Biografanmeldelse
16. aug. 2023 | 22:14

Book Club – Turen går til Italien

Foto | Fabio Zayed

Diane Keaton, Jane Fonda, Candice Bergen og Mary Steenburgen render formålsløst rundt i Italien, hvor enhver antydning af konflikt øjeblikkeligt skydes ned. 

De romantiske komediers crema della crema mugner formålsløst i den italienske sol, hvor de seksuelle ordspil og enhver antydning af konflikt falder til jorden.

Af Frederik Hoff

I komedien Book Club får mødet med hitromanen Fifty Shades og Grey en bogklub med ældre kvinder til at tage kontrol over deres liv og genopstarte deres respektive sexliv.

For ældre kvinder kan også have sex!

Et sødt og nogenlunde originalt budskab, der fører til en god håndfuld grin undervejs, ikke mindst på grund af altid elskelige skuespillere som Diane Keaton og Jane Fonda.

Men i opfølgeren Book Club – Turen går til Italien er det nærmeste, vi kommer et budskab, at ældre, rige kvinder også godt kan tage til Italien. De kan også blive gift, men hvis de ikke lige har lyst til det, er det også bare super.

Vi starter under covid-epidemien, hvor de fire kvinder er fanget i deres hjem og afholder bogklub over zoom.

Heldigvis har de tilsyneladende alle sammen installeret professionelle kamerahold i hjemmet. For billederne står en hel del skarpere end, hvad man forbinder med zoomopkald fra ældre mennesker.

I samme anledning får samtlige skuespillere mulighed for at bevise, at de er fra generationen, før hjemmeauditions blev normen. Lige så skægge og skarpe, de erfarne komedienner plejer at være, lige så fundamentalt akavede er de over zoom.

Endelig beslutter de sig for at tage til Italien, som de altid har drømt om. Og i de første minutter, hvor kvinderne er sammen, mærker man den hjertevarme kemi mellem vennerne Diane, Vivian, Carol, og Sharon, som er hovedingrediensen i filmen.

Man da de har vandret lidt rundt i Rom, fyret et par sexjokes af og prøvet en kjole, er der ikke meget mere at lave. Bortset fra at drikke hvidvin i Italien, som åbenbart er befolket af todimensionale klovnefigurer og aldrende, mandlige sexobjekter.

Tilsammen er Diane Keaton, Jane Fonda, Mary Steenburgen og Candice Bergen de romantiske komediers la crema della crema. Desværre bliver selv den bedste creme uspiselig, hvis man efterlader den i Italiens sol.

Igen og igen sker der noget, som kunne være begyndelsen på en genuint underholdende handling, men hver gang bliver den skudt ned.

Bagagen bliver stjålet i toget, men egentlig er det jo også bare dejligt at have en let opbakning. Bilen bryder sammen midt om natten, men så kan man bare ligge og kigge på stjernerne. Kvinderne kommer i fængsel for at chikanere en betjent, men så kan man jo bare få sig en rigtig girltalk og komme hinanden ved i den hyggelige celle.

De fire kvinders enorme rigdom bliver provokerende, når man ser, hvor let de tager på begivenheder, der ville være katastrofale for de fleste mennesker.

Det tætteste, vi kommer på rigtig konflikt, er Diane og Vivian, som funderer over udsigten til nye ægteskaber, og så Carol, der møder sin gamle, italienske flamme.

Hendes egen mand er blevet syg og skal følge en streng diæt, som hun holder vagt over via kamera i køkkenet. Og nu møder hun en vaskeægte kok, som stopper sit eget og hendes gab med den ene forbudte lækkerbisken efter den anden.

Men det bliver aldrig til mere end en sekvens, hvor de sammen ælter dej – selvfølgelig klippet, så det ligner og lyder som sex.

Hvorfor skulle kvinderne også lade sig friste af sydeuropæiske handyr, når hver og én danner par med USA’s lækreste, ældre mænd.

Lige bortset fra Sharon, som til gengæld sørger for, at der flyder en lind strøm af seksuelle ordspil igennem hele filmen. Det bemærkes lystigt, at det italienske ord for køkken – cucina – lyder lidt som slangordet for vagina.

Der er ikke noget i vejen med fjollede ordspil, men de aldrende skuespillere kan simpelthen ikke følge med i det vilde tempo, instruktøren Bill Holderman dikterer. De kække replikker kommer ofte forpustet og smertefuldt ud af de udmattede stjerner.

Derfor føles Book Club – Turen går til Italien som en mindre sjov, mindre elegant og mindre fræk udgave af Mamma Mia. Desværre også uden Abba-musik.

Trailer: Book Club – Turen går til Italien

Kommentarer

Titel:
Book Club – Turen går til Italien

Land:
USA

År:
2023

Instruktør:
Bill Holderman

Manuskript:
Bill Holderman, Erin Simms

Medvirkende:
Jane Fonda, Diane Keaton, Mary Steenburgen, Candice Bergen, Andy Garcia

Spilletid:
107 minutter

Premiere:
17. august

© Filmmagasinet Ekko