Børnelokkerne

Der er mange fordærvede forbrydere, men kun én mand er hævet over ordensmagten.

”Jeg har sat mig for at finde ud af, hvor stort problemet egentlig er og sætte en stopper for de farligste mænd derude,” siger tv-sherif Henrik Qvortrup i begyndelsen af Børnelokkerne.

Vi befinder os i bedste sendetid på den vilde landevej i provinsen med Dirty Harry Qvortrup. Han er på jagt efter en gift bedstefar på nogle og 60 år. Bedstefaren er på overfladen en rigtig hyggeonkel og tilmed aktiv i lokalsamfundet. Men når solen går ned i vest, chatter og sender han videoer af sit stive lem til en trettenårig pige. Nu skal han og den purunge jomfru have rigtig sex. Tror han.

Til bedstefarens store skuffelse kommer Henrik Qvortrup til syne og fortæller bedstefaren, hvor moralsk fordærvet han er.

Det er altid godt tv, når både sherif og forbryder befinder sig på moralens vippe. Henrik Qvortrup er som bekendt lige nu rodet ind i en historisk straffesag, hvor han står anklaget for at have overvåget kendte menneskers private kreditkort, så han kunne score profitable spalter i sladdersprøjten Se og Hør.

Hvor mange pædofile kan Henrik Qvortrup nå at fange, før han selv skal ind og ruske tremmer?

Chefredaktionen for Viasat må have gnedet sig ekstra meget i hænderne, da Henrik Qvortrup sagde ja til at pudse glorien som moralens offentlige vogter i TV3’s nye seersatsning.

Og indignationen lyser ud af Qvortrup, når han konfronteres med internettets perverse, voksne mænd, hvis krænkende sexbeskeder igen og igen oplæses, mens de – for en sikkerheds skyld – også skrives på skærmen. Mændene tror håbefuldt, at de har trettenårige piger på linjen, men i virkeligheden chatter de med Henrik Qvortrup og hans lokkeduer, et par-og-tyveårige piger, som udgiver sig for at være omkring ti år yngre.

Vil bedstefaren på landevejen, eller skal Henrik Qvortrup selv læse op af chatsamtalen?

”Min tissemand glider lidt op i dig, blidt, måske vi tungekysser, min pik trænger blidt op i dig gennem din mødom,” læser Qvortrup op foran den perverse, hvis ansigt og stemme er tilsløret, men hvis kropsholdning og tøj og bopæl sandsynligvis kan kendes af hans venner og familie.

Det er alt sammen set før.

Nemlig i det amerikanske program To Catch a Predator og Miki Mistratis Jagten, hvor Mistrati jagtede børnelokkere og mordere. Den samme Mistrati, som ifølge Radio24syv spredte nøgen- og sexfotos af TV 2’s nyhedsdirektør efter at have fået afslag på en jobansøgning.

Henrik Qvortrup overlader al materialet til politiet, men er det virkelig hans og TV3’s opgave at jagte potentielle sexforbrydere og udstille dem på tv?

Grundlæggende etiske principper presses til det yderste, når journalisterne foretager sig politiopgaver i en jagt på seere.

Det kan have alvorlige konsekvenser. I To Catch a Predator begik en amerikansk advokat selvmord, efter at han var blevet taget i at chatte med en trettenårig, fiktiv dreng. Blandt andet derfor kan det diskuteres, om journalister ikke burde gennemtænke samfundsnytten af deres historie, inden de opfinder fiktive personer og bruger skjult kamera og sætter fælder op.

Men underholdende er det. Og hvem tænker på, at vi mangler fakta over antallet af dømte, fakta over politiets indsats, fakta fra seksualitetsforskere, når først musikken (som er højlydt og insisterende) spiller?

Det kunne ellers have været interessant at høre, hvad der foregår i hovedet på disse mænd, hvorfor omfanget af tiltrækningen er så stor, og hvorfor enkelte piger i skolealderen bliver tiltrukket af ældre mænd, når de burde interessere sig for nogen på deres egen alder.

I Børnelokkerne har vi sandsynligvis at gøre med mænd fanget i det såkaldte lolitakompleks, hvor purunge pubertetspiger er genstand for ældre mænds tiltrækning af ungdom og det forbudte, som vi har set det i film som Lolita, American Beauty og, med omvendte kønsroller, The Reader, i hvilken en kvinde forfører en ung dreng.

Det er naturligvis modbydeligt og frastødende at lokke trettenårige piger på nettet.

Derfor burde programmet have ladet forkastelighederne tale for sig selv i stedet for manipulerende at designe en trettenårig piges værelse som et børneværelse med dukkehus og legetøjsbiler, mens dukkevisemuzak lyder.

Men målet helliger midlet, og målet er høje seertal forklædt som moralsk forargelse.