerteløse, men snu sygeplejerske Encarna får manipuleret sig ind i Antonios liv. Hun gifter sig med ham og bliver stedmor til Carmen, da hendes bedstemor også dør.

Encarna er kun ude efter farens penge og stuver ham væk i en kørestol i et fjernt og mørkt værelse i familiens store gotiske palæ, mens hun dyrker sadistiske sexlege med chaufføren og får taget billeder til magasiner.

Carmen må bo i en beskidt kælder på ejendommen og vaske og skrubbe gulve. Hun finder trøst i en hane som kæledyr, indtil Encarna beslutter sig for, at begge skal ryddes af vejen.

Stedmoren spilles vidunderligt campet af den spanske stjerne Maribel Verdú (… Og din mor, Pans labyrint). Hun morer sig tydeligvis i rollen som vampet og farlig dominatrix, mens Macarena García er både stærk og sårbar som den voksne Carmen.

Det virker i det hele taget, som om filmen har været en fest at lave, og det sætter sig magisk igennem på lærredet.

Instruktør og manuskriptforfatter Pablo Berger, der også stod bag den spansk-danske porno-satire Torremolinos 73 (2003), benytter med inspiration fra både Hitchcock, Buñuel og Tod Browning opfindsomt mediets virkemidler, som de dystre skyggevirkninger fra hornene på en tyr, der nærmer sig sit offer, eller et skeletkranie, der i et kort øjeblik overblændes på det forgiftede æble.

Gruppen af omrejsende, tyrefægtende dværge ligger desuden langt fra Walt Disneys milde gnomer. De synger ikke, en af dem er transvestit, og de er kun seks. Carmen bliver gøglertruppens syvende, da de opdager hendes talent for tyrefægtning, som hendes far har lært hende i smug. Det er dværgene, der giver hende navnet Snehvide.

Det er et eventyr, så nuancer er det naturligvis småt med. Carmen/Snehvide er uskyldigheden selv, og stedmoren er gennemført ond. Og sådan skal det være.

Tempo og rytme knager af og til lidt, men filmens mange skæve twists gør det mere end velkendte eventyr friskt og mindre forudsigeligt. Ikke mindst med en tvetydig og melankolsk slutning.

Med Hollywood-produktionerne Mirror Mirror og Snow White and the Huntsman kom der i 2012 hele tre film om Snehvide. Blancanieves, der har modtaget hele ti Goya-priser (den spanske Oscar), er klart den bedste.

Trailer: Blancanieves

Kommentarer

Land:
Spanien, Frankrig, Belgien

År:
2012

Instruktør:
Pablo Berger

Manuskript:
Pablo Berger

Medvirkende: Maribel Verdú, Macarena García, Emilio Gavira, Daniel Giménez Cacho, Ángela Molina

Spilletid:
104 min.

Premiere:
Vises fra torsdag 16. januar til søndag 26. januar som Månedens Film i Cinemateket.

© Filmmagasinet Ekko