Borderlands

I et forsøg på at tjene en ordentlig pose skejser gaber en dusørjæger over mere, end hun havde forventet.

På en rejse gennem en værre skraldeplanet skal hun redde en ung pige, der er eksplosiv og speciel. Undervejs formes et umage rakkerpak af kumpaner, da galaksens skæbne viser sig at være på spil, og heltene må få fingrene i en flok magiske nøgler, inden en skurkagtig kapitalist gør det.

Nej, det er ikke et nyt afsnit i serien om Guardians of the Galaxy. Men ved sammenligning bliver det ganske tydeligt, hvorfor Lionsgate har valgt at slutte sig sammen med spilselskaberne Gearbox og Take-Two for at filmatisere spillet Borderlands fra 2009.

Der er nemlig lagt i kakkelovnen til et sci-fi-actionbrag med masser af gakket humor. Måske kan det skubbe Marvel af tronen og vinde nye publikummer, der endnu ikke kender spillene. 

Med et plot, der minder om Guardians of the Galaxy, en æstetik, der lugter langt væk af Mad Max, og rappe replikker, der kunne stamme fra Iron Mans gab i en brandert, lignede Borderlands nok en guldmine, da direktørerne gav hinanden hånden.

Alskens velkendt filmmagi kan imidlertid ikke redde spilfilmatiseringen, der fra start virker fortærsket og ligeglad med tilskuerens filmoplevelse.

Det er ikke hovedrolleindehaver Cate Blanchetts skyld. Hun surmuler sig kompetent igennem rollen som den gnavne dusørjæger, Lilith. Der er heller ikke noget ondt at sige om Jamie Lee Curtis som den skøre fysiker Tannis eller Kevin Harts fandenivoldske lejesoldat Roland.

Seksårige Ariana Greenblatt kæmper lidt i rollen som lille Tina, der slynger om sig med bandeord og dynamit. Hun virker langt mere tilpas med alvorlige scener, end hun gør med de mange vitser, men også hun klarer skærene.

Problemet er det sløje manuskript.

Borderlands er et bevis på, hvor svært det er at skrive morsomme jokes, og det undergraver konsekvent actionfilmens kække tone. Replikkerne er så storladne, at de virker malplacerede. Cate Blanchett og Jamie Lee Curtis gør deres bedste for at tygge sig igennem udsagn som: ”Uden selvopofrelse er der ingen redning.”

Endnu mere problematisk er det dog, at manuskriptet nægter at holde det uindviede publikum i hånden. 

Historien buldrer afsted fra scene til scene. Det er, som om filmen skulle have været en serie, der er blevet skåret ned til en time og 42 minutter.

Man når knap nok at trække vejret, inden banden føres videre til den næste udfordring. Undervejs separeres Roland fra resten af gruppen, og i stedet for spektakulært at vende tilbage i en regn af patroner dumper han bogstavelig talt ned midt i en senere scene, som var han en bortkastet fuser.

Borderlands forsøger sig med et kommentarspor fra Lilith, men hun forklarer kun en brøkdel af alt det, der kastes i hovedet på tilskueren.

Skraldeplaneten Pandora er hærget af virksomheder på jagt efter guld, men planeten er også bosat af alskens alien-dyr. Ved man ikke allerede, hvad de er for nogle, er der ingen hjælp at hente.

Samtidig har nogle mennesker superkræfter. Tannis nævner nonchalant: ”Nåh, det er denne her superkræft!”, mens det er noget spritnyt for publikum, at sådanne evner overhovedet eksisterer.

Actionscenerne er rimelige, men der bliver ikke opfundet det dybe geværløb med kreativt spektakel eller betagende koreografi.

Hvorfor købe en dyr biografbillet for at se Cate Blanchett tvært pløkke slyngler iført et kostume, der kunne være lånt i en legetøjsbutik, når man kan spille derhjemme og have en langt mere tilfredsstillende oplevelse?