Serieanmeldelse
08. jan. 2024 | 09:34

Blue Lights

Foto | Steffan Hill

Siân Brooke spiller den engelske betjent Grace, som forsøger at bidrage til korpset med sine erfaringer som socialrådgiver. 

Politikrimiens tilbagevendende tema om venskab og sammenhold på tværs af klasse og religion understreges i spændende kvalitetsserie fra nordirske Belfast.

Af Bo Tao Michaëlis

Det første, man gør om morgenen som dreven strisser, før man tager på job i den nordirske by Belfast, er at se under sin bil efter en bilbombe. For selv om det efterhånden er 25 år siden, ”The Troubles” – den blodige konflikt mellem katolske republikanere og protestantiske unionister – sluttede, er byen stadigvæk præget af en latent borgerkrig.

Det mærkes fra første færd i BBC’s glimrende politirutine-tv-serie Blue Lights.

Engelske Grace er en tidligere socialrådgiver, der nu er politibetjent på prøve. Hun ved, at hun selv efter tyve år i den nordirske storby stadigvæk er en fremmed stedt i en kompliceret og krigerisk verden.

Et krucifiks på en væg, det irske trikoloreflag eller et gælisk ord kan blive til krig på kniven mellem katolikker og protestanter.

Belfasts politistyrke er overvejende protestantisk. Så den katolsk opdragede politiaspirant Anne må snart sende sin mor syd for grænsen til Irland, ligesom hun selv må undlade at gå til gælisk idræt.

Og når politibetjente kører på patrulje, er der kvarterer, som er decideret fjendeland. Her holder den kloge strømer en lav profil og gør politiforretninger i laveste gear.

Optøjer er konstant en trussel i gadebilledet.

I Blue Light kan man stadigvæk køre frit mellem den nordirske provins Ulster og Irland. EU har forsonende dæmpet gemytterne, men traumatiske minder og sår er altid til stede. I bybilledet lurer volden konstant lige under overfladen.

Og nu har det britiske efterretningsvæsen MI5 erklæret visse områder i byen for lukket land for arrestationer. Man er i gang med en hemmelig operation for at optrevle en narkoring med tilknytning til IRA i den irske hovedstad Dublin.

Politiets hverdag foregår som vanligt, indtil de to instanser fatalt krydser hinandens intentioner. Så skruen strammes til et spontant sammenstød mellem politi og tyve med tragiske toner.

Konfrontationen mellem en retsstats politistyrke, demokratisk lov og orden over for skjulte, selvrådige overvågningssystemer tæt på autokrati og formynderi har længe været til stede.

I denne genre med blå blink på politibiler, modige mænd og kvinder i mørke uniformer har temaet fået en ekstra tand i Blue Lights.

En god tand, for typisk for de britiske tv-serier er der altid grandiost kælet for miljø og atmosfære. Handlingen reflekterer andet end en kriminel intrige og enigmatisk spænding.

I modsætning til de tyndplottede, halvtarvelige danske turistreklame-krimier Sommerdahl, Hvide Sande og Oxen, tales der aldrig ned til publikum med rærlige replikker og flove floskler.

Der er kun de nødvendige klichéer, som kendetegner genrens egenart. Kvinden, som aldrig skulle have været betjent, den småkorrupte panserbasse, den strenge, men retfærdige chef samt den toughe strisser, der bryder regler med thran – gælisk for dumdristighed.

Samtidig accentueres det, som politikrimien dybest set altid handler om: venskab og sammenhold på tværs af race, køn, klasse og religion.

Synkront gestalter politistationen med sisyfosarbejde og solidaritet også det arbejdsfællesskab, der giver ekko af andre mere almindelige ude i det moderne samfund. Denne dialektiske samfundsspejling er professionelt til stede igennem alle seks afsnit.

Skuespillerne er alle fremragende med hver sin accent – fra kongens klare engelske til det syngende irske tungemål.

Siân Brooke er fin som engelske Grace, der så gerne vil tilføre korpset sine erfaringer som socialrådgiver. Martin McCann er hendes mystiske partner Stevie, der går sine egne veje. Mens Katherine Devlin er politikvinden, som trues på livet på grund af sin katolske baggrund.

Blue Lights er kvalitetsunderholdning og spændende hele vejen. Og fortvivl ikke, der kommer en sæson to senere i 2024.

Trailer: Blue Lights

Kommentarer

Titel:
Blue Lights

Land:
Storbritannien

År:
2023

Instruktør:
Gilles Bannier

Manuskript:
Fran Harris, Declan Lawn, Adam Patterson

Medvirkende:
Siân Brooke, Martin McCann, Katherine Devlin

Spilletid:
Seks afsnit af cirka 50 minutter

Premiere:
5. januar på DRTV

© Filmmagasinet Ekko