Blink Twice

Det uadskillelige venindepar Jess (Alia Shawkat) og Frida (Naomi Ackie) er tjenere ved et elitært velgørenhedsarrangement, da de får de et tilbud, der på foruroligende vis er for godt til at være sandt.

 Arrangementets vært, den svinerige Slater King (spillet nonchalant af sex-ikonet Channing Tatum), lægger nemlig mærke til dem og spørger, om de vil have en fornøjelig ferie på hans private tropeø. Før de ser sig om, er kvinderne i paradis i selskab med en broget skare af Slaters venner.

Slowmotion-sekvenser af fyre på vej op af poolen drypper overdrevent af female gaze. Og med lange, dvælende blikke over kanten af et glas boblende Moët-champagne gør Slater det klart, at den korthårede Frida har gjort indtryk på ham.

Slater er fornyelig blevet cancelled for voldelig adfærd, men han har sagt undskyld i en video på Instagram og er gået i terapi. Selv om Frida gengælder hans følelser, vil han af en eller anden mærkelig grund aldrig røre ved hende. End ikke efter, hvad der efterhånden må være flere uger på øen.

Tidsforløbet er lidt svært for veninderne – og publikum – at holde styr på, og langsomt begynder tingene at fremstå meget mystisk. Som når veninderne uforklarligt vågner op i rene edderdunsdyner med beskidte fodsåler og jord under neglene.

For hver ildevarslende og krybende idé tilføjer spillefilmdebutanten Zoë Kravitz dog også irriterende narretræk og chokeffekter. Hun trækker for et godt ord uhyggen i langdrag, før det for alvor kammer over.

Kravitz er primært kendt som skuespiller og har været uhyre produktiv. Hun har medvirket og produceret den nytænkende tv-adaptation af High Fidelity, skrevet musik i samarbejde med Tayor og spillet Selina Kyle/Catwoman i Matt Reeves’ emo-inspirerede superhelte-blockbuster The Batman.

Imellem succeserne har hun slået sig sammen med Channing Tatum, og deres romance er selvfølgelig nøglen til mysteriet om, hvordan man har lokket ham til Blink Twice, der ikke har haft noget kæmpe budget.

Filmen har samme ramme som et hav af tidligere ironiske, samfundskritiske gysere, der isolerer hovedpersonerne for at udfolde temaer, der ikke ligefrem er subtile.

Titlen kommer af en udveksling, Frida har med Slaters psykolog (Kyle MacLachlan). ”Blink to gange, hvis jeg er i fare,” joker hun, mens hans ansigt stivner i et påtaget smil. Ganske symptomatisk for filmen, der ofte virker noget overdreven.

Ligesom Get Out, Ready or Not og The Hunt bliver horrorgenren brugt til at udforske klasseforskelle og privilegier, mens publikum får en omgang intens spænding og sort humor.

Get Out vil gå over i historien for sit fokus på raceforhold i USA og måden, Jordan Peele understregede den subtile racisme, der eksisterer under overfladen i det liberale, hvide Amerika.

Det er tydeligt, at Kraviz forsøger at gøre ham kunsten efter med lige dele racekommentar, ligestilling og vold mod kvinder som omdrejningspunkt. Hun tilføjer dog intet nyt til isolations-horrorgenren, og budskabet fortjener bedre end et genbrug af tidligere formater.

Takket være Tatums langsomme bevægelser og rolige stemme har Slater King en afslappet magnetisme over sig, som får mænd til at følge ham. Konnotationerne til fænomenet Andrew Tate, hans rigdom og ekstreme syn på kvinder er en nærlæggende reference.

Det er et scoop at have Tatum med. Men det er faktisk også en fordel for skuespilleren, som hans forlovede får presset ud i en præstation, der river ham gennem hele følelsesregisteret. Særligt en sekvens, hvor han skriger ”I’m sorry” for alle de onde gerninger, han er beskyldt for, er overraskende indlevende og dybt ubehagelig.

Blink Twice er længe om at komme i omdrejninger, og tempoet skyldes formegentlig instruktørens manglende erfaring samt manuskriptet, hvis realisme man ikke skal tænke for meget over.

Til gengæld tager det vilde klimaks virkelig kegler. Og den gentagne indtrængende lyd bliver brugt fornemt til at sætte rammen for uhyggen. Det er et uhyre veltimet og veludført greb, som udfolder de værste rædsler og lover godt for Kravitz’ fremtid.

Sandheden om øen er nemlig mere grufuld, end filmen varsler, og man skal være forberedt på et ubehag, der bliver hængende, når lyset tændes.