Blinded by the Light

Instruktør Gurinder Chadha har altid været en sucker for det kitschede og sukret oprigtige.

I film som Bend It Like Beckham og den kække Jane Austen-opdatering Stolthed & brudgom fortæller hun os så charmerende om hjerte, der rimer på smerte, at man næsten føler, hun er den første, der har tænkt tanken.

Stilen har ikke ændret sig i hendes Blinded by the Light, hvor en andengenerationsindvandrer og digterspire i Margaret Thatchers England i 1980’erne finder sin egen stemme ved at forelske sig i Bruce Springsteens musik.

Det gør sekstenårige Javed ikke just populær, hverken hos den strenge, pakistanske far eller i skolen, hvor svenskergarn og synth-pop er in. Men han finder en sjælefrænde ved at lytte til The Boss’ tekster om at slå fra sig og give igen, når livet holder en nede.

Der er masser af saft i tidsportrættet, ligesom der er noget på spil i Javeds kvaler med at finde det rette ben at stå på. Det er ikke nemt, når den ene fod er i et pakistansk hjem med en viljestærk patriark og den anden på løs grund i et samfund, der føles, som om det ikke har plads til ham.

Kærlighed til familien over for personlig udfoldelse er ungdomsfilmens kød og kartofler, men her føles ingen af delene letkøbt.

Der er intet let over Javeds liv i lillebyen Luton, der dengang som nu er hærget af arbejdsløshed og plaget af racisme. Familien er nødt til at have en plasticmåtte foran døren, fordi skinheads pisser gennem brevsprækken. Den dominerende far ser nok med skepsis på sine britiske naboer, men han har også haft rigelig grund til ikke at føle sig velkommen.

Javed ser anderledes på tingene.

Han er en følsom knægt, der forlegen skriver poesi i smug og drømmer om piger og det frigjorte teenageliv, som hans klassekammerater nyder. Det er så her, Springsteen kommer ind, da en ny ven i skolen låner Javed kassettebånd med klassikerne Born in the U.S.A. og Darkness on the Edge of Town.

Musikken runger i hovedet på ham, når han lader den tordne i walkman’en. Og Gurinder Chadha går totalt over gevind ved at lade sangteksterne strømme omkring ham og op på murene, mens han danser rundt som en popstjerne i 80’ernes mest fjogede musikvideo.

Det er alt, alt for meget, når en denimklædt Javed kejtet og inderligt synger Thunder Road for sin drømmepige, men det er netop derfor, at musiksekvenserne er så uimodståelige.

Blinded by the Light er en dybt kikset film, men hvad gør det?

Værre er det, at filmen er forudsigelig i sin feelgood-mekanik, der føles genbrugt fra Bend It Like Beckham – med den forskel, at vi følger en fyr, som vil skrive, i stedet for en pige, som vil spille fodbold.

Hayley Atwells velmenende skolelærer, som spotter Javeds talent og skubber ham i den rigtige retning, er en irriterende konstrueret figur, hvor autentisk hun end måtte være – filmen er baseret på journalisten Sarfraz Manzoors erindringer.

Andre scener har et afvæbnende nærvær, der kun kan komme fra den virkelige verden.

Gurinder Chadha voksede op under de vilkår, hun viser i sine film, splittet mellem sit indiske ophav og opvækst i England. Både hun og Manzoor frekventerede de dagsdiskoteker, som Javeds søster i en bevægende scene haler ham med på.

Her kan unge muslimer pjække fra skolen, rave igennem og stadig nå hjem til eftermiddagste.

Overalt mødes man af en smittende humor, der udspringer naturligt fra de farverige karakterer og sprudlende skuespillere.

Viveik Kalra spjætter og sitrer i hovedrollen som en intelligent knøs på vej ud i verden, og Kulvinder Ghir er kostelig som faren, der med tyk accent holder på sit: ”Du kan vælge mellem at være læge eller advokat, så sig ikke, du ikke har din frihed!”

Så man må enten overgive sig eller lade være. Her skal man ikke føle noget halvt, men bare skråle af sine lungers fulde kraft: “Bliiiiinded by the light!”