Brænd alle mine breve

Da romanen Brænd alle mine breve i 2018 udkom i Sverige, solgte den over 300.000 eksemplarer. Den store interesse måtte i første omgang tilskrives forfatterens status i den svenske populærkultur. 

Alex Schulman brød igennem som blogger, da det var hipt. Senere blev han kendt som vært for reality-showet Paradise Hotel, og nu beværter han Sveriges mest populære podcast. 

Men man skal ikke skue hunden på hårene, for romanen er kvalitetslitteratur i egen ret. 

Instruktøren Björn Runge er efter forfatter-ægteskabsdramaet The Wife igen i et litterært miljø. Ligesom romanen er hans smukke og stemningsfulde filmatisering en undersøgelse af den indre vrede, der hele tiden ligger på lur i Schulman. 

Billedet er entydigt. 

Alle problemer peger mod Alex’ morfar, Sven Stolpe, en katolsk, kulturkonservativ stivstikker, som spillede en stor rolle som forfatter og kritiker gennem en menneskealder. 

Mellem Sven Stolpe og den aristokratiske, kulturradikale spinatfugl og redaktør på Dagens Nyheter, Olof Lagercrantz, herskede en livslang konflikt, som alle i det litterære miljø kendte til. 

Men at rivaliseringen ikke handlede om religion, kultur og litteratur, indså man først med Schulmans roman. Det var meget mere kompliceret. Eller meget mere banalt. 

Det handlede om en kvinde. 

I 1932 opholder Sven Stolpe (kolde, kyniske og kontrolmaniske Bill Skarsgård) og hans unge hustru, Karin (hjertelige, smertelige og følelses-intelligente Asta Kamma August), sig på Sigtunastiftelsen uden for hovedstaden Stockholm. 

Han skriver, hun oversætter. Så ankommer digterspiren Lagercrantz (opmærksomme, charmerende og lidenskabelige Gustav Lindh). Snart spirer forelskelsen mellem Karin og Olof, mens sortsygen blusser op i Sven. 

Björn Runge har bevaret bogens struktur med krydsklip mellem nutiden, hvor Alex (på én gang affable og lunefulde Sverrir Gudnason) researcher, og fortiden, hvor Alex genskaber sommeren i 1932 og erindrer sin barndoms besøg hos bedsteforældrene. 

En scene, hvor Alex møder Olof Lagercrantz’ søn, David – altså forfatteren, der fortsatte Stieg Larssons romanserie om Lisbeth Salander – er en kosteligt selvironisk skildring af to kendissers dueldans. En anden scene, hvor Alex laver en opslagstavle på væggen i herskabslejligheden til al sin research, er til gengæld en rædsom scenografisk kliché. 

Scenerne fra Sigtuna er optaget netop dér, hvor det hele gik for sig, og stemningen af 1930’ernes borgerskabsdannelse sidder lige i øjet. Begge kamphaner er litterære og gravalvorlige, intellektuelle og poetiske, brystsvage og følsomme. Og begge elsker den samme kvinde. 

Mens Olof er en erobrer, er Sven en beskytter. Men det er kun sig selv, tyrannen beskytter. Karin og Olof begår et seksuelt attentat, mener han. 

Som autentisk jalousidrama er den stilige filmatisering stort set loyal mod det litterære forlægs intenst knugende stemning. Da Sven afbryder Karin og Olof i en tete-a-tete, siger Olof, at de diskuterer, hvem der er den største digter: Fröding eller Karlfeldt? 

Sven spørger inkvisitorisk, hvad Karin mener. I romanen er hun mundlam. Men i filmen udmanøvrerer hun sin mand i at citere fra Karlfeldts poesi.

Karins tildigtede trodsighed er måske nok et påfund fra manuskriptforfatter Veronica Zacco, men den er klædelig og meningsgivende. 

Brænd alle mine breve skildrer jalousiens altfortærende væsen, og filmens titel er hentet fra Olofs bøn til Karin af frygt for Svens vrede. Det er et velbeskrevet tema i kulturen – tænk bare på Shakespeares Othello og Bizets opera Carmen – og filmatiseringen af Alex Schulmans nådesløse drama viser jalousiens kontaminering af en hel familie.