Boy from Heaven

Filmen om ”Drengen, der var som sendt fra Himlen” – som må være den mest meningsfulde oversættelse af den engelske titel Boy from Heaven – rammes egentlig også meget fint ind af sin amerikanske titel: The Cairo Conspiracy.

For filmen – instrueret af en svensk instruktør med en egyptisk far – vokser sig relativt langsomt, men samtidig stødt op til at være en rigtig thriller.

Faktisk en rigtigt god thriller.

Filmen havde premiere i maj under Cannes-festivalen og vandt prisen for bedste manuskript samt den såkaldte François Chalais-pris. Den uddeles hvert år til en film, som er livsbekræftende og støtter journalistikkens grundlæggende værdier – herunder opklaring af lyssky affære.

Det sidste handler Tarik Salehs film i allerhøjeste grad om.

Den unge mand Adam, som er søn af en fattig fisker, anbefales af sin lokale imam til en plads på Cairos berømte Al-Azhar-universitet.

Al-Azhar er kendt verden over som den førende læreanstalt for islamiske studier, og institutionen regnes af nogle for at være verdens ældste universitet.

Det er samtidig her, man finder en af islams mest respekterede og lærde imamer, nemlig Al-Azhars storimam, der også i visse sammenhænge kaldes storsheik.

Han betragtes som sunnimuslimernes overhoved – og det er ham, der har det sidste ord i fiqh, som er den menneskelige fortolkning af de islamiske, gudgivne love, sharia.

Sharia associeres i Vesten med religiøst vanvid, men det er snarere alle de religiøse regler for et godt muslimsk liv her på Jorden. Herunder for eksempel den banale regel om, at man skal bede fem gange om dagen.

Det religiøse liv fylder meget i filmen, og det er smukt at iagttage. Der vaskes fødder og ansigt, der bedes, der studeres, der messes, og der kaldes til bøn.

Tawfeek Barhom har sit gennembrud i rollen som ynglingen Adam. Han er en drenget og lidt simpel, men stålsat muslimsk student, som rodes længere og længere ind i et værre morads af benhård politik, religiøse fraktioner og ligefrem likvideringer.

Kort efter Adams ankomst dør storimamen pludselig. Han skal efterfølges. Og før Adam har set sig om, står han som en isoleret, hvid bonde midt inde imellem alle de sorte brikker på pladen i et spil Shah – eller som vi siger: Skak.

Så hvad skal han gøre?

Adam bliver snart rekrutteret som ”engel” – en slags leverandør af efterretninger og i øvrigt marionetdukke for obersten Ibrahim i sikkerhedspolitiet.

Ibrahim spilles fantastisk af svensk-libanesiske Fares Fares, som danskere vil kende som Assad i filmatiseringerne af Jussi Adler-Olsens krimiserie om Carl Mørck.

Med langt, krøllet hår, hængerøv i bukserne sit karakteristiske ansigts i evig profil spiller han langt mere intenst i denne film.

Manuskriptet er behageligt i al sin langsommelighed. Ligesom i de første scener, hvor alenefaren fisker sammen med sønnen Adam, haler instruktøren møjsommeligt sine dramaer i land.

Til sidst er det hele hakket til plukfisk i én stor gryde af intriger, som skal vikles ud igen. Eller skal de?

Slutningen, som er fremragende, skal naturligvis ikke røbes her. Det skal derimod filmens æstetik, for den er en væsentlig del af succesen.

Den grundlæggende farveholdning er blid og pastelagtig, nærmest sandet. Desuden er der en visuel hang til at vise motiviske gentagelser.

Vi ser ensformige søjlegange, keramisk udsmykning med repetitive fliser, endeløse køer af biler, hyldemeter på hyldemeter med bøger, mandeender, som i lange rækker stikkes i vejret i bøn.

Det hele understreger den meditative og rytmiske eller – om man vil – musikalske side af islam.

Boy from Heaven giver et sjældent og uventet smukt indblik i både islams natur og Cairos leben, selv om den mest er optaget i den tyrkiske storby Istanbul.

Men det er først som sidst en knaldgod film, hvor spændingen vokser minut for minut.