Brakland

Musikken støjer, skratter og pulserer. Den er påtrængende som stilhed. Det er nogle gange så højt, at det føles som et overfald. Jeg måtte holde mig for ørerne.

Der er mange grunde til, at Brakland føles som en forvokset musikvideo, men det dominerende soundtrack er en af årsagerne. Instruktøren Martin Skovbjerg er en del af den fængende elektroniske trio Av Av Av, og det er da også gruppen, der har lavet musikken.

Teenageren Simon flytter med sine lægeforældre til en lille landsby, der lever i kraft af den højtalerfabrik, der skaffer arbejde til beboerne. Der er idyllisk med gyldne marker, grønne lægtehegn og havet i horisonten.

Men Simon er bitter over at blive rykket op med rode og har mange konflikter med sin mor. Faren er nærmest ikke-eksisterende, og det viser sig da også, at flytningen ikke kun skyldtes længslen efter naturen og roen på landet.

I lang tid er det kun Simon, der er i fokus. Bogstaveligt talt. Da han går ind i sit klasselokale, er alle andre end ham uskarpe, og underviseren er en tåge af tale i baggrunden.

Det havde været et specielt kunstgreb, hvis Simon hele filmen igen havde været den eneste, der stod skarpt, og det kunne have været et enten katastrofalt eller magisk trick. De bløde udviskninger af folk og møbler forsvinder dog pludselig, og hvis der er en dybere mening med brugen af den effekt, er den i hvert fald godt skjult.

Det er et gennemgående træk, at de mange idéer synes at udspringe af en begejstring for, at det vil være fedt, men uden at der er en større mening.

I klassen ender Simon med at skulle lave projektarbejde med Bjarke, og det viser sig hurtigt, at han er en konfliktfyldt fyr. Det er hans far, der ejer højtalerfabrikken. Hans mor er smuk, islandsk og meget lidt blufærdig, da hun klæder sig helt af, da Simon er på besøg hos Bjarke. Hun tilbyder drengene en joint ved poolen, og der antydes et specielt, måske upassende, forhold mellem mor og søn.

Det uddybes dog aldrig, ligesom forholdet mellem Bjarke og hans far også indbyder til fortolkninger.

Selv om der er mange rodede ting i den hårdt klippede film, så rammer den dog helt rent teenageres rodløshed.

Bjarke er aggressiv, og den mindste ting får ham til at fare i flæsket på sine jævnaldrende. Men Simon får i løbet af ingen tid total loyalitet af Bjarke, så hurtigt hænger de to sammen som ærtehalm. Da Bjarke vil smadre en skolekammerat, får Simon afværget det, men han virker ikke synderligt bekymret over den blodige aggression, han var vidne til, og festen og rusen cementerer kun venskabet.

De fortaber sig i hinanden, som det næsten kun er teenagere og elskende forundt.

Simons mor, spillet med rørende overbevisning af Patricia Schumann, har det svært med, at hun mister sin søn til det nye venskab. Bjarkes far spilles af Uffe Rørbæk Madsen – ja, ham fra De Nattergale – og han er intens i de få scener, han er med.

Det er ikke overraskende, når man tænker på hans martrede familiefar fra Det andet liv.

Men de overstråles begge af Simon og Bjarke, henholdsvis Jonas Bjerril og Vilmer Trier Brøgger. Selv i en kaotisk film er de sindssygt autentiske. Venskabet er håndgribeligt, deres følelser elektriske. Simon er nem at holde af, hans splittelse og frustrationer genkendelige. Men selv Bjarke, hvis bevægemønstre er uforudsigelige, er autentisk levende, som var det en dokumentarfilm.

Martin Skovbjerg har ud over at være musikproducer også lavet flere musikvideoer, og den ordløse intensitet, der tit er i de korte videoer, er i den grad også i hans første spillefilm.

Manuskriptforfatter Christian Gamst Miller-Harris’ blik på teenagere er i øjenhøjde, skuespillet i top og det visuelle fængende. Men der mangler den røde tråd i historien, og man forlader derfor ikke biografen meget mere beriget, end hvis man havde set en samling musikvideoer.